Økokrisen i bronzealderens Thy

Vore dages opmærksomhed på overudnyttelse af naturen og knaphed på resurser er ikke et nyt fænomen. Allerede for lidt over 200 år siden skrev Knud Aagaard, sognepræsten i Skjoldborg lidt syd for Thisted, i en beskrivelse af Thy udgivet i 1802, at »… i Mands Minde har ingen Skov været«. Videre skriver Aagaard: »Vore Forfædres Ubesindighed, i det de ubekymrede om Efterkommerne, have alene sørget for sig selv, har saaledes de sørgeligste Følger for os, og vil, når Tørvemoserne om føje Tid ere ødelagte, og Hederne efterhaanden gjort til Agerland … endnu mere svie til vore Efterkommere«.

Af Jens Henrik Bech og Kristian Kristiansen

At det desværre ikke blot har været tilfældet på dette tidspunkt, viser to pollendiagrammer, der er lavet på basis af boreprøver, udtaget af Svend Th. Andersen, fra Ovesø og Hassing Huse Mose i den centrale del af Thy (se side 15 og 16). Her er det muligt at gå 6.500 år tilbage i tiden og se, at situationen omkring år 1800 faktisk var kulminationen på en lang udvikling. I tre store ryk gennem tiden er skovens omfang blevet reduceret dramatisk. Første bølge satte ind omkring 2800 f.Kr. i bondestenalderens enkeltgravskultur; den næste i århundrederne efter 1500 f.Kr., mens den sidste fandt sted omkring 500 e.Kr. og førte frem til det helt skovløse Thy godt 1000 år senere.

Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Enkeltgravstid (2850 til 2351)

Udgave: Skalk 2018:4