
Om fremstilling af guld
I en håndbog for kunsthåndværkere, skrevet mellem 1110 og 1140 findes nedenstående opskrift. Forfatternavnet Theophilus er sandsynligvis et pseudonym for munken og guldsmeden Roger, under hvis ledelse værkstederne i klosteret Helmarshausen ved Weseren i første halvdel af 12. århundrede blev et af de vigtigste centrer inden for nordvest-europæisk kunsthåndværk.
Af Redaktionen
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

Basilisken, som teksten omtaler, er et fabeldyr med vinger, ormehale og krone på hovedet; den udruges af haneæg. Billedet gengiver en basilisk udhugget på en kvader i Tømmerby kirkes apsis.
Der findes også en slags guld, kaldet Spansk Guld, som forfærdiges af rødt kobber, basilisk-pulver, menneskeblod og eddike. De vantro, som har ord for at være forfarne i denne kunst, avler nemlig basilisker, og hermed bærer de sig ad på følgende måde.
De har i jorden et rum, som både foroven, forneden og på alle sider er af sten, og som er forsynet med to små glugger, der er så snævre, at der næsten ikke kan slippe lys ind igennem dem. I dette rum anbringer de to tolv eller femten år gamle haner og giver dem godt med foder. Når hanerne er blevet dygtigt fede, parrer de sig ved varmen fra deres fedme og lægger æg. Så snart æggene er blevet lagt, tages hanerne op, og der sættes tudser ned, som skal udruge æggene, og som fodres med brød. Når æggene er udrugede, kommer hanekyllinger ud af dem som hønekyllinger, og efter syv dage vokser der slangehaler frem pa disse kyllinger, som straks ville have gravet sig ud, havde gulvet i rummet ikke været af sten. Men deres ejermænd, der er opmærksomme på dette, har nogle runde bronze-beholdere af anselig størrelse, gennemhullede overalt og med snævre mundinger. I disse beholdere anbringer de kyllingerne, lukker mundingerne med kobberlåg og graver dem ned i jorden. Og i seks måneder får kyllingerne næring fra den fine jord, som trænger ind gennemhullerne. Derefter afdækker ejermændene beholderne og sætter dem over en kraftig ild, indtil dyrene inden i dem er brændt til aske. Når dette er sket, og indholdet er blevet afkølet, hælder de det ud og støder det omhyggeligt, alt medens de iblander en trediedel tørret og stødt blod fra et rødhåret menneske.
Disse to ingredienser blandes med stærk eddike i et rent kar. Dernæst tager de meget tynde plader af det fineste røde kobber, smører dem på begge sider med denne blanding og lægger dem i ilden. Når pladerne er hvidglødende, tager de dem ud, afkøler og skyller dem i blandingen og på denne måde bliver de ved, indtil blandingen ætser sig gennem kobberet og derved antager vægt og farve som guld. Dette guld egner sig for al slags arbejde.
Udgave: Skalk 1964:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
