Norden for lands lov og ret

I den ene ende af huset lå Skov-Christian i sengen, mens hans mor og søster samt et tredje fruentimmer var forsamlede omkring lampen. I den anden ende var de to Barkholt-brødre Chresten og Lars også sengeliggende, mens deres mor, Maren Olesdatter, ved det flakkende lys var i færd med at stoppe sin ene strømpe, og deres invalide og frugtsommelige søster Else så til fra et hjørne bag alkoven, hvor et par yngre brødre var gået til ro.

At Skov-Christian og Barkholt-brødrene lå i sengen, var måske ikke så mærkeligt på den tid af aftenen, men det skyldtes nu mest, at de et par dage tidligere var blevet tævet sønder og sammen, da de uindbudt havde indfundet sig ved en »legestue« på Langholt, en nærliggende gård. De var kendt som ballademagere og tyveknægte og havde ført sig frem med den blanding af frækhed og hensynsløshed, som man var vant til fra den kant.

I hele Dronninglund herred fra Sæby og til Limfjorden havde man i årevis været plaget af tiltagende lovløshed, en følge af økonomisk og social nød på den ene side og myndighedernes afmagt på den anden, men legestuens deltagere var denne gang velforberedte. Da de ubudne gæster – efter at være blevet bedt om at forlade festen – havde trukket knivene, fremtryllede de forsamlede karle deres i forvejen hengemte vognkæppe samt en med jernlod forsynet bismervægt og drev med slag og spark de uvelkomne gæster ud i en nærliggende dam. Herfra reddede de sig i ly af mørket den lange vej hjem – Skov-Christian dog først med familiens hjælp, efter at han var blevet fundet liggende bevidstløs på maven med hænderne under ansigtet. Alle tre havde siden været så afkræftede, at de måtte holde sengen, som de altså også gjorde to dage senere, mandag aften den 1. november.

Med til historien hører, at der i slutningen af oktober var sket en række tyverier på egnen. Blandt andet var der stjålet nogle skæpper rug hos sognefogeden i Helium, og det var ikke gået upåagtet hen, at Barkholterne umiddelbart efter havde fået malet en tilsvarende portion rug hos mølleren i Aunkøt. Den omtalte novemberaften mødtes fem mænd i møllen for at lægge råd op, det var foruden mølleren selv og den bestjålne sognefoged tre gårdmænd fra egnen, nemlig brødrene Peder og Søren Jepsen samt Lars Krog, i hvis lade der også havde været indbrud. Kornet kunne man jo ikke få igen, det var for længst hjembragt af Barkholterne i malet tilstand, men man overvejede at foretage ransagning i Hedehuset. Til det formål søgte man bistand hos endnu en sognefoged, nemlig ham i Stagsted, men han nægtede at deltage, så man begav sig videre til den nærliggende Østergård, hvor man lånte en lygte og hvervede husets to unge sønner til ekspeditionen. Selskabet bestod altså nu af syv personer.

Det hører også med til historien, at Barkholternes mor, Maren Olesdatter, og de mindreårige drenge til stadighed havde virket i nabolaget med et påtrængende betleri understøttet af mere eller mindre udtalte trusler om brandstiftelse eller repressalier fra de voksne brødres side. Skov-Christian havde til al overflødighed en ottedages tid forinden overfaldet Søren Jepsen med bøsse og kniv, da denne alene var på vej over Helium bakker; han undslap, men blev såret i hånden. Et lignende overfald var overgået Peder Jepsen, der dog gik fri ved at foregive, at broderen var i nærheden, og for at gøre målet fuldt havde også mølleren været under behandling af folkene fra Hedehuset.

De sammensvorne, der således hver for sig havde noget at hævne, var opsatte på at gå i gang med ransagningen og overbeviste om at være mandstærke nok til at klare hedehusbeboerne efter den behandling, disse havde fået på legestuen et par dage tidligere. Man havde forsynet sig med slagler, prygler og et skovlskaft. Planen var den, at de fire hovedmænd, sværtet i ansigterne og formummet bag nedtrukne lodne huer, skulle trænge ind, ransage huset og med fordrejede stemmer forhøre dets beboere, mens Lars Krog skulle lyse for dem og de to unge karle holde vagt udenfor, så ingen uset slap bort fra huset. (Fig. 2, fig. 3)