Øksen

Der findes ingen samlet oversigt over antallet af henrettelser i Danmark. De var som overalt i Europa hyppige fra senmiddelalderen, gennem 15- og 1600-årene til ind i 1700-tallet. Indtil omkring 1730 blev næsten alle dødsdomme eksekveret. Efter den tid gjorde kongen (på indstilling fra højesteret) i stigende omfang brug af sin benådningsret, og en del af de dødsdømte endte i stedet i tugthus, ofte på livstid. Viborg, Odense og Møns tugthuse blev oprettet omkring 1750, da de københavnske fængsler ikke længere slog til. 

Oplysningstiden i 1700-årenes anden halvdel førte til større opmærksomhed omkring begrebet straf og straffens form. Der var stigende modvilje mod anvendelse af dødsstraffene, som de var fastsat i Christian 5.s Danske Lov fra 1683. Den første væsentlige lempelse kom, da man i 1771 afskaffede hængning i galgen som straf for tyveri (se Skalk 1984:1). Et andet og mere specielt udtryk for den ændrede holdning var en forordning af 1791: »Henrettelse med sværd skal være afskaffet og samme herefter altid ske med økse«. Som begrundelse anføres, at »både retfærdighed og billighed tilsige, at forbrydere — ej bør være udsatte for større lidelser end de, som er en nødvendig følge af den straf, de efter lovene er dømte til at udstå«. Man mener, »at dette øjemærke sikrere opnås, når henrettelser sker med økse end ved sværd«. Det er nok rigtigt, at den tunge økse var det mest effektive instrument til den brug, men mange forbrydere ville sikkert, hvis de havde fået lov at vælge, have foretrukket sværdet, som regnedes for mindre vanærende, så forordningens givere skynder sig da også at tilføje, at øksehenrettelse »i de tilfælde, hvor sværd hidindtil — har været brugt, ikke (skal) anses mere beskæmmende end førhen«. Blandt de forbrydelser, der tidligere straffedes med sværdet, var fosterdrab og falskmøntneri; tre københavnske falskmøntnere måtte i 1777 på retterstedet spille terning om, hvem der skulle af med livet, og taberen henrettedes med sværd. Indtil forordningen af 1791 blev manddrab straffet med sværdet, overlagt mord med øksen, men derefter blev den sidstnævnte altså enerådende. 

Aldrig før i dødsstraffens tusindårige historie havde der lydt sådanne toner. Dødsstraf var en selvfølge, og de anvendte metoder kunne efter manges mening ikke blive strenge nok. Nu var en sindelagsændring undervejs, men der skulle gå hundrede år, før øksen sidste gang blev svunget i dansk retfærdigheds tjeneste. 

Den første henrettelse i det nye århundredes Danmark fandt sted 20. marts 1801. En »bedragerisk kvinde navnlig Anna Pauline Johansdatter Holck« blev halshugget på Brigsted Mark ved Horsens fjord »for begået drab på enke Anne Sørensdatter«. Og i 1805 faldt hele seks hoveder for øksen, et af dem på Københavns Øster Fælled. Det fik af bladet »Nyeste Skilderie – « disse ord med på vejen: »Eksekutionen udførtes med største orden og hurtighed. Den kunne umuligt udføres hastigere med en guillotine«. Det var et kildent spørgsmål, der her blev berørt. Nogle år tidligere havde forfatteren N. C. Øst ytret betænkelighed, fordi »dødsstraffens eksekutorer er ikke altid så veløvede og flinke i deres håndtering, og sjældent sker en eksekution, uden at jo en eller anden omstændighed indtræffer, som man gerne ønskede borte – «. 

I alt blev ti personer henrettet i perioden 1800-1810. Den sidste var Birthe Marie Andersdatter, der blev halshugget uden for Amagerport. Der var værdighed over hendes endeligt, hvis man tør tro avisen Dagen. Hun kom kørende, hvidklædt, i karet til retterstedet, gik selv op ad trapperne »og syntes ikke meget forsagt«. Dommen blev læst op, og præsten holdt en kort tale, hvorefter skarpretteren »tog fat på hende, afklædte hende, bandt hænderne og lagde hende efter nogen modstand ned på blokken, hvor et hug skilte hovedet fra kroppen. En stor del tilskuere, hvor iblandt en stor mængde fruentimmer, var overværende ved denne henrettelse«. 

Århundredets andet tiår satte rekord i henrettelser, ikke mindre end 46 personer måtte strække hals. En medvirkende årsag var det store mytteri 1817 i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. 14 af deltagerne blev bagefter dømt til døden, og da kongen undlod at benytte sin benådningsret, måtte dommene eksekveres, hvilket skete i tugthusets gård under overværelse af de øvrige indsatte. Et par år før var to andre fanger blevet henrettet for en lignende forseelse, og tilfældet var i det hele taget langtfra enestående. I alt blev 31 tugthusfanger halshugget mellem 1800 og 1860; det vil sige, at næsten hver fjerde henrettet var en indsat person, som havde forbrudt sig i fængslet ved overfald, mordforsøg eller mytteri. 

Som nævnt var benådning det almindelige, kun overlagt mord førte med næsten sikkerhed til dødsdommens fuldbyrdelse, men netop fra det omtalte tiår kendes syv henrettelser for begået mordbrand, der normalt blev bedømt lidt mindre strengt. Blandt de halshuggede brandstiftere var Christen Sørensen Karlebye fra Ålborg og den unge Anne Cathrine Bierregaard, som »forsætlig havde sat ild på hendes husbondes, købmand Jens Michelsens gård, hvorved 10 gårde og huse i Hobro blev et rov for luerne«. Til disse henrettelser knytter sig det særlige, at ligene blev brændt, en skærpelse af straffen, der vel hænger sammen med forbrydelsens art. Om Christen Sørensen siges det, at han overgaves til flammerne, »der snart indhyllede hans jordiske levninger. Efter nogle timer var intet spor tilbage af det forkrænkelige, der havde omgivet hans ånd her på Jorden«. Det var i øvrigt sidste gang, denne særlige ligbrændingsstraf blev taget i anvendelse i Danmark. 

Men der fandtes andre skærpende straffe, som stadig stod ved magt i lovgivningen, nogle smertelige for offeret, såsom knibning med gloende tænger og afhugning af hånd før hoved, andre blot vanærende og derfor mest til skade for de efterlevende. Disse levninger fra en svunden tids retspraksis vakte nu afsky hos mange, og det blev der taget hensyn til ved domsafsigelserne. I Kancelliets Forestillingsprotokol fra 1813 med den endelige afgørelse i sagen mod Mariane Poulsdatter fra Bregentved siges det, at dommen »skal eksekveres, dog således, at hun fritages for knibning med gloende tænger, samt at hovedet først afhugges og derefter hånden, og — at efter solens nedgang hånd og hoved skulle nedtages af stagen samt kroppen af stejlen for at begraves på eksekutionsstedet«. En mildning var altså på vej, men selve dødsstraffen stod endnu for de fleste som et uundværligt led i retsplejen (Fig. 2. Fig. 3). I avisen Dagen kunne man maj 1815 læse: »Staten skylder borgernes liv den størst mulige garanti, og forestilling om dødsstraf synes at være den eneste, der kan tæmme så vilde lidenskaber som dem, der fremkalder den skrækkelige beslutning at skille et menneske ved livet. Men er det rigtigt, at loven for en sådan forbrydelse truer med dødsstraf, så bør også denne trussel i påkommende tilfælde fuldbyrdes, da den ellers vil forfejle sit øjemed at afskrække fra forbrydelsen«.