Ofret og ædt

Ser man nærmere til, mangler bronzealderfundene dog heller ikke dramatik. I en række grave er der fundet menneskerester under omstændigheder, som tyder på, at der har fundet menneskeofring sted i forbindelse med begravelsen. Et nyt fund har givet denne sag aktualitet og føjet nye træk til billedet; men lad os først se lidt på, hvad vi ellers kender til dette dystre anliggende.

Udgangspunktet kan tages i selve Egtvedgraven – vel det berømteste af bronzealderens egekistefund. Ved den døde kvindes fødder lå en tøjbylt med de brændte knogler af et barn. I en lille barkæske foran kvindens ansigt fandtes en syl, et hårnet og endnu et par benstumper, der efter alt at dømme er rester af det samme barn. Kvinden har været 18-25 år, da hun døde, barnet 8-9, så det er ikke særlig sandsynligt, at der er tale om mor og barn. På grund af de særlige omstændigheder ved barnets gravlæggelse antages det almindeligvis, at det er ofret ved den unge kvindes begravelse.

Brændofferet i Egtvedkisten er ikke helt så enestående, som det vist i reglen opfattes. En del tilsvarende grave kendes fra Danmark og fra Nordvesttyskland. Det almindelige her er at finde brændte ben af et barn nedlagt ved fødderne af en kvindes ubrændte lig – altså samme situation som i Egtvedkisten. Men undtagelser fra reglen forekommer. Den gravlagte kan være en mand, som det med sikkerhed synes fastslået i eet tilfælde, og den ofrede kan være en voksen, som det fremgår af et fund fra Mors. Endvidere kendes der i hvert fald eet sikkert eksempel på, at de brændte ben er af et dyr, så skikken har altså ikke ubetinget krævet menneskeliv. Det må tilføjes, at vor viden om disse ting endnu er noget ufuldstændig, fordi knoglebestemmelser ikke altid foreligger.

En lidt anden form for menneskeofring synes at have været praktiseret på Mellemholm nordøst for Nibe. Her undersøgtes for en halv snes år siden et par grave fra ældre bronzealder, anlagt under flad mark. I den ene fandtes en kvinde, udstrakt på ryggen, som skik og brug foreskrev det. Men graven indeholdt endnu et skelet; det lå, stærkt sammenbukket, højere oppe i gravfylden over kvindens fødder. I den anden grav, som var en barnegrav, gentog det samme sig. Også her lå der et skelet over gravens fodende. Og i begge grave var der kun gravgaver ved det nederste af skeletterne.

Den skik, vi således har fået indblik i, må forekomme noget makaber; men målet er endnu ikke fuldt, hvad vi erfarer, når vi vender blikket mod nabolandet Sverige. Ved Håga i Uppland har man udgravet »Kong Bjørns høj«, hvis centrale begravelse var en mandsgrav fra begyndelsen af yngre bronzealder. Graven er således lidt senere end de ovenomtalte, danske fund, og den døde her er brændt, som det nu er blevet almindeligt; de brændte knogler var nedlagt i en mandslang egekiste, som var dækket af en stendynge, der igen var dækket af en jordhøj. Spredt i høj og stendynge fandtes hele og itubrudte knogler af dyr og mennesker; enkelte lå ved og under kisten. Størstedelen af dyreknoglerne er af husdyr (ko, får og svin). De blev derfor af udgraveren, Oscar Almgren, tolket som rester efter måltider indtaget af dem, som byggede højen. Menneskeknoglerne hører til tre personer: en kvinde og to mænd. Knoglerne fandtes i urørt leje, så de kan ikke stamme fra senere, forstyrrede grave. Det er heller ikke sandsynligt, at de tilfældigt skulle være kommet med jorden fra ældre grave, som er blevet Ødelagt, da man tog materiale til højen. Denne er nemlig opbygget af tynde græstørvsflager, som må være skrællet af omegnens marker, og det forekommer ret usandsynligt, at skeletterne ikke skulle have ligget dybere end som så. Oscar Almgren mente, »at man ikke kunne finde nogen mere nærliggende forklaring på forekomsten af de spredte fragmenter af menneskeben, end at mennesker ligesom husdyrene ikke blot er blevet ofret her, men også spist til den døde høvdings ære«. Almgren henter støtte for sin teori i den omstændighed, at knoglerne er itubrudte. En af dem er flækket på langs, en måde som knogler ikke normalt går i stykker på. Ofte finder man på bopladser dyreknogler, som er spaltet på denne måde, og der kan ikke være tvivl om, at det er marven, man har villet have fat i. Den har været regnet for en delikatesse, som var en ekstra anstrengelse værd.