Nordbolus

Sandnes hed en af de største og vigtigste gårde i nordboernes Vesterbygd; den havde kirke, og det er en af grundene til, at den med betydelig sikkerhed har kunnet stedfæstes til et ruinkompleks beliggende ved bunden af Ameraliksfjorden (nordboernes Lysefjord). Sidste sommer aflagde Claus Andreasen, lederen af museet i Godthåb, sammen med den amerikanske arkæolog Tom Mc Govern besøg på stedet og hjembragte en prøve af gårdens møddingslag. Ved de arkæologiske undersøgelser, som i 1930’erne blev foretaget på Sandnes af Nationalmuseet, konstateredes væsentlige forstyrrelser på grund af frosten, men bevaringstilstanden i prøven var perfekt, og derfor kan vi sikkert takke netop kulden. Det hjembragte materiale, ca 1 kg, indeholdt kviste af pil og birk samt uidentificerede planterester, sandsynligvis mest fra husdyrekskrementer; dertil en mængde dyrehår og fjer. Størst interesse knytter sig dog til de fine og usædvanligt velbevarede insektrester, således komplette vinger, ja endog hele individer. Insektlevn er iøvrigt ikke sjældne i velegnede arkæologiske aflejringer, hvilket hænger sammen med deres indhold af chitin. Biller har særlig meget af dette stof i sig, så deres fortid er bedst belyst.

Vi vil samle interessen om et enkelt af de fundne insekter, et næsten komplet eksemplar af en lus. Uden tvivl drejer det sig om en art, der lever hos mennesker og med rette frygtes som smittebærer for tyfus, men her er der to muligheder: hovedlusen, der i dag er den almindeligste (den forekommer ikke helt sjældent hos skolebørn), og kroplusen, som nu ikke længere er så udbredt. (Fig. 1). Det kan være svært, selv på nutidige eksemplarer, at skelne mellem de to varianter, men en detalje ved følehornene gør det sandsynligt, at vi i dette tilfælde har kroplusen for os.