Øresundssilden
Gennem næsten et halvt årtusind lå på dansk grund et af Europas største og vigtigste markeder, af lige stor betydning for statens og den jævne mands økonomi. Øresundssilden, »som Gud giver dem for intet«, var, kan man næsten sige, dengang for Danmark, hvad olien idag er for landene i Mellemøsten. Fra 1100-tallet indtil Christian 4.s tid mødtes på den lille halvø Skanør ud mod Øresund i et par hektiske høstmåneder danske og fremmede købmænd i tusindvis. Det har været et broget skuespil, for selvom silden dominerede handelen, var det en international varemesse, hvori alle samfundslag tog del. Borgerlige såvel som gejstlige og adelige ejede boder i området, og blandt de udenlandske købmænd førte de mægtige Hansestæder sig frem. Men det var tillige en arbejdsplads for fiskere, saltere og håndværkere og for den øvrighed, der ud fra særlige retsregler skulle opretholde markedsfreden samt - ikke mindst - indkræve de mangfoldige afgifter.
Af Redaktionen