Ole Rømer og kejseren af Kina

Det var under et tiårigt ophold ved observatoriet i Paris, Rømer 1676 gjorde sin opdagelse af »lysets tøven«, som han selv kaldte det. Han havde fået til opgave at foretage observationer af Jupiters fire måner og fandt til sin overraskelse, at deres omløbstid omkring kæmpeplaneten varierede; den blev mindre, når de to planeter, Jorden og Jupiter, på deres vej omkring Solen nærmede sig hinanden, større når de fjernede sig. Det kunne ikke være rigtigt, indså Rømer, og han fandt forklaringen: Det tager tid for lyset at nå fra Jupiter til Jorden – og mere tid jo længere de to er fra hinanden. Tidsintervallet, fra en måne kommer til syne bag Jupiter, til den efter et omløb atter gør det, vil altså synes mindre, når afstanden mellem de to planeter mindskes, end når den øges. Som en frugt af sin opdagelse konstruerede Rømer en lille maskine, et såkaldt jovilabium, til anskueliggørelse af Jupiter-systemet med måner og det hele, men vigtigere var det, at han samtidig fandt frem til en ny slags tandhjulstænder, der kunne »rulle« mod hinanden i stedet for at »gnide«. Denne såkaldt epicykloide form er blevet brugt helt frem til vore dage, da den giver en meget jævn gang i urværker og lignende. Jupitermaskinen var dog, selv med de nye tandhjul, ikke et planetur, den blev ikke drevet automatisk, men med håndkraft og kunne bevæge sig både frem og tilbage. Et par år senere fremkom Rømer med en lignende konstruktion for Saturn og dens måner. Jupiterapparatet blev i det hele taget kun begyndelsen. En hel serie af planetmaskiner fulgte efter.

Astronomerne havde på det tidspunkt kun lige nået at vænne sig til det kopernikanske verdensbillede: Jorden var ikke, som man havde troet gennem årtusinder, universets ubestridelige midtpunkt, men en planet, der sammen med andre planeter kredsede omkring Solen. Selv Tycho Brahe, der et århundrede tidligere var bekendt med Kopernikus’ teori, mente ikke, den var holdbar; han satte stadig Jorden i centrum, men gik dog med til, at de andre planeter kredsede om Solen. Hans elev Johannes Kepler førte udviklingen et langt skridt videre; han var Kopernikus-tilhænger og påviste, at planeterne bevæger sig i elipseformede baner og med vekslende hastighed på grund af den varierende afstand til Solen (her er altså tale om en reel hastighedsændring, ikke – som ved Jupitermånerne – en fiktion). For Rømer, der kom efter Kepler, blev det et problem at indbygge dette i en maskine. Hans løsning er genial, den anvender »skæve« og koniske tandhjul, nogle med ens afstand, andre med forskelligt mellemrum mellem tænderne. Der var bare den hage ved opfindelsen, at den håndværksmæssigt var meget vanskelig at føre ud i livet, og vi ved da heller ikke, om den nogen sinde nåede længere end til papiret.

Rømer var selv fuldt overbevist om rigtigheden af det kopernikanske verdensbillede, og da han tog fat på at konstruere et planetarium, blev det følgelig med Solen som midtpunkt og planeterne kredsende udenom. Samtidig arbejdede han på et eklipsarium til anskueliggørelse af månefaser og sol-/måneformørkelser. Begge maskiner udførtes efter hans instruktioner af datidens vel nok fineste urmager, Isaac Thuret, der var i Ludvig 14.s tjeneste. Som matematiklærer for den franske kronprins havde Rømer gode forbindelser ved hoffet, og kongen var ikke ubekendt med hans arbejde. Vi ved, at monarken 5. december 1681 beså maskinerne, som han, efter at have fået dem demonstreret og forklaret, dvælede længe ved. Grunden til solkongens interesse røber et videnskabeligt tidsskrift, der en måneds tid senere giver en kort beskrivelse af de to »supprenante« (enestående) maskiner – beklageligvis uden at nævne Rømers navn (Fig. 2, Fig. 3). »De er«, hedder det, »blevet anset for så nøjagtige, så smukke og så usædvanlige, at jesuiterpræsterne ikke har nogen bedre opfindelse at medbringe til Indien, som kan overraske inderne mere, give dem større agtelse for vor nation eller fremme forkyndelsen af evangeliet for dem i højere grad«. Franskmændene havde med andre ord brug for nogle tributter, når de sendte deres missionærer til det fjerne Østen for at udbrede kristendommen. At jesuitterne, hvis det lykkedes dem at få adgang til de for europæerne lukkede områder, samtidig kunne arbejde for handelsforbindelser landene imellem, tales der ikke om, men det har man næppe været blind for.