Noget slemt og ondskabsfuldt pak

(Fig. 1)

Vore dages rejseliv har vendt op og ned på begreberne. Så at sige alle kender fremmede lande af selvsyn, tidligere var det forbeholdt nogle få, men enkelte af disse udvalgte har formået at videregive deres indtryk i breve og beskrivelser. For den historisk interesserede er sådanne optegnelser af stor betydning – den fremmede så med andre øjne end landets egne børn og gjorde iagttagelser, som ellers ikke var blevet noteret. En arabisk købmand, der i 900-årene gæstede Hedeby, fortæller, at han »havde aldrig hørt styggere sang end hos indbyggerne dér, den består nemlig af en brummen – lige som hundes gøen, kun endnu mere dyrisk«. Første, men ikke sidste gang, det danske sprogs egenart kommenteres.

Af Anne-Mette Eriksen

Mere omfattende er Adam af Bremens skildring af »Øerne i Norden«. Den er fra 1000-årene, men vi skal helt frem til 1500- tallet, før rejsebeskrivelser bliver nogenlunde almindelige og i en fyldigere form. En af disse beretninger blev i 1913 fundet i et arkiv i München af historikeren Knud Fabricius.

Den tyske slægt Fugger spillede en meget stor rolle i 1500-årenes Europa. Fuggerne var oprindelig vævere i Augsburg, men i 1480’erne startede Jacob Fugger et såkaldt faktori, et handelshus, i Innsbruck, hvor han snart overtog al produktion af og handel med kobber og sølv fra grevskabet Tyrol, hvilket skaffede ham kontrollen med landets finansvæsen. Han indså, at kombinationen kapital-politik var vejen frem og allierede sig med ærkehertug Maximilian, der i 1493 blev tysk-romersk kejser. Med udgangspunkt i de ungarske bjergværker erobrede han under fyrstens beskyttelse i løbet af 1490’erne monopolet på det europæiske kobbermarked. Jacob Fugger blev den største bankier i Europa. Han financierede fyrster og paver, han var involveret i afladshandelen, og i 1519 sikrede han med 850.000 dukater Karl 5.s valg til kejser og fik dermed indflydelse på Europas mægtigste mand.

Fuggerne havde også kontakt med Danmark. Det kobber, der blev brudt i Mellemeuropa, blev for en stor del omsat i Nederlandene, men vejen gik ad de tyske floder til Østersøhavnene og herfra videre gennem Øresund, rundt om Skagen til Antwerpen. 1515 blev der tegnet en kontrakt mellem handelshuset og Christian 2. om Øresundstoldens størrelse. Den blev fornyet 1525.

Huset Fugger blomstrede, men ved midten af 1500-årene vendte billedet, blandt andet fordi Spanien ikke kunne klare renter og afdrag på en kolossal gæld. En anden Augsburgslægt, Männlich, var begyndt at gøre Fuggerne rangen stridig; 1555 overtog den koncessionen på den rige kobbermine i Neusohl, Ungarn, og 1563 var det kommet så vidt, at Johan Jacob Fugger, husets daværende overhoved, måtte flygte på grund af vaklende privatøkonomi. Det betød dog ikke, at han var slået ud, og 1567 øjnede han en chance for at generobre Neusohl-minen, da Mannlichernes kontrakt udløb. Han sendte derfor sin agent, augsburgeren Bernhard Wusenbenzc, til Danmark for at efterforske forholdene omkring Øresundstolden og undersøge, om der kunne afsættes kobber til danskerne. Det var Fuggers skriftlige instruks til Wusenbenzc og dennes senere indberetning, Fabricius fremdrog af Münchens »Geheimes Staatsarchiv«.

Johan Jacob Fuggers instruktion er meget udførlig: Wusenbenzc skal rejse til Danmark via Bremen, Hamburg og Kiel, hvorfra overfarten tager 15 timer. En hurtigere rute findes ganske vist, men den er farlig i blæsevejr.

I Danmark skal Wusenbenzc løse to opgaver. Den første og vigtigste er at få klarlagt kobberspørgsmålet: Hvornår er det bedst at sejle, hvor stor er afgiften pr last, og kan der eventuelt forhandles med kongen om dette spørgsmål? (Fig. 2) Skal der betales i veksler eller rede penge? Kan der afsættes kobber til danskerne?

Periode: Middelalder

Udgave: Skalk 1984:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.