Odin og den romerske kejser

Det begyndte kort efter Kristi fødsel og fortsatte op gennem tiden – ikke blot som en mode i genstandsmaterialet, men ved forandringer på mange forskellige felter: landbrugsmetoder, væveteknik, vejbyggeri, brætspil, vægtsystem og i hele samfundsstrukturen. Der er tale om en langvarig og omfattende kulturel påvirkning, som rækker langt ud over lokale håndværkeres efterligninger af importerede sager, og der kan næppe være tvivl om, at den også har strakt sig til områder, som normalt ikke kan kontrolleres arkæologisk, for eksempel folks forestillinger og tankeverden. Vi skal i det følgende se, hvordan en særlig nordisk smykke- eller amuletform, nemlig de såkaldte guldbrakteater, ikke blot vidner om direkte romersk påvirkning, men også afspejler sociale og politiske processer, som den romerske indflydelse har sat i gang i de nordlige samfund.

Guldbrakteaterne er runde hængesmykker af varierende størrelse, som regel 3-4 cm i diameter. De er fremstillet i Norden, men med forbilleder i de romerske pragtmønter og medaljoner, som nåede herop i slutningen af romersk jernalder. Det begyndte med rene efterligninger, men heraf udviklede sig i 400-tallet de egentlige brakteater, der er præget ligesom mønterne, men kun på den ene side, og i øvrigt forsynet med øsken, så at man kunne bære dem i snor eller kæde om halsen. I billederne, brakteaterne er præget med, skinner de romerske forlæg klart igennem, men samtidig viser de glimt af tro og tanker hos de germanske folk, der fremstillede dem.

Det er svært og farligt at forestille sig den rolle, en lille gruppe af enkeltpersoner kan have spillet i en tidsalder, vi stort set kun kender gennem fundene, men vi kan da prøve at give et bud på, hvordan en massiv romersk påvirkning kunne opstå i områder, der aldrig blev direkte underlagt stormagten i syd. Det kan være sket gennem enkelte slægters tætte forbindelser sydpå, og her er det nærliggende at tænke på romersk militærtjeneste. Den romerske hær bestod dels af legionerne, som var de egentlige kernetropper, dels af forskellige hjælpekorps. Mens legionerne frem til 200-årene efter Kristus normalt kun var åbne for folk, der var født som romerske borgere, kunne alle gå ind i hjælpetropperne, også germanere. Tjenestetiden var 20-25 år, altså længe nok til, at soldaterne fik lært at tale og måske endda læse latin. De fik udbetalt deres løn i penge, de levede sig ind i romersk kultur og ikke mindst: ved hjemsendelsen fik de status som fuldgyldige romerske borgere, et gode, der gik i arv til deres børn.

Hvis en sådan germansk lejesoldat efter tjenesten vendte hjem til Stevns, eller hvor han nu var fra, og fik børn der, så var de altså romerske borgere, og sønnerne kunne til sin tid gå ind i de regulære legioner og tjene sig op i graderne, fuldstændig som en indfødt romer kunne det. Et historisk kendt eksempel fra tidlig romertid er Arminius, sejrherren fra slaget i Teutoburgerskoven år 9 efter Kristus, hvor romernes militære fremtrængen øst for Rhinen definitivt blev stoppet. Han var germansk høvding, men havde tjent i den romerske armé og var ikke blot blevet romersk borger, men også ridder. Hans bror Flavus, der ligeledes tjente i den romerske hær, forblev i modsætning til Arminius tro mod romerne under opgøret, og hans søn blev født i Rom som romersk borger.

Måske skal vi altså forestille os danske bønder, der kunne tale og læse latin, som vidste, hvad mønter var og kunne bruges til, som kendte romernes samfundssystem og hærorganisation indefra, som var fortrolig med den romerske gudeverden, ja som selv havde dyrket kejseren som gud. Men samtidig var de altså danske bønder og kunne som sådanne præge deres omgivelser (hvis de da ikke førte sig frem i Jean de France-stil og derved gjorde sig helt til grin). En sådan kulturblanding havde man jo også i selve Romerriget med dets mange nationaliteter, hvor lokale guddomme levede videre i let romersk iklædning som Jupiter Tanarus, Mars Lenus osv.

Stort kan det formodede indslag af skandinaver i den romerske hær dog under ingen omstændigheder have været. Der er tilsyneladende ikke bevaret vidnesbyrd om nordiske lejesoldater, hverken i historiske tekster eller i gravindskrifter. Man kan også spørge sig, hvor mange der ville vende tilbage til den barbariske hjemegn efter at have vænnet sig til civilisationens goder, især hvis de havde stiftet familie under tjenesten, hvad mange soldater gjorde, selv om det egentlig stred mod reglerne (Fig. 2). Men de få, der vendte hjem efter 20-25 år i det fremmede, har næppe været ældre, end at de kunne sætte børn i verden og påvirke deres omgivelser kulturelt. Det samme gjorde jo de hjemvendte veteraner i selve Romerriget.