Nu til ukendelighed sløjfet

Ærø var oprindelig to øer adskilt ved et sund, men dette blev på et tidligt tidspunkt lukket mod syd af en naturskabt strandvold (Drejet), og i 1856 tørlagdes den sydlige del, Gråsten Nor. To borganlæg har flankeret sydmundingen af det forhenværende sund: Gråsten Skanse og Absalons Skanse kaldes de i dag. Det er om den sidstnævnte, der her skal fortælles. Den optræder første gang på et kort fra 1646 og er i Pontoppidans Danske Atlas fra 1781 omtalt som ”en firsidet skanse ved to dobbelte volde og grave, som er 36 fod dybe og oventil 24 fod brede. Indeni har tilforn stået et firkantet tårn, som menes efter biskop Absalons befaling at være opbygget for at passe på sørøverne, hvortil stedet er meget bekvemt.” Historikeren Erik Kroman, født på Ærø 1892, har oplyst, at de sidste rester af det lavtliggende voldsted blev sløjfet så sent som 1880, men endnu i 1830’eme skal det have fremtrådt som en ophøjet firkant omgivet af tre voldgrave, den inderste bredest, den mellemste smallere og den yderste smallest. De skal på Kromans tid stadig have været erkendelige om sommeren, idet komet stod kräftigst, der hvor gravene havde været. Endnu dengang levede erindringen om, at der i midten af anlægget havde stået et tårn.