– og bygger skoler op

Frederik 4. og verset fra sandstenstavlerne, han lod opsætte på sine skolebygninger. - Maleriet findes på Frederiksborg.

»Drevet af guddommelig kærlighed til at udbrede deres hellige gudsdyrkelse begyndte de også med flid at opspørge drenge, som de kunne få til købs og opdrage til Guds tjeneste. — Og således skete det, at de i kort tid dér fik en skole oprettet for 12 eller flere drenge«.

Den omtalte skole var så vidt vides den første, der blev etableret på dansk grund; det skete kort før 830, og initiativtagerne var de frankiske munke Ansgar og Autbert, sendt herop af kejser Ludvig den Fromme for at omvende de endnu hedenske daner til den kristne tro. Det var en uhyrlig opgave, men begyndelsen blev altså gjort, blandt andet ved oprettelsen af skolen. Hvordan undervisningen foregik, ved vi ikke, men man kan roligt gå ud fra, at kristendomskundskab var det altdominerende fag, og det er tvivlsomt, om der blev tid til andet; meningen var jo, at drengene, når de voksede til, skulle føre missionsarbejdet videre. Det skete næppe. Autbert døde, og Ansgar mødte modstand, så han for en tid måtte søge andetsteds hen.

Først halvandet hundrede år senere, da Harald Blåtand havde gjort kristendommen til statsreligion, genopstod skolen i Danmark, men det må have taget lang tid, før der forelå et nogenlunde udbygget system. Igen var det kirken, der gik i spidsen, og dens interesser, der drev værket. I modsætning til vikingetiden, hvor kun ganske få har kunnet læse og skrive, mønstrede middelalderen en hel stand, gejstligheden, som beherskede disse færdigheder, og det var til dennes opretholdelse, skolerne tjente. Ved mange klostre indrettedes sådanne, og efterhånden som domkirkerne byggedes, opstod katedralskoler - alt naturligvis i kirkens tjeneste og med teologien som det dominerende fag. Men for at kunne studere kristendomskundskab måtte man kunne læse og skrive - og én ting til; forstå latin, som var kirkens tungemål, så også sprogundervisningen fik en fremtrædende plads. Ved siden af kloster- og katedralskolerne opstod i senmiddelalderen stadsskoler; de synes at have haft ganske stor betydning, så at mange i byerne og enkelte i de nærliggende landdistrikter efterhånden kunne læse, skrive og regne. Et forsøg på at lægge skolevæsnet i fastere rammer blev gjort af Christian 2., men hans bratte fald forhindrede, at planerne kom til udførelse.

Ved Reformationen forsvandt klostrene med deres skoler, og skolevæsnet blev - i hvert fald formelt - et verdsligt anliggende. Det bestemtes, at der i hver købstad skulle være en latinskole; de børn, der ikke havde anlæg for latinen, henvistes til privat oprettede skriveskoler. På landet skulle degnene (præsternes medhjælpere) en gang om ugen undervise børnene - i religion, ikke i læsning og skrivning. Da langt den største del af befolkningen dengang boede på landet, kan man slutte, at analfabetismen har været meget udbredt. (Fig. 1)

Det var altså især på landet, problemerne lå. Det indså også lovgiverne, men spredte forsøg på at bedre tilstanden blev foreløbig uden virkning; først i 1700- årene, to hundrede år efter Reformationen, kom der skred i udviklingen. Den omtalte degneundervisning fandt vist som regel sted i kirkerne, men hist og her havde velmenende godsejere stillet skolehuse til rådighed, og nu - i 1720’erne - gik kong Frederik 4. selv i spidsen ved på kronens godser rundt om i landet at lade opføre ikke mindre end 240 skoler, de såkaldte rytterskoler. Det var efter tidens forhold ganske præsentable bygninger, der pyntede i landsbyerne. I den ene ende var indrettet en beskeden bolig til skoleholderen, i den anden var klasseværelse og stald for lærerens kreaturer; den sidstnævnte synes dog de fleste steder forholdsvis hurtigt at være inddraget til undervisningsbrug. Skolestuens indretning var enkel med bænke og borde hvilende på pæle nedrammet i gulvet samt en slags rækværk, så at drenge og piger holdtes adskilte. Vigtigere end udstyret var dog den lærdom, som disse huse blev rammen om. Katekismen var fremdeles hovedsagen, men børnene blev tillige undervist i læsning samt - hvis forældrene ønskede det og ville betale for materialerne - tillige i skrivning og regning. Da der ikke fandtes nogen læreruddannelse, var man ret frit stillet i valget af skoleholder. Han skulle kunne læse og skrive, og naturligvis være en god kristen.

Frederik 4.s søn og efterfølger, Christian 6., gik i faderens fodspor; hans mål var at dække landet med skoler, men det lykkedes nu ikke i første omgang, selv om fremsynede jordbesiddere trådte hjælpende til. Det var pietismens tidsalder, og dens livssyn og menneskeopfattelse fik på flere måder betydning for skolesagen. 1736 blev konfirmationen indført, og det førte med sig, at forældre, der tidligere havde nægtet at sende deres børn til skole, nu var nødt til at gøre det; uden det gennem skolegang erhvervede kendskab til den hellige skrift kunne man ikke blive konfirmeret, og konfirmation skulle der til, det var betingelsen for, at man kunne fæste gård eller blive gift. Kirke og skole gik altså stadig i spænd, men senere i 1700- årene blæste nye vinde. I oplysningstidens filosofi passede skolerne fint ind, og deres antal øgedes støt over hele landet. (Fig. 2)

Bondefrigørelsen og de store landboreformer vendte op og ned på mangt og meget. Skolegang var ikke længere et over klassefænomen, for at drive effektivt landbrug måtte man kunne læse, skrive og regne. Skoleloven af 1814 lagde slutstenen. Den knæsatte undervisningspligten, men gjorde skolegangen gratis for de mindre bemidlede; elementær viden blev et samfundsanliggende, der finansieredes over skatterne. Analfabetismen var afskaffet i Danmark - troede man. Nu, næsten 200 år efter, stikker den hovedet frem igen. (Fig. 3)

Rytterskolerne var velbyggede huse, og adskillige eksisterer den dag i dag, om end - for de flestes vedkommende - i ombygget og moderniseret skikkelse. Nogle har været i brug indtil for 30-40 år siden, så mange nulevende har gået i rytterskole. Her afhang alt af den enlige underviser. En god lærer kunne gøre skoletiden uforglemmelig, men en dårlig desværre også. Det er de sidste, der er blevet husket længst.

»Gud, lad i dette værk din nådes fylde kende/Lad denne min fundats bestå til verdens ende«, skrev Frederik 4. på sandstenstavlerne, han lod indsætte i sine skolers mure. Men det ønske fik han altså ikke opfyldt.