Og der blev sunget over dem af præsterne

Året 985 går en flok islændinge iland på Grønland under anførsel af Erik, kaldet »den Røde«, der tre år tidligere som den første europæer har sat foden på landets jord. De grundlægger bygden Brattalid og indleder dermed en kolonisation, som først slutter 500 år senere med nordboernes død og undergang.

Eriks søn Leif aflægger nogle år senere besøg hos kong Olav Tryggvesøn i Norge, hvor han lader sig omvende til kristendommen. På hjemvejen til Grønland bliver hans skib slået ud af kurs, hvilket fører til opdagelsen af Vinland (Nordamerika); efter den tid får Leif tilnavnet »den Lykkelige«. Leifs kristning vækker ikke udelt begejstring på Brattalid. Hans far Erik ser skævt til den medbragte præst, men moderen Tjodhilde lader sig døbe, og hun bygger en kirke »ikke ganske nær ved husene«. Alt dette sker tæt omkring år 1000. Så meget fra sagaen.

1932 blev Brattalids ruiner identificeret og udgravet. Der blev fundet rester af en muret kirkebygning, men den var ikke fra den allerældste tid. Først i 1961 fandt man i nogen afstand fra selve bygden Tjodhildes kirke, som har været ganske lille og bygget af træ og græstørv. Den er siden blevet udgravet, og samtidig har man undersøgt størstedelen af den omliggende kirkegård, hvor landnamsmændene, det første slægtled af indvandrere, må formodes at hvile. Når dette læses, vil den afsluttende udgravning være igang. (Se iøvrigt Skalk 1961:4 og 1964:4).

Nybyggerne på Brattalid må i sjælden grad have befundet sig på skillevejen. Endnu før de har slået rod på stedet og er blevet hjemme i deres eget land, har de set sig stillet over for valget mellem den nye og den gamle tro. Uundgåeligt måtte det medføre splittelse i det lille samfund, hvor der sandelig nok kunne være behov for sammenhold. Den kløft, som opstod, blev dog næppe dybere, end at parterne stadig var på talefod. Det lod sig gøre at leve sammen, men i døden kunne man ikke følges.

Hedningenes grave skjuler sig endnu, men på den lille gravplads omkring Tjodhildes kirke finder vi de jordiske rester af den første kristne menighed. Udgravningen er nu så vidt fremskredet, at et billede begynder at tage form. Det fortæller om gravskikken, både den ganske almindelige og den mere egenartede, som skyldes ekstraordinære forhold i det store, mærkelige land. Her er meget at lære, men det kan ikke nægtes, at det, som giver fundet dets særlige stemning, er bevidstheden om, at der mellem disse døde er mennesker, hvis navne vi kender – således sikkert een eller to af de store opdagelsesrejsende, hvis bedrifter hører med til vor skolelærdom.

Kirkegården er uden tvivl taget i brug straks efter kirkens opførelse, det vil sige i år 1000 eller ganske kort derefter, og begge er sikkert nedlagt samtidig, da afløseren nede ved bygden stod færdig. Levetiden for den ældste kirke og kirkegård kan næppe være mere end 50-100 år. Herfor taler flere ting: Der er kun ca 100 grave på kirkegården, hvilket næppe kan svare til mere end et par menneskealdre; og de døde ligger med armene ned langs siden, ikke med hænderne foldede over brystet, som det senere blev skik. At der i det hele taget er skeletter at finde, er iøvrigt også en omstændighed, der tyder på en hurtig nedlæggelse af kirkegården; senere hen i middelalderen lagde man nemlig stor vægt på, at de gravlagte blev flyttet med, når en kirkegård blev flyttet. Alle knogler blev da gravet op. »De skulle«, hedder det i en islandsk lovbog fra 1200-årene, »begynde gravningen i kirkegårdens yderste dele og lede efter ben på samme måde, som de ville lede efter penge«. Noget sådant er heldigvis ikke sket her. Alt taget i betragtning er der god grund til at tro, at samtlige grave på kirkegården hører hjemme i 1000-årene. (Fig. 2)