Øens ure

Skibet, der kom fra Amsterdam og var på vej til Reval (nu Tallinn), havde forinden strandingen anløbet Helsingør og dér taget gods om bord, blandt andet »en kasse med fem klokker og et fad med lodder dertil«. Afsenderen var Jean George Hansen, fransk konsul og tillige købmand med udstrakte udenlandske forbindelser. Det er muligt, at urene var af engelsk fabrikat, men det vides ikke med sikkerhed, og hvem, de var bestemt for, er ligeledes uklart, men vinteren 1744-45 befandt de sig i hvert fald i et af Rønnes pakhuse. Særlig godt af saltvandsbadet havde de naturligvis ikke haft, men man sørgede for, at de blev tørret, renset og indsmurt. »I mangel af urmagere antog man til dette arbejde rokkedrejere og andre, som ansås dertil bekvemme. Disse folk tog modeller af deres indretning, hvorefter de selv efterhånden lagde dem efter ures forarbejdning, og hvorved var de tvende brødre her i byen, såvel Peter Arboe og Otto Arboe, de første, der nåede den færdighed at kunne producere gode ure, hvis ure af deres arbejde og efterslægt er kendte med god berømmelse af deres købere, som ej er få steder«. Beretningen må stå til troende, for den er skrevet af Peter Arboes søn, Jørgen Peter Arboe.

Urmageri var på den tid et eksisterende, men ikke særligt blomstrende erhverv, om end med en temmelig lang forhistorie. Til de gamle sol- og sandure sluttede sig i løbet af middelalderen mekaniske ure med loddrevne værker, men først pendulets tilkomst i 1600-årene sikrede dem en nogenlunde regelmæssig gang. De første af disse sejerværker, som de kaldtes, var naturligvis ikke for menigmands pengepung, de blev til tårnure i offentlige bygninger, men efterhånden kom dog stueure til, ja endda lommeure, som langsomt, op gennem 17- og 1800-årene, blev tilgængelige for almindelige mennesker. Intet under, at urmageriet udviklede sig langsommere end andre håndværk, ja at det fra først af vel knap var et selvstændigt fag, men sorterede under håndsnilde smede. Først i 1755 fik urmagerne deres eget lav og endda kun i København. (Fig. 1)