Nikolajbjerget

Det var klart, det drejede sig om noget »stort«, så da en byggesag var under opsejling, startede museet i 1990 en arkæologisk undersøgelse på stedet. Det viste sig hurtigt, at det, vi havde med at gøre, var en internationalt orienteret handels- og håndværkerplads – den største i denne del af Limfjordsområdet. At der til pladsens slutfase hørte en kristen kirke og kirkegård, gjorde den ikke mindre spændende. Vort billede af Nordjyllands oldtidsbefolkning vil ikke være helt det samme, når de igangværende udgravninger til sin tid er afsluttet.

Skt. Nikolaj Bjerg er en vældig bakkeformation nær Limfjordskysten, afsat ved slutningen af sidste istid. Fundområdet ligger nord og øst for Bjerget. Her er der i årenes løb gennem nedskylning fra højderne dannet et sandet plateau; det gennemskæres nu af en vej, men er ellers uforstyrret, hvad vi i den foreliggende situation var meget taknemmelige for. Beliggenhedsmæssigt adskiller denne plads sig fra alle andre yngre jernalders bopladser, som kendes i det østlige Limfjordsområde – de holder sig med forkærlighed til toppen af de store morænebakker et stykke fra fjordbredden, mens Sebbersundpladsen ligger helt ned til vandet. Det må betyde, at erhvervet her var anderledes, mere knyttet til fjorden.

Endnu har udgravningen kun berørt en mindre del af pladsens fem-seks hektar store areal, men vi begynder så småt at få en forestilling om, hvordan man har udnyttet det. Et meget betydeligt område mod nord har øjensynlig været bebygget med de såkaldte grubehuse, små, halvt nedgravede og let opførte hytter. Foreløbig er der kun undersøgt fire, men der synes at være rester af henved 150; de har gennem de forløbne tre udgravningssomre kunnet iagttages som mørke aftegninger i afgrøden fra flyvemaskine og fra Bjergets top. På samme måde og i samme strøg har vi observeret et meget stort hus af typen med buede langvægge – længden må være omkring 50 meter og bredden ca 10, hvilket er tæt på rekorden for sådanne bygninger. Men foreløbig ved vi ikke meget om hele dette nordområde; afsøgninger af marken – med og uden detektor – har kun givet sparsomme resultater. De udgravede grubehuse er af den sædvanlige type med gulvet forsænket en halv til trekvart meter under overfladen og spor efter tagbærende stolper ved enderne. Også fundene i husene er de velkendte: ten- og vævevægte (de sidste i stort tal), nogle få glasperler og skår af halvkugleformede lerkar. (Fig. 2)