Økse-parade

(Fig. 1)

Arkæologiske kædereaktioner, hvor fund afføder fund, er et ikke helt ukendt fænomen, men den, der indtraf sidste år kort før jul, var i hvert fald mere udbytterig end sædvanlig. Begivenheden vil være kendt af mange og skal blot kort repeteres: En kæmpemæssig – op mod halvmeterlang – bronzeøkse blev fundet i en have på Sjælland. Den blev præsenteret i fjernsynet af museumsinspektør C. L. Vebæk fra Nationalmuseet, der udtalte håbet om, at endnu en økse måtte dukke op (sådanne stykker har en tilbøjelighed til at optræde parvis). Det skete, men langt fra den førstes findested, nemlig i Vendsyssel. Ikke nok med det: en tredje økse, pendanten til nr 2 blev fundet få dage senere ved gravning på dennes findested. Alle økser er pragtstykker og i kæmpeformat, de to sidstfundne endda lidt større end den første. Og endnu mangler altså den sjællandske økse sin tvilling, så historien er måske ikke færdig endnu.

Af Per Lysdahl

Billede

De tre pragtøkser er fra bronzealderen, men før vi begynder en nærmere beskrivelse, vil lidt flere detaljer omkring fundene være på sin plads. Det sjællandske have-findested ligger ved Viby syd for Roskilde, men da der er tilført jord, behøver øksen ikke at være præcis derfra, hvilket gør eftersøgningen af dubletten lidt besværlig. Anderledes med Vendsyssel-økserne, de er fra gården Egebak ved Sterup, hvor marken skråner ned mod den endnu spæde Uggerby å. Ved jordflydning er der dannet en terrassekant med et tykt muldlag, og her – i den yderste plovfure ud mod ådalen – lå den første økse. At den skulle være flyttet særlig langt af markredskaberne, var usandsynligt. En eftersøgning af den mulige pendant syntes overkommelig og blev foretaget af Vendsyssel historiske Museum. For yderligere at spare arbejde søgtes bistand hos Dronningens Livregiment på Nørre Uttrup kaserne, der beredvilligt stillede mænd og materiel til rådighed.


Som allerede røbet gav eftersøgningen resultat: Fire-fem meter fra stedet, hvor den første økse var pløjet op, fandtes endnu én (Fig. 2). Den lå på overgangen mellem pløjelaget og det lyse undergrundssand og så højt, at ploven har strejfet den (Fig. 3). For ikke at løbe nogen risiko blev fundet – til skuffelse for de mange tilskuere – taget op som en gipsomstøbt jordblok og bragt under tag, hvor den videre undersøgelse blev forestået af konservator Elmer Fabech. Den gav flere interessante oplysninger. Det viste sig, at der i øksens irlag var aftryk af den førstfundne økse, som altså har ligget lige ovenpå (Fig. 4). Under og omkring økse 2 fandtes hvide flager, de er senere – af botanikeren Peter Wagner – blevet bestemt som bark. De to økser er med andre ord nedlagt sammen – af praktiske grunde sikkert uden skaft – i en æske eller et hylster af bark. Ved anbringelsen må være foretaget en nedgravning, men alle spor af denne var naturligvis udslettet af ploven.


Udgave: Skalk 1978:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.