Oldtid i lange baner
Naturgassen trækker sine furer gennem landet under bekymret opmærksomhed fra mange. Landmanden beklager tabet af afgrøder og forstyrrelser i markernes drænsystemer, naturfredningsfolk frygter skader på landskaber, og arkæologer ser oldtidsminderne truet. Hvad de sidste angår, er planlæggerne dog forstående, og meget kan reddes ved små knæk og sving i idealbanen på papiret, men det kræver jo rigtignok, at mindesmærkerne er kendt; de ukendte, som skjuler sig under jordoverfladen, volder straks større vanskelighed, trods et udmærket samarbejde mellem anlægsmyndigheder og oldtidsvogtere. Alle gode kræfter er imidlertid sat ind, og resultaterne har nærmest været over forventning.
Af Flemming R. Rieck
Når gasfolkene har afsat deres linjer i terrænet, gennemvandres banen af Fredningsstyrelsens medarbejdere med blikket skærpet for spor efter fortidens aktiviteter: flintafslag og -redskaber, lerkarskår, trækul for blot at nævne nogle få. På grundlag af afsøgningen vurderes, hvor prøvegravninger med størst udbytte vil kunne sættes ind. Udgrave hele strækningen lader sig ikke gøre: hovedgasnettets arbejdsbane er 30 meter bred, det regionale nets 20 meter. (Fig. 1). På de udvalgte steder bliver en rendegraver med bred skovl kørt i stilling, grøfter udlagt og undergrunden gransket for stolpehuller, gruber, stenlægninger og hvad andet, der nu kan være. Herudfra bestemmer man så, hvor de egentlige udgravninger med afdækning i hele bæltets bredde skal placeres. At noget smutter gennem maskerne kan naturligvis ikke undgås, men metoden giver dog et rimeligt udbytte.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 1982:3
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
