Natmændsfolkene

Jeg kan her ikke andet end berøre en genstand, som i mange år har ligget mig på sinde, en genstand, som har tildraget sig regeringens opmærksomhed, og om hvilken flere end jeg – såvel uden som på højere opfordring – har fremsat deres tanker. Denne genstand er – natmændsfolkene. Dette under så mange hensyn mærkelige samfund, hvilket jeg af flere indlysende grunde anser for at nedstamme i lige linje fra vore hedenske forfædres slaver – hvorvel noget lidet blandet med sigøjnere og fremmede omløbere – har tilforn været udbredt over hele det danske rige; men har i de sidste 50 til 60 år trukket sig tilbage – synderligt nok! til de gamle joters hjem: Ribe, Ringkøbing og de vestlige dele af Vejle og Viborg amter. Årsagen til denne deres forsvinden fra det øvrige Danmark kan vel for en del søges deri: at forordningen af 1773 om døde hestes og hundes flåning gjorde et skår i deres hidtil bestående levevej. Før den tid fandtes hist og her i alle egne bosatte natmands- eller rakkerfamilier, som flåede hine kreaturer, rensede vandhuse, fejede skorstene, og fungerede som assistenter ved forbryderes pinsler og henrettelse. Nu findes de bosatte ikkun i de ommeldte egne og nogle få i Aalborg Amt; og kan Hammerum Herred anses som disse horders hovedkvarter. De har her, som og andre steder i Vesterjylland faste bopæle; men en langt større del er endnu som altid nomader. Disses eneste, og de endda næsten blot ostensible bestillinger, er glarmesteri og forfærdigelse af bliksager: tragte, pægle- og pottemål, rivejern m.m. For resten lever de på deres vandringer, der strækker sig gennem Holsten og Tyskland, mest af tiggeri og småtyveri. Grove forbrydelser er sjældenheder blandt dette lovløse folk; men for hine forseelser bliver de jævnligen pågrebne og straffede, og udgør almindeligvis halvparten af tugthusfangerne i Viborg. Dette er det eneste bekendtskab de gør med borgersamfundets love og selskabelige forfatning. Ligeså fremmede er de for den religiøse; thi når man undtager, at de gerne ville have deres børn døbt og ønsker en kristelig begravelse, så kommer de i hele mellemtiden ikke i berørelse med kirken eller dens tjenere; uden forsåvidt at de i tugthuset – ofte i en alder af 50 år og derover – bliver tvungne til at lade sig undervise og konfirmere. Deres ægteskaber sluttes i største simpelhed: ved at bytte kæppe (at kaste kæppe) og løses uden andre ceremonier. Med konernes antal er man ikke nøjeregnende; behøver det ej heller, da man så let og hurtig kan vorde dem kvit.

Af St. St. Blicher.