Normal-dyssen

Forklaringen er sikkert, at der meget sjældent gøres nye fund i dysserne, og det skyldes nok ikke mindst den lige omtalte monumentalitet. De vidt synlige og samtidig forholdsvis let tilgængelige stenkamre har virket alt for fristende på skattejægere, og langt de fleste er tømt, mange måske allerede i oldtiden. Kun omkring to procent af landets ca 5000 dysser har givet samtidige fund. En ny udgravning af et forholdsvis uforstyrret dyssekammer kan altså ikke være helt uden interesse.

Klokkehøj ligger ved Bøjden på Sydvestfyn, men højen, navnet antyder, er for længst bortpløjet og kun stengraven står tilbage; så tidligt som 1886 omtales den som et fritliggende dyssekammer med afvæltet dæksten. 1893 blev mindesmærket fredet, men siden har det ligget halvskjult og forholdsvis upåagtet i et læhegn. Denne beklagelige tilstand fik interesserede grundejere til at foreslå en frilæggelse og restaurering, hvor den omtalte dæksten skulle lægges på plads.

Sidst på efteråret 1977 blev der afsat et par dage til dette arbejde, som imidlertid kom til at forme sig noget anderledes end ventet. Den formodede dæksten viste sig at være en mægtig bæresten, så kammeret måtte forblive udækket; det var iøvrigt ganske velbevaret, skønt tydeligt mærket af gamle sprængningsforsøg. For at få rede på konstruktionen blev der gravet ned omkring stenene. Herved afsløredes det, mod al forventning, at store dele af gravens oprindelige indhold var bevaret uforstyrret. Der blev fundet rester af mindst tretten voksne og syv børn – mennesker fra vor ældste bondestenalder.

Med en gulvflade på 2 x 3 meter og en højde på småt et par meter er dette dyssekammer blandt de største, som overhovedet kendes. Om der oprindelig har været en kort gang, kunne ikke afgøres, men bortset fra dette var konstruktionen klar og med mange instruktive detaljer. Man må beundre den færdighed, hvormed væggenes tonstunge sten er bragt på plads uden den mindste forstyrrelse af de omliggende jordlag. Alle mellemrum i kammervæggene var omhyggeligt udmuret med opstablede sandstensflager, og gulvet var af en speciel og kompliceret konstruktion« med opbygning i flere lag (Fig. 2). Nederst lå sandstensfliser – af ringere kvalitet end i murværket og formodentlig affald fra dette – og derover et tyndt lag singels med indhold af spredte muslingeskaller, som viser, at det må være hentet på stranden. Derover igen et afrettende lerlag, pletvis ildpåvirket og belagt med et tyndt lag hvidbrændte flintskærver. Tilsvarende gulve er vist ikke tidligere fundet i nogen dansk dysse, hvorimod de er almindelige i mecklenburgske stengrave. Det er ikke første gang, vi fornemmer, at vor bondekulturs pionerer har hentet impulser hinsides Østersøen.