Om at lave en pilespids af flint

Flintsmeden var til alle tider en overordentlig traditionsbunden håndværker, og udviklingen mod bedre eller nye redskabsformer var i almindelighed gradvis. Men naturligvis er de flinttyper, som arkæologien har opstillet og givet navne, ikke nødvendigvis hvad flintsmeden ville have betragtet som en redskabsform, han sigtede imod. Derfor er netop det grundige kendskab til fremstillingsteknikken så afgørende for bestemmelse og tolkning af flintsagerne. Små detaljer kan være afgørende, fordi de er væsentlige for udformningen af redskabet. Malet må være at finde tilbage til, hvad stenaldermanden havde tænkt sig med tingen.

Bedst var det, om alle stenalderforskere, arkæologen såvel som samleren med oldtidsstudiet som hobby, kunne sætte sig hen som Anders Kragh og selv gennemprøve flintens muligheder. Det næstbedste er at tage ved lære af hans erfaringer – og så iøvrigt skele til de naturfolk, der har holdt flintsmedens traditioner vedlige indtil nutiden.

I en nylig udgivet bog »Mand og Flint«, er Anders Kraghs erfaringer nedfældet. Jævnsides hermed bringes skildringer af flintsmedes arbejde blandt nutidige stenalderfolk. Lad os som eksempel høre to »opskrifter«
på at fremstille en af Yngre Stenalders smukke pilespidser.

INDIANERNE i Nord Amerika levede endnu i stenalderen, da verdensdelen blev opdaget af europæere, og i afsides liggende egne holdt indianerne flintsmedens traditioner vedlige indtil henimod år 1900. I mange beskrivelser af indianernes liv findes der spredte oplysninger om fremstillingen af flint red skaber, og navnlig i slutningen af forrige århundrede studerede og eksperimenterede amerikanske arkæologer og etnografer med flintteknik. Men interessen samlede sig næsten udelukkende om pilespidsen, der blev fremstillet ved presseteknik med trykstok. Og disse pilespidser blev genstand for den helt store samlermani, de blev opsat og beundret for farvespil og teknisk fuldkommenhed – som gammelt porcelæn i Europa. De bedste indianske flintarbejder kan ligestilles med den danske dolktids frembringelser, men i Amerika kunne man umiddelbart se, hvordan de blev skabt.

En særlig kyndig og opmærksom iagttager var arkæologen Nels C. Nelson (der var født i Kolding og hed Niels C. Nielsen, før han udvandrede og blev et af de store navne i amerikansk arkæologi). I 1912 overværede Nelson, hvorledes bl. a. pilespidser blev fremstillet af den californiske indianer Ishi, der året før var blevet »reddet« som den sidste overlevende af sin stamme. Ishi tilbragte resten af sine leveår i Californiauniversitetets museum, og han blev vidt bekendt og beskrevet som den sidste nordamerikanske stenalder-indianer.

Ishi var erfaren i kunsten at fremstille stenredskaber. Ved sine demonstrationer foretrak han dog snart at arbejde med glas fremfor de oprindelige flintagtige materialer. I Nelsons beskrivelse er råmaterialet obsidian, et glasagtigt stof, og flækkeredskabets benspids er erstattet af en jernspids, som han fandt var mere holdbar, dog uden at resultatet blev smukkere eller anderledes.

Det første trin i tildannelsen af råmaterialet, en klump flint eller obsidian, er afhængig af det endelige mål: Et stort spyd- eller knivblad, eller en mindre pilespids. Ønskes der et stort blad, må et passende kærnestykke udtyndes. Her anvender Ishi metoder med slag mod et mellemstykke, en kort (5-6 cm) kraftig slagstok af hård knogle med afrundet spids. Ved slag med en hammersten mod slagstokkens bagende afspaltes spåner, indtil materialet er tilstrækkelig udtyndet og klar til næste stadie af bearbejdelse. Det tilsvarende trin opnås væsentlig hurtigere for pilespidsens vedkommende, som er baseret på spånen. Her slår Ishi ved direkte slag med en ægformet slagsten en række store spåner fra kærnestykket, indtil der fremkommer en spån af passende form og størrelse.

Presning med trykstok er næste stadie i tildannelsen. Ishi arbejdede med tre forskellige former for trykstokke, hvoraf den længste og kraftigste formentlig blev anvendt til afspaltning af de store blade. Den kraftige trykstok var af længde nøjagtig afstanden fra albue til spidsen af den udstrakte pegefinger, og den bestod af et lige grebstykke af træ forsynet med et stykke hjortetak, der »hverken var for stump eller for spids«. Ved brugen holdt Ishi om grebstykkets nedre ende, mens bagenden blev holdt fast ind mod brystet for øget tryk og støtte.