Og bygger skoler op

Frederik 4. og verset fra sandstenstavlerne, han lod opsætte på sine skolebygninger. – Maleriet findes på Frederiksborg.

»Drevet af guddommelig kærlighed til at udbrede deres hellige gudsdyrkelse begyndte de også med flid at opspørge drenge, som de kunne få til købs og opdrage til Guds tjeneste. — Og således skete det, at de i kort tid dér fik en skole oprettet for 12 eller flere drenge«.

Den omtalte skole var så vidt vides den første, der blev etableret på dansk grund; det skete kort før 830, og initiativtagerne var de frankiske munke Ansgar og Autbert, sendt herop af kejser Ludvig den Fromme for at omvende de endnu hedenske daner til den kristne tro. Det var en uhyrlig opgave, men begyndelsen blev altså gjort, blandt andet ved oprettelsen af skolen. Hvordan undervisningen foregik, ved vi ikke, men man kan roligt gå ud fra, at kristendomskundskab var det altdominerende fag, og det er tvivlsomt, om der blev tid til andet; meningen var jo, at drengene, når de voksede til, skulle føre missionsarbejdet videre. Det skete næppe. Autbert døde, og Ansgar mødte modstand, så han for en tid måtte søge andetsteds hen.

Først halvandet hundrede år senere, da Harald Blåtand havde gjort kristendommen til statsreligion, genopstod skolen i Danmark, men det må have taget lang tid, før der forelå et nogenlunde udbygget system. Igen var det kirken, der gik i spidsen, og dens interesser, der drev værket. I modsætning til vikingetiden, hvor kun ganske få har kunnet læse og skrive, mønstrede middelalderen en hel stand, gejstligheden, som beherskede disse færdigheder, og det var til dennes opretholdelse, skolerne tjente. Ved mange klostre indrettedes sådanne, og efterhånden som domkirkerne byggedes, opstod katedralskoler – alt naturligvis i kirkens tjeneste og med teologien som det dominerende fag. Men for at kunne studere kristendomskundskab måtte man kunne læse og skrive – og én ting til; forstå latin, som var kirkens tungemål, så også sprogundervisningen fik en fremtrædende plads. Ved siden af kloster- og katedralskolerne opstod i senmiddelalderen stadsskoler; de synes at have haft ganske stor betydning, så at mange i byerne og enkelte i de nærliggende landdistrikter efterhånden kunne læse, skrive og regne. Et forsøg på at lægge skolevæsnet i fastere rammer blev gjort af Christian 2., men hans bratte fald forhindrede, at planerne kom til udførelse.

Ved Reformationen forsvandt klostrene med deres skoler, og skolevæsnet blev – i hvert fald formelt – et verdsligt anliggende. Det bestemtes, at der i hver købstad skulle være en latinskole; de børn, der ikke havde anlæg for latinen, henvistes til privat oprettede skriveskoler. På landet skulle degnene (præsternes medhjælpere) en gang om ugen undervise børnene – i religion, ikke i læsning og skrivning. Da langt den største del af befolkningen dengang boede på landet, kan man slutte, at analfabetismen har været meget udbredt. (Fig. 1)