Noget slemt og ondskabsfuldt pak

Mere omfattende er Adam af Bremens skildring af »Øerne i Norden«. Den er fra 1000-årene, men vi skal helt frem til 1500- tallet, før rejsebeskrivelser bliver nogenlunde almindelige og i en fyldigere form. En af disse beretninger blev i 1913 fundet i et arkiv i München af historikeren Knud Fabricius.

Den tyske slægt Fugger spillede en meget stor rolle i 1500-årenes Europa. Fuggerne var oprindelig vævere i Augsburg, men i 1480'erne startede Jacob Fugger et såkaldt faktori, et handelshus, i Innsbruck, hvor han snart overtog al produktion af og handel med kobber og sølv fra grevskabet Tyrol, hvilket skaffede ham kontrollen med landets finansvæsen. Han indså, at kombinationen kapital-politik var vejen frem og allierede sig med ærkehertug Maximilian, der i 1493 blev tysk-romersk kejser. Med udgangspunkt i de ungarske bjergværker erobrede han under fyrstens beskyttelse i løbet af 1490'erne monopolet på det europæiske kobbermarked. Jacob Fugger blev den største bankier i Europa. Han financierede fyrster og paver, han var involveret i afladshandelen, og i 1519 sikrede han med 850.000 dukater Karl 5.s valg til kejser og fik dermed indflydelse på Europas mægtigste mand.

Fuggerne havde også kontakt med Danmark. Det kobber, der blev brudt i Mellemeuropa, blev for en stor del omsat i Nederlandene, men vejen gik ad de tyske floder til Østersøhavnene og herfra videre gennem Øresund, rundt om Skagen til Antwerpen. 1515 blev der tegnet en kontrakt mellem handelshuset og Christian 2. om Øresundstoldens størrelse. Den blev fornyet 1525.

Huset Fugger blomstrede, men ved midten af 1500-årene vendte billedet, blandt andet fordi Spanien ikke kunne klare renter og afdrag på en kolossal gæld. En anden Augsburgslægt, Männlich, var begyndt at gøre Fuggerne rangen stridig; 1555 overtog den koncessionen på den rige kobbermine i Neusohl, Ungarn, og 1563 var det kommet så vidt, at Johan Jacob Fugger, husets daværende overhoved, måtte flygte på grund af vaklende privatøkonomi. Det betød dog ikke, at han var slået ud, og 1567 øjnede han en chance for at generobre Neusohl-minen, da Mannlichernes kontrakt udløb. Han sendte derfor sin agent, augsburgeren Bernhard Wusenbenzc, til Danmark for at efterforske forholdene omkring Øresundstolden og undersøge, om der kunne afsættes kobber til danskerne. Det var Fuggers skriftlige instruks til Wusenbenzc og dennes senere indberetning, Fabricius fremdrog af Münchens »Geheimes Staatsarchiv«.

Johan Jacob Fuggers instruktion er meget udførlig: Wusenbenzc skal rejse til Danmark via Bremen, Hamburg og Kiel, hvorfra overfarten tager 15 timer. En hurtigere rute findes ganske vist, men den er farlig i blæsevejr.

I Danmark skal Wusenbenzc løse to opgaver. Den første og vigtigste er at få klarlagt kobberspørgsmålet: Hvornår er det bedst at sejle, hvor stor er afgiften pr last, og kan der eventuelt forhandles med kongen om dette spørgsmål? (Fig. 2) Skal der betales i veksler eller rede penge? Kan der afsættes kobber til danskerne?

Og når agenten nu alligevel er i Danmark, kan han passende påtage sig endnu en forretning. Det drejer sig om 850 hagebøsser, som Fugger er i besiddelse af, og som han ønsker at »forsølve«, det vil sige sælge. Danmark »havde været i forskellige langvarige krige, og da mange af den slags (våben), som man i høj grad havde brug for, var sprunget, gået under på skibene eller gået tabt«, skulle sagen være oplagt. Prisen på bøsserne sættes til ti gylden stykket, men hvis kongen ikke har pengene, skal Wusenbenzc tilbyde ham et lån på helt op til 16.000 gylden mod passende rente, gerne 9-10 procent. Agenten må dog ikke på egen hånd afslutte handelen, men skal udfærdige en oversigt til Fugger for endelig ratifikation.

For nu at konstatere, om der i det hele taget er grundlag for handel med Danmark, skal den tyske udsending »erfare landets og indvånernes lejlighed, gøren og laden, håndteringer, rigdom og fattigdom, ligeledes om landets brug og retfærdighed, og hvorledes man der holder sig med lov, ret og justits«. Instruktionen præciseres med en række spørgsmål: Hvordan er kongen? Hvem færdes omkring ham? Hvordan er landets religion, krigsvæsen etc. etc. Kort sagt: Alt om Danmark. Wusenbenzc skal opholde sig i landet fjorten dage og må ikke give sin stilling til kende. Han skal forhøre sig flere steder og ikke kun stole på en enkelt persons udsagn. Han skal indberette mundtligt til Fugger, »thi personligt kan man tale mere om sagerne, end man kan skrive«, og han skal med flid efterse alt, så at han kan give god besked, og møjen og omkostningerne ikke er gjort forgæves. Her taler den dygtige købmand, der forlanger at få fuld valuta for pengene.

Sådan udstyret med omfattende ordrer drager da Wusenbenzc sommeren 1567 ud på sin rejse.

Det land, han kom til, var på femte år i krig med Sverige.

Frederik 2. var kommet på tronen otte år tidligere, ung og ivrig efter at vise sine evner som feltherre. Sammen med sine to farbrødre erobrede han straks Ditmarsken, men der skulle snart vise sig mulighed for krigsførelse i større format. Ved Danmarks erhvervelse af bispedømmet Øsel i Østersøen, hvor det i forvejen var i besiddelse af Gotland, begyndte Sverige at føle sig indkredset, og spændingen steg mellem de to lande. I Sverige var den unge og lige så krigsglade Erik 14. netop blevet konge, og 1563 erklæredes krigen - formelt på grund af en strid om symbolerne i de kongelige våbenskjolde. Første stik gik til Danmark, fæstningen Elfsborg blev erobret, men derefter løb krigen ind i et dødvande uden fremgang på nogen af siderne. Fortsat krigsførelse kostede penge, og dem var det småt med. I 1566 måtte Frederik 2. bide hovedet af al skam og hjemkalde finansgeniet Peder Oxe (Fig. 3). Denne havde haft en høj stjerne hos kongens far, men måtte forlade landet, da en række anklager blev rejst mod ham af Frederik og en kreds af rigsråder, heriblandt Herluf Trolle. Peder Oxe rystede hjemlandets støv af sine fødder, og man kan under de omstændigheder næppe fortænke ham i, at han søgte tjeneste hos en ikke alt for nær ven af Danmark, nemlig Christine af Lothringen, Christian 2.s datter. Hun havde som toårig måttet følge sine forældre i landflygtighed og opgav aldrig familiens krav på den danske trone. I hendes bestræbelser kunne Peder Oxe blive en god støtte, men Frederik 2.s tilbud om rigshofmesterstillingen, det højeste embede i Danmark næst kongens, kom i vejen. Hjemkommet til Danmark gik Peder Oxe straks i gang med at rejse penge til krigen. Han udskrev store skatter - også hos adelen - og omorganiserede Øresundstolden, hvorved kronens indtægter mangedobledes.

Som feltøverste havde kongen udnævnt Daniel Rantzau af den berømte holstenske slægt. Denne fremragende hærfører havde tilbragt sin ungdom med at indsamle krigserfaring rundt om i Europa og også deltaget i Ditmarskertoget, men i sin nye stilling fik han aldrig den økonomiske opbakning, der kunne gøre en ende på krigen. 1569 dræbtes han af en kugle under Varbergs belejring.

Wusenbenzc fulgte Fuggers anvisninger, rejste via Hamburg og Kiel til Femern, hvorfra han satte over til Rødby (Rødby- Puttgarten færgen er ikke nogen ny opfindelse) (Fig. 4). Omhyggeligt noterede han om sin rejse til København: I den smukke lille by Maribo er der et stort kvindekloster med adelige lutherske damer, i Vordingborg er der et stort, gammelt og faldefærdigt slot, og Sjælland, der er to dagsrejser lang og to bred, er en frugtbar ø med kvæg, træ og ferskvand, vildt og meget andet, og her ligger kongens by København.

Tyskeren blev ikke særlig imponeret af Danmarks hovedstad (Malmø, som han senere besøgte, faldt mere i hans smag), men han kom jo også fra Augsburg, en by med 60.000 indbyggere, brolagte gader, brønde og springvand. I København var der, hvis man tør tro ham, ingen brønde, men man måtte hente vand uden for Østerport. Hvad der især interesserede ham, var kongens slot. Det »er rundt, omgivet af en vandgrav og har omkring sig en temmelig stor plads. Herpå ligger stalden, tøjhuset og andre lignende bygninger«. Slottet bestod af en ældre og en yngre del, i den ældre, som var mørk og havde dårligt tag, boede Peder Oxe og kansleren Johan Friis, og her havde også regeringskontorerne til huse. Ad to vindeltrapper kom man over i den nye del, hvor kongen boede. Kongens værelse var beklædt med paneler, hvorover var hængt røde tæpper, tapeter var der ikke mange af (Fig. 5). I det store runde tårn havde han sine kårder, bøsser og mange smukke glas samt sit drejelad. Kunstdrejning var en yndet hobby på den tid.

Der var også en slotshave - ikke stor ganske vist, men godt beplantet, med smukke plæner og »et lystigt sommerhus«. Tæt op til haven lå smedjen, hvor man ved ni esser til stadighed var beskæftiget med at lave kanoner og alt, hvad der ellers skulle bruges på skibene. Lige om hjørnet gik »man ud på Holmen, der er omflydt på alle sider, og hvor man bygger skibene —. For enden ligger sejlhytten, hvor man laver sejlene, og den er 565 af mine skridt lang«. Alt blev noteret.

Rejsen gik videre op gennem Nordsjælland til Helsingør, hvor Sundtolden skulle studeres. På vejen passeredes Frederiksborg slot, som Wusenbenzc imidlertid ikke fik set indvendig, men det havde i det ydre »sandelig et kongeligt og pragtfuldt udseende«. I Helsingør var det kongens toldhus, som tiltrak sig opmærksomheden, og ikke mindst slottet, der med sine fem vældige kanoner - dobbeltkartover - skulle sikre, at alle skibe drejede bi, for at lasten kunne blive fortoldet. Her følger en lille solstrålehistorie om en lübecker ved navn Sylvester Francke, der to gange var sejlet forbi Helsingør uden at rebe sejl, men da han prøvede tredje gang, klappede fælden. Skønt moden til henrettelse blev han benådet, fordi han var en hæderlig krigsmand, og endte som admiral i den danske flåde.

Skåne, som var turens næste mål, blev Wusenbenzc helt indtaget i - navnet, mente han, kom af det tyske ord »schon«, som betyder smuk. Landet var frugtbart med vildt og fisk, kvæg og træ, smukke landsbyer og velbyggede købstæder med mange indbyggere. I Lund imponeredes han af den vældige domkirke med Adam van Dürens brønd i krypten, og som den gode katolik, han var, undrede han sig over, at den stedlige biskop havde en kone. Her mødte Wusenbenzc landsmænd, tyske ryttere, der på grund af krigen var indkvarteret i byen (deres leder, ritmester Fritz Capel fra Mecklenburg, måtte senere gentagne gange rykke kongen for sold). Også i Helsingborg var der tyske lejetropper, men »skønt Skåne siden krigens begyndelse havde haft alle slags krigsfolk i indkvartering, synes der i sandhed ikke at være mangel på hverken korn eller andre levnedsmidler«.

I København havde Wusenbenzc fået kontakt med derboende tyskere, således Daniel Rantzau, som flere gange bød ham hjem til sig. Han »levede prægtigt, havde 25 adelige til sin opvartning og holdt taffel som kongen selv«. Med Frederik 2. stod han på god fod, men ikke med adelen, især Peder Oxe, mod hvem han engang i kongens nærvær havde draget sin kårde. I det hele taget brød han sig ikke om danskere - en opfattelse, som smittede af på augsburgeren.

Frederik 2. var ifølge Wusenbenzc en smuk og venlig mand, vellidt af alle. Man kunne godt træffe ham personligt, bedst når han havde rejst sig fra taflet og var på vej til stalden i godt humør. Hans hof var stateligt, men noget formindsket på grund af krigen. Han havde seks-otte pager til sin opvartning, og 30 drabanter i de oldenburgske farver holdt vagt, skønt de var slet betalt! Kongen fik 15-16 retter mad til hvert måltid, som han holdt af at indtage i selskab med andre, og hans kæreste tidsfordriv var at arbejde ved drejebænken og at drikke vin. Når han havde fået sig en lille rus, gik han ofte ned i stalden, hvor han havde lutter tyske staldkarle. En af dem, Jorg Prendl, kunne spille på »polsk sæk«, en slags sækkepibe - han måtte så spille og de andre synge til, mens kongen spenderede øl og blev siddende en stund hos dem. Om natten, når der festedes, blev Jorg hentet op fra stalden, så han kunne gå i spidsen for kongen, Peder Oxe og de andre rigsråder rundt i København for til sidst at ende hos en »enkefrue«, som Wusenbenzc udtrykker sig, hvoraf »der var 100 i byen«. Her var der unge damer, og så dansede og drak man, til dagen brød frem.

Men kongen var ikke altid lige munter. »Jeg ville gerne være nådig mod folket«, sagde han, »men jeg tør ikke love noget, for så bliver jeg en løgner, når rigsrådet ikke vil udføre det«. Rigsrådet med Peder Oxe i spidsen havde mere at skulle have sagt end kongen (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8).

Wusenbenzc brød sig ikke om Peder Oxe, der var hoven og havde lagt ham hindringer i vejen - ja endda havde prøvet at få ham fængslet, hvad Daniel Rantzau dog havde forhindret. Men »denne Oxe var statholder og den fornemste af alle herrer og råder«. Han var i virkeligheden Danmarks egentlige magthaver, som det også fremgår af andre samtidige kilder. Således skriver kongens mor, enkedronning Dorothea, i 1567 til sin datter: »Peder Oxe er nu så højt på strå, højere end han nogensinde har været; han gør og leder med vor søn, kongen, som han vil!« Trods den korte tid, det var Wusenbenzc beskåret at opholde sig i Danmark, har han fuldt ud forstået situationen. Han fortæller, at rigshofmesteren stadig har gods i Lothringen, og at »den, som har Peder Oxe, har kongen, og den, som har Lothringen, har Peder Oxe«. Med det sidste hentydes uden tvivl til Christian 2.s datter, som altså gennem Peder Oxe skulle have fået mere indflydelse i sin fars land, end det efter dansk opfattelse var ønskeligt.

Også de øvrige rigsråder opregnes, heriblandt »hr Hans Friis, rigskansleren, en gammel mand på 58-60 år, som er i stor anseelse hos kongen«. I virkeligheden var Johan Friis 73 år gammel. Han døde få år senere.

Om adelsmændene i øvrigt var der ikke meget godt at sige. De støttede råderne, som regerede riget, og kongen var »deres herre, broder og kammerat, men de var ham hverken hulde eller tro —. De kunne vel undertvinge svenskerne, om de ville, men de bider ikke, for de er bange for, at deres herre skulle blive for mægtig og underkue dem —. De unge råder har med flid bragt kongen ind i denne krig, for at han kunne komme i gæld, som han kunne have nok at gøre med at betale af, om han så blev 60 år gammel«. Adelen dyrkede heller ikke ridderlige dyster, men den, som kunne drikke mest, blev agtet mest, og det »skønt der ingen vin vokser, så man hjælper sig med øl - den danske er både dårlig, sur og stærk«. Adelen blev rig under krigen, for af de skatter, der blev inddrevet, nåede kun de færreste frem til kongen. Han kunne derfor ikke betale sine lejetropper, der af samme grund flere gange nedlagde arbejdet.

Den menige dansker »taler et sprog, som ellers ingen forstår«, og heller ikke han får noget særligt godt skudsmål. I købstaden kalder enhver sig købmand, som blot har to rødspætter til salg, og bonden sår ikke mere korn, end han selv skal bruge, for adelen konfiskerer alligevel resten. »Folket i sig selv er noget slemt og ondskabsfuldt pak, der ikke bestiller andet end at æde og drikke og det kun flæsk og øl —. At være fuld og gal, hore og bryde ægteskab er ingen stor skam, man går sammen dag og nat uden blusel«. Beskrivelsen er næppe helt objektiv, den stammer nok mest fra Rantzau og de andre i Danmark bosatte tyskere, men, som Knud Fabricius siger: Synsvinklen er skæv, men øjet er skarpt, og der er peget på ting, som vi endnu efter århundreders forløb må føle os ramte af, når de siges.

Men religionen da - hvordan forholdt det sig med den hos disse slemme mennesker? Jo kongen, adelen og alle andre var lutheranere; katolikker fandtes der ingen af, og navne som pave, kardinal og biskop var ilde hørte. (De første lutherske biskopper kaldtes faktisk superintendenter, men den gamle betegnelse sneg sig ind i sproget igen). Gik man imidlertid ind i en dansk kirke, så fandt man dér både »altre, krucifikser, Jesus'er, Maria’er, helgener, engle, alle slags hellige billeder, messehageler og vokslys«. Hver dag blev der holdt vesper og sunget latinsk vekselsang, og alle bar rosenkranse. Også dåbshandlinger og begravelser var så prægtige og omgivet af ceremonier og vokslys, at de så ud ganske som de katolske. Alt sammen meget forvirrende for en tilrejsende katolik. »Vidste man det ikke, ville man ikke anse det for en luthersk, men for en af vore egne kirker«. Og dog: det hellige vievand og de kristelige ceremonier betød intet, og de monstranshuse, der endnu var tilbage i kirkerne, stod tomme - ifølge Wusenbenzc. Reformationen var gennemført; den fungerede blot endnu ikke helt i praksis.

De egentlige krigshandlinger kommer Wusenbenzc ikke ind på, men et glimt af storpolitikken får vi dog: det blev mere og mere klart, at den svenske konge var utilregnelig. Til København var, fortæller tyskeren, kommet en mand, som i atten år havde været Erik 14.s kammertjener og fortrolige. Han var blevet adlet af kongen, men samtidig under trusler på livet tvunget til at ægte dennes frille, og forholdene havde i det hele taget udviklet sig så utåleligt, at flugt til Danmark syntes eneste udvej. Her fik man artige ting at høre. Kong Erik var - under indflydelse af Jöran Persson, en præstesøn, der var avanceret til kongens mest betroede rådgiver - blevet overbevist om, at hans brødre planlagde forræderi mod kronen (Fig. 9, Fig. 10). Han havde derfor ladet adskillige adelsmænd henrette, ja egenhændigt stukket nogle af dem ned. Da kongens gamle skolemester spurgte ham, hvorfor han udgød så meget blod, havde Erik grebet en hellebard og jaget den i læreren med ordene: »Du har længe nok regeret med mig, nu vil jeg regere dig«.

Disse begivenheder havde fundet sted på Uppsala slot i maj, og nyheden herom må have været som balsam for den danske konge og hans rigsråder. Den videre udvikling blev som bekendt, at Eriks brødre virkelig rejste oprør mod ham og lod ham fængsle. Den ældste af dem, Johan, overtog kongeværdigheden. Muligheden for fred mellem rigerne blev derved stærkt forbedret, men først i 1570 var begge parter så udmattede, at krigen måtte ophøre. Resultatet af den syv år lange og kostbare konflikt blev stort set, at alt skulle være som før.

Fugger havde ønsket en mundtlig beretning og fik den, men som den grundige mand Wusenbenzc var, skrev han samtidig sine indtryk ned. Men hvordan var det gået med det, som var rejsens egentlige formål? Hagebøsserne hører vi ikke mere til, så de er nok ikke blevet afsat, og hvad kobberet angår, kom det frem, at der allerede eksisterede en traktat mellem Danmark og det konkurrerende Mannlich-selskab. Den var ganske vist kun treårig, og halvdelen af tiden var gået, men de toldsatser, Mannlich havde forhandlet sig frem til, var ikke særligt gunstige og knap nok værd at overtage. Hele spørgsmålet var imidlertid hypotetisk, for siden krigens start var der ikke løbet et eneste kobberskib gennem Sundet, det var alt for risikabelt. Hvis skibet havde danske papirer, blev det opbragt af svenskerne, og var de svenske, tog danskerne affære. Noget økonomisk udbytte bragte Wusenbenzc' rejse altså ikke (Fig. 11). Fugger har formodentlig anerkendt sin agents indsats, men han var næppe særlig tilfreds.

Det kan vi til gengæld være. Skildringen viser os i et glimt en stump Danmarkshistorie set indefra. Mennesker træder frem, med dyder og fejl, de sidste ganske vist i overtal. Hovedpersonerne - Frederik 2., Peder Oxe og Daniel Rantzau - bliver for en kort stund til andet end papfigurer.

Lit: Danske Magazin, 6. række, bind 2, 1914 (beretningen på originalsproget). - Vor Fortid. Tidsskrift for dansk Kulturhistorie, 1917.