Om arv og skifte

Den unge skipper havde øjensynligt været en omsorgsfuld husbond og fader. I hvert fald havde han indkøbt mange dejlige ting, uden tvivl for at glæde kone og børn, blandt andet mange alen forskellige smukke klædesstoffer, et odderskind, et par kvindetøfler med røde og blå snore på, et par drengesko, et par gule pigesko og et par små barnetøfler. Dertil både røde og hvide drenge- og kvindestrømper foruden hvide katuns-damehandsker og røde og brune kamelhårsbånd. Skipper selv var udstyret med en afvekslende garderobe rækkende fra en fin grå kjole og bukser over en islandsk vadmelstrøje og hvide islandske vadmelsbukser, to hatte, en foret hue og sorte uldne vanter til røde klædesunderbukser, nattrøjer, skibstøfler og adskilligt mere. Nævnes bør også en større portion sølvknapper til nattrøjer, bukser og skjorter sammen med et par sølvskospænder. Sin tobak gemte han i en tobaksdåse af skildpadde med messingbeslag, og piben blev tændt med et blikfyrtøj. En gammel fiol blandt hans ejendele har vel været brugt til at fordrive de lange ventetider på søen med, men ellers er der gået megen tid med regulært kontorarbejde – der skulle holdes styr på mange slags attester, regninger, pas og andre dokumenter, der var nødvendige på skibets fart mellem Amsterdam og forskellige Østersøhavne. Imellem var der også adskillige breve fra den gode kone hjemme i Stettin.

Om den salig mands endeligt kan vi berette, at han lå syg fra den 6. april til den 12. maj i nævnte badskærers hus, hvor tillige broderen og en lille skibsdreng var indlogerede. Med kost, kammer, lys, varme og opvartning løb det op i ikke mindre end 58 daler. Doktor Nicolaus Grimbergs regning »for hans opvartning og hafde møye« og apotekerregningen lød begge på 45 daler – man fornemmer, at det var temmelig ublu. Andre udgifter kom til, og begravelsen kostede over 14 daler. For at dække udgifterne ind blev der holdt auktion over alle skipperens ejendele, og sammen med hans kontante beholdning – godt 74 daler – nåede boets værdi op på 135 daler, men alligevel blev der et underskud på 30 daler, og altså ikke en skilling tilovers til familien i Stettin.

Man kan nu med god ret spørge, hvor vi ved alt det fra? Svaret er: fra skiftet efter den afdøde. At skifte betyder i denne forbindelse at dele, nemlig imellem afdødes eventuelle kreditorer og arvinger. Regler om arveret har altid været af stor betydning i samfundet og er ældgamle i dansk ret. I Jyske Lov fra 1241 handler således det meste af 1. bog om arv og skifte. Her finder vi blandt andet bestemmelsen om, at en mand tager dobbelt så meget i arv som en kvinde – en regel som var gældende lige til 1845. Måske havde kvinderne oprindelig slet ikke kunnet få del i slægtsarven; i hvert fald fortæller Saxo i sin Danmarkskrønike, at det var Svend Tveskæg, som gav dem retten til at arve som en belønning, fordi de danske kvinder havde ofret deres smykker for at løskøbe ham af vendernes fangenskab. Foruden slægtsarv kunne der også være tale om testamentarisk arv. Ordet testamente forekommer i Jyske Lov, men det ligger klart, at ordningen skyldes den katolske kirke, som krævede, at en person med henblik på sin død havde ret til at disponere over en del af sin formue til fromme formål (sjælegave). Med særligt henblik på vor stettinske skipper er det også nok værd at nævne, at man aldrig i dansk arveret har opstillet specielle regler for udlændinges adgang til at arve; men hvis der var blevet noget tilovers til konen i Stettin, skulle der ganske vist have været betalt såkaldte »sjettepenge« af arven til kongen og »tiendepenge« til øvrigheden. Disse arveafgifter for udlændinge afvikledes gradvist i forrige århundrede ved traktater med fremmede magter, men først så sent som i 1904 bortfaldt de helt.

Vender vi nu tilbage til selve skiftet, skal vi frem til slutningen af 1500-årene, før vi finder et egentligt skiftevæsen, hvor en offentlig myndighed griber ind og overtager skiftedelingen, som bliver nedfældet i et skiftebrev og indført i skifteprotokollen. Når borgmester og råd og byfoged således begyndte at blande sig i skifteforretningerne – det var nemlig i købstæderne, begyndelsen blev gjort – var det oprindelig for at varetage umyndige børns interesser, og karakteristisk nok kaldes nogle af de ældste skifteprotokoller også for børnebøger. Ved midten af 1600-årene skrev herredsfogeden i Fakse, Christen Ostersen Weile: »I Danmark med dets underliggende provinser haver hidintil været i brug på somme steder, at, hvor som noget skifte sker på landsbyen, på kongens, adelens eller andres gods, at fogeden over stedet, ja endogså herredsfogeden da endelig må være tilstede og have indseende med, at fattige enker og små faderløse børn blive med gode vederhæftige værger forsynede, så at deres arv og gods bliver vel forvaret, og de ej i nogen måde vorde forurettede«. Han fortæller videre, at det på Sjælland er skik og brug at forære fogeden den bedste hynde, som findes i boet, »som ham underlægges at sidde på som en ære, det første han indkommer og sætter sig ned på kongens eller husbondens vegne, og derforuden en rigsdaler eller to efter boets tilstand eller dets værd«.

Først med Christian 5.’s Danske Lov i 1683 blev hele skiftevæsenet imidlertid lagt i faste rammer (Fig. 1). Loven bestemte, at når nogen døde og efterlod sig enten umyndige eller fraværende eller udlændiske eller slet ingen arvinger, skulle dødsfaldet straks anmeldes for øvrigheden. Den regel, vi kender i dag, om at ethvert dødsfald skal anmeldes for skifteretten, blev først indført 1792 i forbindelse med en arveafgift (som dog kun gjaldt for mere tilfældig og uventet arv til sidelinjer. Almindelig arveafgift fik vi 1810). Indtil for få år siden måtte en præst forøvrigt ikke, under bødeansvar, kaste jord på en afdød, før der var fremvist en skifteretsattest. Men stadigvæk gælder Danske Lovs bestemmelse om, at »hvis arvingerne ere alle myndige og tilstede, da haver øvrigheden intet dermed at befatte sig, uden at det af dem begæres«. Så snart dødsfaldet var anmeldt, skulle øvrigheden møde op i hjemmet og forsegle afdødes gods. Nøjagtig på 30. dagen derefter skulle skifteforvalteren lade boet – stervboet kaldes det gerne – registrere og vurdere i overværelse af arvingerne eller deres formyndere; en kvinde skulle altid have en såkaldt lavværge, for det meste en mandlig slægtning. Ved afslutningen af boet skulle der forfattes et skiftebrev, som skulle indeholde både registreringen og vurderingen af alle ejendele, indgælden og udgælden, det vil sige beløb, man havde tilgode og beløb, man skyldte bort, samt lodsedler, som det kaldtes, på hvad hver enkelt arving kunne tilkomme; der blev faktisk kastet lod for at få en retfærdig fordeling. Skiftebrevet blev underskrevet og forseglet af arvingerne, eventuelle formyndere og skifteforvalteren og indført i skifteprotokollen.