Oluf

I 1415 kom en franciskanermunk til Perugia, hvor han blev angrebet af en voldsom febersygdom. Han døde, men nåede forinden at åbenbare sin sande identitet og mærkelige skæbne. Som yngste søn af dronning Margrete i hendes ægteskab med den norske kong Håkon blev han tidligt bestemt til et gejstligt liv, men da broderen Oluf døde, stod han nærmest til at overtage tronen (fig. 1). Hverken dronningen eller rigets stormænd kunne imidlertid formå ham til at opgive sit fromme levned, og han flygtede bort for at blive en af franciskanerordenens ydmyge tiggermunke. Efter nogle år blev han fundet og ført tilbage, men dronning Margrete genkendte ham ikke; hun mente, at han var en bedrager og beordrede ham brændt på bålet. Nu skete der noget forunderligt: ilden blev tændt, men den gjorde ham ikke mindste skade. Endnu engang nægtede han at modtage kronen og forlod riget for at drage på pilgrimsfærd til Rom. Som vi har hørt, nåede han imidlertid ikke længere end til Perugia, hvor han udåndede, og netop da det skete, begyndte klokkerne i den nærliggende Andreaskirke at ringe helt af sig selv. Han blev derefter, på biskoppens bud, gravlagt i kirken som helgen.