
Nordjysk jernalder
Ved landsbyen Sejlflod lidt syd for Limfjorden påvistes i slutningen af 1960’erne et antal hidtil ukendte oldtidsminder gennem en metode, som på det tidspunkt var begyndt at komme i mere systematisk brug, nemlig arkæologisk luftfotografering. De rektangulære aftegninger, billederne viste, blev umiddelbart tolket som bygningsspor, og en prøvegravning foretaget 1973 bekræftede antagelsen – der var virkelig tale om huse og af en særlig slags, som dengang var ukendt i dansk arkæologi. Nu ville tilfældet, at der samtidig blev gjort tilsvarende fund ved en prøvegravning nord for Limfjorden – i fugleflugtslinje kun en halv snes kilometer fra Sejlflod – og da anlæggene her syntes bedre egnede til undersøgelse, lod man dem nyde fortrin (Fig. 1, Fig. 2). Om Overbygård-bopladsen med dens mærkelige, halvt underjordiske huse vil læserne være velorienterede (Skalk 1976:4 og 1978:1).
Af Jens N. Nielsen

Sejlflodhusene blev altså lagt i mølposen, men et par år senere modtog Aalborg Museum en henvendelse angående en »voldsom grusgravning inden for en meget kort afstand fra den fredede oldtidshøj Tofthøj«, det vil sige netop i det område, hvor bopladsfundet var gjort. Et besøg på stedet viste, at et par huse allerede var gravet væk, mens et tredje var på vej til at blive det, og et fjerde var stærkt i farezonen. Grusgravningen lod sig ikke standse, så der var ikke andet at gøre end at grave husene ud. I 1979 forstærkedes truslen, og en ny stor kampagne blev iværksat. På luftbillederne sås, foruden husene, områder med et mærkeligt plettet udseende. De skulle vise sig at dække over noget særdeles spændende, som det vil fremgå af det følgende.
Huse med forsænket inderrum – kælderhuse kan vi kalde dem – er som sagt en nyhed i arkæologien og endnu sjældne, hvad de nok ikke bliver ved med at være; man har allerede flere lokaliteter i kikkerten. Som vi kender typen fra Overbygård, består den af en rektangulær bygning med dør midt i langsiden og hertil en gang, der fra det forsænkede rum fører op til jordoverfladen, og som ofte har forbindelse med et lille sidehus. Et mærkeligt og endnu ikke fyldestgørende forklaret træk er et dybt hul, som er gravet i bunden af gangen, lige foran døren, og som nødvendigvis må have haft en form for overdækning, da man ellers ville falde i det, hvad jo ikke kan have været meningen. I Sejlflod er mønstret stort set det samme, men sidehuse er – bortset fra et enkelt tvivlsomt – ikke fundet, og indgangshuller mangler. Om der har været stald i nogle af bygningerne, kan ikke siges med sikkerhed, men de karakteristiske båseskillerum, som kendes fra så mange oldtidshuse, er der foreløbig ingen af, og de knogler af ko og får, som optrådte talrigt i en af tomterne, kan jo stamme fra dyr, der har været opstaldet andetsteds.
Overbygård-pladsen tilhører ældre romertid, men må være grundlagt i den foregående periode, nemlig umiddelbart før Kristi fødsel. Dens ældste bygninger var – bortset fra isolerede kælderrum – ikke neddybede; det er først senere, man har ladet husene gå i jorden. Sejlflod-bebyggelsen er af omtrent samme alder, men påbegyndt lidt tidligere og straks fra starten med kælderhuse. Det kan med andre ord være her, de nordenfjords naboer har lært den nye byggeskik at kende. Mens de ældste huse havde jordgulv, gik man senere over til at bruge kridt som gulvbelægning (Fig. 3). Også i Sejlflod kan der altså spores en udvikling omend ikke så gennemgribende som ved Overbygård (Fig. 4.)
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)
Udgave: Skalk 1980:3
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





