Nedkuling

I sommeren 1994 fik Næstved Museum til opgave at undersøge arealet på toppen af Sandbjerget, hvor kommunen vil opføre et kulturhus. Det lød lovende, der er tidligere, i 1888, fundet grave på bakkens vestskråning, og selv om kun én af dem, en dobbeltgrav med et enkelt lerkar, lader sig datere, er det vel sandsynligt, at gruppen som helhed har tilhørt dennes tid, nemlig 1000- tallet eller måske slutningen af 900-årene. I en anden grav fandtes tre skeletter, hvoraf det ene havde hovedet anbragt mellem benene - den sædvanlige behandling af halshuggede forbrydere helt op mod vor tid og allerede brugt i vikingetiden, som det fremgår af flere fund. Desværre er disse interessante grave gået tabt uden anden dokumentation end en avisnotits og nogle optegnelser i museumsmanden Henry Petersens lommebog, men da kristenfolk ikke fik gravgods med sig, kan vi sige med temmelig sikkerhed, at i hvert fald de to med lerkarret har været hedninger til trods for, at de har levet efter den nye religions indførelse og ved en by, hvor der må have været kirke og kirkegård. I modsætning til, hvad vi kender fra mange andre lande, fandt trosskiftet i Danmark ikke sted ved tvang, men ved et kongeligt magtbud, som ikke straks er efterlevet overalt.

Det fremgår af Henry Petersens notater, at én grav skilte sig ud fra de andre og det ganske eftertrykkeligt. Det var nemlig en massegrav med mindst 30 døde, og mange af dem bar spor af hug og stik med våben. Mellem knoglerne lå en spydspids af jern, men den lod sig ikke nærmere tidsbestemme.

Den nye undersøgelse, som museumsinspektør Anne Bloch Jørgensen forestod, fandt som nævnt sted på toppen af Sandbjerget og altså oven for gravpladsen. I det ret betydelige felt, som afdækkedes, viste sig straks et større fyldskifte med knogler af flere mennesker, men det blev i første omgang dækket til af hensyn til den videre undersøgelse. Denne bragte intet epokegørende nyt, blot et antal sandtagningsgruber genfyldt med affald, ikke flere grave.

I efteråret vendte man så tilbage til det store fyldskifte med menneskebenene, og det overtraf alle forventninger. Inden for rammen af en omtrent 5x2,5 meter stor grube fremkom knogler af ca 56 mennesker. Hullets dybde under oprindeligt terræn er vanskelig at afgøre, 1,25-1,50 meter måske, hvilket ikke er meget, når man tager de begravedes mængde i betragtning. Et vanskeligt gennemførligt eksperiment ville formodentlig vise, at 56 lig anbragt i en grav af denne størrelse i første omgang fremtræder som en ikke helt uanselig høj; først senere, når forrådnelsen sætter ind, synker den sammen. Skeletter fylder jo væsentligt mindre end lig, men dog stadig en hel del. 1 56 mennesker er der tilsammen ca 11.500 knogler. (Fig. 3, fig. 4)

Opmålingsarbejdet, som under almindelige omstændigheder ville have været næsten uoverkommeligt og uden ende, blev klaret med fire stereofotogrammetriske oversigtsopmålinger, udført af Per Poulsen fra Nationalmuseet. Disse planer blev suppleret undervejs med detailopmålinger og fotos, sådan at alle knogler i dag kan indplaceres i deres rette sammenhæng. Bevaringstilstanden var desværre meget dårlig på grund af regnvandets siven gennem sandet. Ved undersøgelsen var mange af de mindre knogler helt forsvundet, og de tilbageværende stærkt nedbrudte. Følgelig var det nødvendigt at præparere de fleste ben undervejs, mens større sager som kranier måtte indkapsles i gipsbandager. Antropologen Pia Bennike deltog i udgravningsarbejdet og fik derigennem mulighed for at danne sig et forhåndsindtryk af de døde; hun mener - ikke overraskende - at der er tale om mænd: mange unge og nogle ældre. Der kan påvises gamle skader, som er helet, men dertil kommer mange nye læsioner i form af dybe, skarpe hug og voldsomme knusninger. Ingen tvivl om, at de afdøde var krigere, der faldt under udøvelsen af deres erhverv. (Fig. 5, fig. 6)

Mellem knoglerne blev fundet genstande, men de var påfaldende få; tre små nitter, et simpelt hesteskoformet dragtspænde, et ovalt bandolérspænde, alt af jern, og dertil kom et trapezformet remspænde af bronze med lidt af læderbæltet i behold. Man må heraf slutte, at ligene er jordet helt eller næsten nøgne. Det stemmer godt med det almindelige indtryk af begravelsesformen. De døde lå hulter til bulter, arme og ben var flettet ind i hinanden; det hele var et stort virvar og viser en total mangel på omsorg for de jordfæstede. Der må være tale om en nedkuling, ikke om en egentlig begravelse, og det er tydeligt, at de begravende ikke var på de begravedes parti; man har på nemmest mulige måde skaffet sig af med de dræbte fjender. Fællesgrave er fundet andetsteds, således tre ved Trelleborg i Vestsjælland, men her ligger skeletterne pænt ordnede som sardiner i en dåse, og det er jo noget helt andet. Sådan begraver man snarere faldne forbundsfæller.

Men hvem var så disse mennesker? For at kunne besvare det spørgsmål må vi kende fundets alder. Det tætte naboskab til en vikingegrav og den omstændighed, at man har begravet i uindviet jord, fik os i begyndelsen til at gætte på sen vikingetid, men vi holdt dog døren åben for middelalderen. Det viste sig at være klogt, to C 14-dateringer af knogler fra graven gav nemlig som resultat: slutningen af 1200- og midten af 1300-årene, hvilket, når de slås sammen (hvad man kan gøre med god samvittighed, da prøverne jo beviseligt er samtidige), vil sige 1300 med en fejlmargen på nogle årtier til begge sider. Inden for denne tidsramme må altså de 56 mænd i massegraven, og måske også de 30 i den anden fællesgrav, have mistet livet i en træfning med voldsomme nærkampe i eller ved Næstved. Det lyder ikke utænkeligt, for netop den periode, der her er tale om, hører til de uroligste i Danmarkshistorien.

Ved midten af 1200-årene regerede Valdemar Sejrs sønner. De stredes indbyrdes, og den sidste af dem, Christoffer 1. (1252-59), lagde sig alvorligt ud med kirken i skikkelse af ærkebispen Jakob Erlandsen, der blandt andet nægtede at krone hans umyndige søn. Efter Christoffers død overtog nævnte søn, Erik med tilnavnet Klipping, ikke des mindre tronen. Han fik afsluttet kirkestriden, men kom på kant med rigets stormænd og blev 1286 myrdet i Finderup ved Viborg. En gruppe mænd, som antoges at være morderne, blev dømt fredløse og voldte i de følgende år den nye konge, Erik Menved, meget bryderi. (Fig. 7)

Samme Erik nærede planer om at genoplive Valdemarernes magtstilling, hvilket førte til hasarderede og stort set resultatløse krigstogter, først og fremmest i Nordtyskland; de kostede mange penge, og det var et dybt forgældet Danmark, han ved sin død 1319 overlod til sin bror Christoffer 2. Denne konge var som følge heraf temmelig magtesløs straks fra begyndelsen af sin regering, og pantsætningen af riget til holstenske grever fortsatte støt til hans død i 1332. Otte kongeløse år fulgte, før Christoffers søn Valdemar (Atterdag) viste sig på scenen, og genopbygningsprocessen kunne gå i gang.

Hvor i denne lange og begivenhedsfyldte periode er der plads til en træfning eller måske ligefrem et slag ved Næstved? Den første mulighed, der melder sig, var en frugt af ærkebispestriden. Christoffer 1. lod tidligt på året 1259 Jakob Erlandsen fængsle, men denne havde indflydelsesrige venner, således fyrst Jaromar af Rygen, der omgående kom ham til hjælp. Han gjorde landgang på Østsjælland og indtog ved et lynangreb København; en begivenhed, der har sat sig spor i stednavnet »Jarmers Tårn«. Det må have været en overraskelse for Christoffer, og han nåede knap at komme sig over den, for allerede en måned efter døde han. Krigen gik imidlertid videre, nu under ledelse af enkedronningen, den energiske Margrethe Sambiria eller Sprænghest, som hun også kaldtes. Det sjællandske landeværn var blevet opbudt, det mødte Jaromar ved Næstved, men tabte slaget under stort mandefald; der tales om op mod 1800 dræbte. Bisp Peder Bang i Roskilde, der støttede ærkebispen (hvad ikke alle landets bisper gjorde) krævede de døde sjællændere begravet i uindviet jord som fjender af kirken. Massegraven på Sandbjerget kunne være et resultat af dette hændelsesforløb. Dog må det indrømmes, at begivenhederne falder lovlig tidligt i vort dateringsfelt.

I den anden ende af vor tidsramme samler interessen sig om Valdemar Atterdags generhvervelse af det rige, han foreløbig kun formelt var konge over. De pantsatte landsdele måtte efterhånden indløses. Det foregik for Sjællands vedkommende temmelig smertefrit, men at få de holstenske høvedsmænd ud af øens borge var straks en anden sag. Ofte måtte der belejring til, men en for en gav de køb: Kalundborg, Søborg, Padeborg (nuværende Sparresholm), Gunderslevholm, Vordingborg, Næstved. (Fig. 8)

Hvor Næstvedborgen lå, er man ikke helt klar over (der er tale om en lokalitet, Husvolden, umiddelbart syd for bygrænsen), men man ved, at den belejredes 1344, og at den det følgende år blev indtaget efter hårde kampe. Vor massegrav kunne stamme fra oprydningen her, men atter må det erkendes, at tilfældet falder noget yderligt i dateringsfeltet.

Midt i perioden er der imidlertid også bid; kongen dengang var Erik Menved, sønnen af den myrdede Erik Klipping. Ni mand var dømt fredløse for mordet, men om det var de rette, er et uopklaret spørgsmål; uvildig var den dømmende forsamling i hvert fald ikke. De fredløse, hvis anfører var marsken Stig Andersen Hvide, søgte tilflugt i Norge, hvis konge tog sig omsorgsfuldt af dem, ja gav dem en borg til deres ophold. Herfra og senere også fra øen Hjelm, som blev taget i besiddelse og befæstet, hærgede de Danmarks kyster, stadig hjulpet af nordmændene. Velbelyst gennem Lundekirkens annaler er et stort sommertogt 1289. Stig Andersen og hans folk tog sig af Sjællands vestvendte kyster. Tårnborg ved Korsør blev brændt, og også Skælskør gik op i luer, hvorefter man sejlede til Falster og brændte Nykøbing. Nordmændene gik øst om Sjælland, brændte Helsingør, lod klogeligt København i fred, men angreb Skanør, hvor hen ved 70 blev dræbt, og fortsatte sydpå for at mødes med de fredløse. På Møn løb de storm mod »hr Vitslavs borg«, hvor mange norske faldt, og sluttelig afbrændtes Stubbekøbing. Næstved nævnes ikke i rækken af afbrændte byer, men den lå på de fredløses rute og må have fristet, velhavende og betydningsfuld, som den var på den tid. Et angreb kan udmærket have fundet sted, selv om vor kilde tier med det, men i så fald må vi gå ud fra, det er slået tilbage. Det kan være angriberne, de fredløses folk, der ligger her, bunket sammen i uindviet jord.

Hvilket af de tre nævnte forslag, der skal foretrækkes, er vanskeligt af sige, men i øvrigt må man ikke glemme den højst sandsynlige mulighed, at krigergraven på Sandbjerget er resultat af en begivenhed, som, uanset at den må have haft et vist omfang og stor betydning for de involverede, ikke har sat sig spor i det sparsomt bevarede skriftlige kildestof. (Fig. 9)

Massegrave som denne er sjældne, men forekommer nu og da. Dem ved Trelleborg er allerede nævnt, men der er flere, således én på Skt Jørgensbjerg ved Fjerritslev lidt nord for Limfjorden, hvor i 1441 en flok oprørske jyske bønder blev hugget ned af Christoffer af Bayerns krigere (se Skalk 1967:5). Et meget stort, men desværre dårligt undersøgt eksemplar er fundet nær Skanderup Kirke ved Skanderborg; det indeholdt menneskeknogler i flere lag foruden skeletter af heste og kan måske sættes i forbindelse med kampen ved Skanderborg 1340, hvor Niels Ebbesen faldt. Væsentligt bedre bevidnet er massegravene uden for Visbys mure, et resultat af Valdemar Atterdags Gotlands-erobring 1361. De afviger fra vor grav på et par vigtige punkter, nemlig ved at være anlagt i indviet jord på Solberga Klosters kirkegård og ved at rumme mængder af militært og personligt udstyr. Valdemar Atterdag var ikke blødsøden, hans slagne modstandere blev kulet hårdhændet ned, men dog, som det synes, med en vis respekt.

Respekt for de døde finder man ingen af i graven på Sandbjerget. De faldne er dynget skødesløst sammen i uindviet jord og berøvet deres ejendele, de fleste antagelig nøgne. At det skete i kanten af en hedensk gravplads har man næppe vidst, men det havde nok heller ikke gjort nogen forskel. (Fig. 10)