Oldtidsjern

Enhver kirke har en dør, indtil Reformationen endda to – én til mændene og én til kvinderne. På det nordvestlige Fyn hav­de man i den sene middelalder den skik at forsyne egetræsdørene med jern­beslag, der kunne være udformet som bog­­­staver og romertal og danne indskrifter i vand­rette bånd, men figurer og ren dekoration forekommer også. En snes døre af denne type kender vi til, skønt lidt under halvdelen ikke er bevaret, men er be­skre­vet i ældre optegnel­ser og tegninger. Der er det usædvanlige ved disse så­kald­te jernbundne døre, at tretten af dem bæ­rer et årstal. De ræk­­ker fra 1465 og til 1533. Indskrif­terne kan være op til 11 linier lange og kan op­ly­se om navne på præsten, kir­kens værger, velyndere og sme­­den selv; desuden kan kirkens vær­ne­helgen være nævnt.

Af Christian Adamsen

Billede

*

Den jernbeslåede dør fra Næsbyhoved-Broby lidt nordvest for Odense bærer indskriften »help Ihs anno dni mdxii«, altså en påkaldelse af Jesu hjælp samt tidsangivelsen i det Herrens år 1512. Kortere kan det næsten ikke skrives, og det er da heller ikke teksten, der gør denne kirkedør til noget særligt.

Det er derimod noget senere nedskrevet, nærmere betegnet et sagn om dørjernets oprindelse. Den flittige fyn­ske anti­kvar Laurids Schebye Vedel Simonsen (1780-1858) indberettede 1. august 1809 til Oldsagskommissionen (se Skalk 1995:5), at »i Broby Sø engang er fundet et skibsanker – med jernet af hvilket kirkedøren er beslået«, og præcis to måneder senere gentog han sin op­lysning og indsendte en aftegning af indskriften.

Normalt vil et sådant ankersagn måske ikke påkalde sig den helt store interesse, men netop dette sted er noget specielt. Allerede sidst i 1700-årene, men især i årene 1848-65 blev der nemlig her gjort fund af lanser, spyd, sværd, skjolde og andre genstande, som place­rer Vimosefundet, som det be­nævnes, blandt vore store krigsbyttefund fra jern­alderen. Fundet har en broget frembrin­gelseshistorie, og omkring 4000 gen­stan­de derfra er i dag spredt på mindst otte samlinger, de fleste dog på museet i Odense og på Nationalmuseet. Jørgen Il­­kjær, mosefundenes fremmeste udfor­sker, mener i våbnene at kunne udskille mindst tre forskellige ofringer i løbet af vor tidsregnings første tre århundreder.

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 2004:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.