Østlig kontakt

Til denne kategori hørte en oldsag, som synes forsvundet fra det danske Nationalmuseums samlinger i forbindelse med nedpakning under anden verdenskrig. Af protokollerne fremgik, at den mistede genstand var fundet af Mogens Jensen i Trønninge ved Holbæk, men ikke under hvilke omstændigheder eller præcis hvornår. Det sikre i sagen er, at stykket blev indleveret til Det oldnordiske Museum af pastorinde Nielsen 1868 – altså for 121 år siden.

Til alt held eksisterer der billeder og beskrivelser af genstanden. Det drejer sig om en menneskefigur, knap to centimeter høj, lavet af guldblik og altså hul. Kvinden – for der er vistnok tale om en sådan – er af en meget kompakt fremtoning, nærmest kun hoved og overkrop, der tilmed går i ét; halsen ses ikke. Ansigtet med dets spidse, noget krogede næse og andre træk modelleret med tråde og korn gør et ganske grotesk indtryk, især når man betragter det forfra – set fra siden virker det mere alvorligt og med en vis pondus. Til dette ændrede indtryk bidrager håret, der er fremstillet enkelt, men effektfuldt: seks tråde udgående fra en midtertråd og i nakken samlet til en knude.

Personen er iklædt en slags skrud, som lader armene frie. På forsiden ses et geometrisk motiv (en bue og en kantet figur) dannet af ornamentbånd, mens bagstykket og skulderpartierne er helt dækket med små buer i et sammenhængende mønster. Den formodede dame har som nævnt ingen hals, men der, hvor den skulle være, ses noget, der minder om en halsring eller -kæde, måske med et vedhæng. Nederst på forsiden, inden for den kantede figur, er der tæt ved hinanden slået to huller.

Det er meget beklageligt, at den lille figur fra Trønninge er forsvundet, for faktisk er den enestående i hele Skandinavien; der er overhovedet intet, den kan sammenlignes med i det ellers så rige nordiske oldsagsmateriale. Nu kom skandinaverne jo vidt omkring, især mod slutningen af jernalderen, så måske var det klogt at se sig lidt omkring i nabolandene. Vi retter først blikket mod vest – det var jo navnlig dér, de danske vikinger havde deres gang – men hverken på De britiske Øer eller i det frankiske Vesteuropa viser der sig noget, som kan lignes ved figuren fra Trønninge. Vi må altså søge østpå, mod Rusland, skønt man af gammel vane har svært ved at tænke sig danskerne på togter ad Volga og Dnjepr. Ikke des mindre er der bid, nærmere betegnet ved Gnezdovo i området omkring øvre Dnjepr, ca 12 km fra Smolensk. Byen selv er ganske ubetydelig, men i omegnen og langs floden er der vidtstrakte gravpladser, bopladser og fortidige borganlæg – af gravhøje alene regner man med op mod 6000, hvilket gør Gnezdovo til intet mindre end Europas største vikingetidsgravfelt. Pladsen ligger på et strategisk punkt, hvor flere vigtige handelsveje skar hinanden, så det er forståeligt, at der har været et samlingssted for flodvejenes rejsende. Dnjeprruten hørte til de mest trafikerede, den kaldes i den ældste russiske krønike for »vejen fra varæger til græker«, det vil sige fra Skandinavien til det græske Byzans. I Gnezdovo mødtes og blandedes forskellige folkeslag: balter, finner, slaver og skandinaver. Nærværelsen af de sidstnævnte er velbevidnet gennem talrige grav- og skattefund.

Et af disse skattefund kom for dagen 1868 (netop samme år, som vor lille guldfigur blev indleveret til museet af pastorinde Nielsen), og anledningen var etablering af en jernbanelinje midt gennem en af de ubefæstede bopladser ved byen. Det var en overmåde pragtfuld skat med mere end 120 smykker og mønter. Smykkerne viser et næsten komplet udvalg af de mest karakteristiske slaviske og nordiske typer fra 900- årene, men omfatter også blandingsformer. Blandt slaversmykkerne dominerer perler og halvmåneformede vedhæng af sølvblik med granulation (små påloddede metalkorn), mens de fleste nordiske er runde sølvhængesmykker, nogle støbte og med dyreornamenter, andre med filigrandekoration, det vil sige mønstre af påloddede tråde. De støbte smykker er af de sædvanlige vikingetidsformer, som kendes fra hele Norden, men først og fremmest fra Sverige. Filigransmykkerne derimod er en dansk specialitet, som i løbet af 900-årene bredte sig til de andre nordiske lande (Fig. 2).