Narren

Overalt møder vi de muntre og rapkæftede narre fra middelalderens brogede verden. Deres oprindelse fortaber sig imidlertid langt tilbage i oldtiden. De ægyptiske faraoner holdt dværge som hofnarre og havde endog en særlig dværgegud, Bes. Allerede her introduceredes narrens besynderlige dobbeltrolle, for når han dansede, var han ét med guddommen (Fig. 1). - Dobbeltrollen møder vi igen i de overdådige romerske »saturnalier«, hvor festdeltagerne byttede roller, således at slaverne blev herrer for en uge; man valgte en narrekonge, der blev hyldet og klædt ud som Saturn, og i den korte tid, hvor festen stod på, kunne han ubegrænset nyde sin lånte status. Glæden blev imidlertid kort, for som regel blev han straks efter henrettet; derfor var det ofte en i forvejen dødsdømt, der blev udvalgt til rollen. Romernes hånlige hyldning af Kristus som jødernes konge, med tornekrone, scepter og kappe, skal også forstås i denne sammenhæng, og Jesu kåring til »narrekonge« medførte senere en tvetydig holdning fra Romerkirkens side til spørgsmålet om, hvordan man skulle forholde sig til den stadig voksende skare af narre og gøglere. Karakteristisk nok kaldte den hellige Frans af Assisi sig for »Kristi nar« og viste gennem sin rene troskyldighed, at »den, der ikke tager mod Guds rige som et lille barn, han skal heller aldrig komme i det« (Lukasevangeliet 18, 15-18). Tåber og narre havde således et guddommeligt skær over sig, og troen på, at det er fra børn og tåber, man skal høre sandheden, blev hurtigt udbredt.

Denne dobbelttydige holdning til narren prægede også hans rolle ved de fyrstelige og gejstlige hoffer. Foruden at skulle more alle med pjat og bizarre påfund, havde han ret til et ubegrænset frisprog, hvilket til tider kunne give ham temmelig stor magt.

Narren skulle helst have en legemlig defekt af en eller anden art. Derfor var dværge meget populære, men også andre, som for eksempel pukkelryggede, kunne gøre karriere som hofnarre, hvis de viste evner i den retning. At tale om karriere i egentlig forstand er nemlig slet ikke overdrevet, selv om det nu nok var de færreste, der nåede længere end til det platte markedsgøgl.

En af historiens mest berømte hofnarre er »Triboulet«, som gennem tyve år i midten af 1400-tallet underholdt kong René d' Anjou af Sicilien. Viden om var han kendt for sit skarpe vid, og han modtog fyrstelige gaver fra kongens venner og slægtninge. Kong René lod - som en enestående anerkendelse - den berømte kunstner Francesco Laurana udføre en særlig hædersmedalje med et portræt af Triboulet (Fig. 2). Uden den mindste antydning af letkøbt satire er han afbildet med narrekongens særlige værdighedstegn, scepteret med narrehovedet. Om Triboulets usædvanlige hovedform hed det iøvrigt, at spidsen passede i en halv appelsinskal!

Til narrens særlige dragt hørte altid en hue med æselsører, hvorpå der var fæstnet små bjælder. Denne hue havde også sin oprindelse i antikken, hvor truppe af gøglere underholdt ved større gæstebud. I de romerske amfiteatre morede man sig over små dværgegladiatorer, der gik løs på hinanden med sværd, skjold og spyd, men ved siden af disse grovkornede løjer beholdt narren (eller dværgen) sin anerkendelse som kejserens særligt privilegerede »tjener«. Den romerske forfatter Svetonius fortæller, at kejser Domitian altid havde sin dværg med sig til gladiatorkampe for at konversere, og samtalen kunne også komme ind på politiske spørgsmål.

Hvornår skikken at holde dværge eller narre nåede de nordiske himmelstrøg, er vanskeligt at afgøre, men allerede på det berømte Bayeux-tapet er en lille skægget dværg afbildet. I billedfortællingen om normannernes erobring af England 1066 ledsager han Vilhelm Erobrerens udsendinge og holder de fnysende heste, mens forhandlingerne står på (Fig. 3). Om navnet »Turold« sigter til dværgen, ved vi ikke, men der er nok ingen tvivl om, at det er en velkendt person, der afbildes.

Det er dog først i højmiddelalderen, at hofdværge og narre dukker op i de danske kilder. Dronning Margrethes gode veninde, Ida Pedersdatter Falk, havde en dværginde ved navn Lucie. I adelsfruens testamente fra 1398 efterlader hun Lucie 8 alen tøj, en opredt seng og 10 mark sølv til at skaffe sig underhold i et jomfrukloster. Til trods for sin store tjenerstab huskede fru Ida altså at sørge for sin dværginde, men det vides ikke, hvilken funktion Lucie egentlig havde.

Første gang vi finder en hofnar direkte omtalt, er i Christopher Parsbergs hofregnskaber fra 1447. Heri redegør kammermesteren omhyggeligt for udgifterne til hofholdningen ved Christoffer af Bayern og dronning Dorotheas hof, deriblandt for 5 mark og 4 skilling til en ny mantel (kappe) til narren Casper. Det er alt, hvad vi hører om ham. Kongen døde året efter, og enkedronningen ægtede senere den nyvalgte regent, Christian 1. Om Casper vedblev at være hofnar for det nye herskab, er ikke oplyst, men i det kapel for de hellige tre konger, som kongeparret opførte ved Roskilde Domkirke, findes afbildning af en vidunderlig karakterfuld nar. I modsætning til den kalkmalede udsmyknings øvrige figurer synes narren at have portrætpræg. Ansigtet tilhører en midaldrende mand, lidt pluskæbet og med stor ørnenæse. Dragten er den karakteristiske narredragt: hætte med æselsører, bjælder og hanekam, kombineret med en stærktfarvet trøje. Siddende i en vældig blomst underholder han med fløjte og tromme kapellets stive helgenskare (Fig. 4). Måske er det narren Casper, som på denne måde har overlevet århundrederne (Fig. 5).

Dronning Dorotheas søster Barbara var gift med markgreven i Mantua, hvis indflydelsesrige hof var toneangivende i Italien. De nære slægtsforbindelser blev omhyggeligt plejet, og på deres Italiensrejser kunne det danske kongepar blandt andet lade sig underholde af de talrige dværge ved hoffet i Mantua. En af dem - en kvinde - er afbildet på Andrea Mantegnas berømte fresker fra 1474 i fyrstepaladsets »malede værelse«. Som den eneste af de afbildede stirrer hun beskueren direkte ind i øjnene fra sin plads ved markgrevindens side. Hun er helt klar over sin privilegerede stilling, og der er intet underdanigt i hendes fremtræden.

Også i middelalderens litteratur møder vi hofnarren, der ofte karakteriseres som en listig rad, der skjuler sit sande væsen bag narrens fjollede maske. I den populære historie om Tristan og Isoldes ulykkelige kærlighed optræder en direkte ondskabsfuld pukkelrygget dværg, Frocin. Han er ansat hos kong Mark og beskrives som lidt af en magiker, der kender stjernerne og planeternes baner og kan forudsige fremtidige begivenheder.

I de kortspil, som dukker op i Europa mod slutningen af 1300-årene, har narren sit særlige kort, uden for nummer. Han kan træde ind i alles sted og stikker selv kongen. De ældst bevarede kort, som er fra 1400-tallet, har også kvindelige narre, såkaldte »Narryn'er«. De bærer dog ingen narrehætte, og deres underholdning synes at bestå i dans og klovnerier (Fig. 6).

I slutningen af middelalderen - op mod reformationen - sker der et gevaldigt opsving i narrens popularitet (Fig. 7). Vi møder ham ofte i kirkernes kalkmalerier, hvor man ikke på nogen måde har søgt at skjule hans sjofelheder. Somme tider indgår han i en »korsbæringsscene«, hvor han symboliserer folkemængdens spot og hån over for Jesus, således i et kalkmaleri fra Bellinge på Midtfyn, malet 1496. Her står en meget folkelig nar og trutter i et vældigt krumhorn, mens han affyrer en primitiv håndbøsse. Gøglernarren har været en velkendt pauseklovn ved de populære kirkespil, og det er nok en af forklaringerne på, at han ofte træffes i bibelsk sammenhæng. I et kalkmaleri fra 1503 i Skivholme kirke ved Århus svinger han en skralde og spiller samtidig fløjte. Andre steder er det blot et vrængeansigt med narrehætte, der er afbildet.

1494 udkom i Basel bogen »Narreskibet« af teologen Sebastian Brant. Det var en besk satire - på vers - over alle menneskehedens dårskaber, men bogen rummede også en skarp social kritik, først og fremmest rettet mod gejstlighedens dobbeltmoral (Fig. 8). Narreskibet var dermed et billede på verden selv, men i dag forekommer tonen i værket surt moraliserende. Bogen er opdelt i små kapitler med træsnit ind imellem og indledninger, der typisk lyder således:

»Der ist eyn narr der understot
Der weit zu dienen und ouch Got
Dann wo zwen herren hat eyn knecht
Der mag in niemer dienen recht...«.
(»Han er en nar, som sig understår
i både at tjene Gud og verden.
For når to herrer har samme knægt,
kan han ingen af dem tjene ret...«).

»Narreskibet« blev imidlertid hurtigt utrolig populær, og bogen fik efterfølgere i samme genre, som for eksempel Thomas Murners »Narrebesværgelse« fra 1509. Også i kunsten kom der på dette tidspunkt en bølge af narrefremstillinger. Den berømte nederlandske kunstner Hieronymus Bosch malede et billede af narreskibet i sin gennemtrængende »surrealistiske« malestil. Her sidder repræsentanter for den tåbelige menneskehed og muntrer sig i det glade vanvid med en gåsesteg i mastetoppen og en nar på bovsprydet. Hvor dét skib sejler hen, kan man kun have bange anelser om!

Den litterære genre nåede et højdepunkt i 1511, hvor Erasmus af Rotterdam udsendte »Tåbelighedens Lovprisning«. Med en uimodståelig skarpsindig charme lader han en til lejligheden opfundet »tåbelighedens gudinde«, Stultitia, holde en vældig tale om sig selv. »De største konger har jo også så stor glæde af deres narre, at nogle hverken kan tage en bid eller et skridt eller slå tiden ihjel uden dem. Og i rang sætter de dem ikke så lidt over de sure vismænd, selv om de understøtter nogle eksemplarer for skams skyld«, fastslår hun. »Og glem ikke at tåberne også har en anden opgave, der ikke er at foragte: de alene er ligefremme og sandfærdige, og hvad er vel mere prisværdigt end sandhed?«

Tankegangen bag Erasmus' berømte værk er naturligvis gammel. Allerede den romerske forfatter Seneca havde udtalt: »Hvis jeg ønsker at se en nar, behøver jeg bare at kigge i spejlet« (Fig. 9). Konklusionen på hele Stultitias lange tale bliver således, at alle undtagen tåber er tåbelige. Mens Sebastian Brants bog er en moralists strenge formaninger, er »Tåbelighedens Lovprisning« et festfyrværkeri af intelligent vid, for »ord, der ville have kostet en vismand hovedet, hvis de udgik fra hans mund, bereder utrolig glæde, når de siges af en tåbe«, konstaterer Stultitia.

Men tilbage til virkelighedens narre. Kong Hans og dronning Christine havde både narre og dværge ved hoffet i København. Regnskaber fra 1504 omtaler en vis Kuntze Nar, og efter at dronningen etablerede sit eget lille hof i Odense, flyttede flere dværge med hende. I hendes omhyggelige hofholdningsregnskaber nævnes, at »Marine dværgepige fik 4 skilling til et par sko«, og »Jens dværg fik en rhinsk gylden«. Da dronningen i 1511 fejrede en af sine hofsinders bryllup på Odense rådhus, lånte hun tillige en dværg af rigshofmesterens kone, Birgitte Olufsdatter Thott, til at sørge for gæsternes underholdning. Sønnen, den berygtede Christian 2., havde en norsk dværg, Lukas, der fulgte sin herre i dennes fangenskab på Sønderborg slot, men henrettedes efter et mislykket flugtforsøg. Olaus Magnus fortæller om samme Christian, at han havde en ualmindelig ondskabsfuld hofnar ved navn Suikart, hvis »uhyggelige løgne, som han opfandt for at styrte og skade alle og enhver, vandt en sådan tiltro, at på hans vink, varsel og angivelse blev uskyldige mennesker, særligt fra den danske adel, berøvet deres ejendom eller aflivet«. Det må vist anses for højst tvivlsomt, om denne Suikart nogensinde har eksisteret.

I reformationstidens hede teologiske polemik blev narren et taknemmeligt propagandistisk redskab - for begge parter. Et enestående kalkmaleri fra Brøns kirke i Sønderjylland vidner om denne dramatiske tid. Under en ærværdig samling af prælater med paven i centrum holder to narre ud i et vældigt dokument med en lang række segl. Nedenunder står to ivrigt diskuterende grupper over for hinanden. Den ene gruppe anføres af en munk, den anden af en borgerlig klædt person. Narrenes centrale roller i billedet giver nøglen til udsmykningens antikatolske budskab: Pavens fornemme dokument (vel et afladsbrev) er blot narreværk, når man ret ser efter med de briller, den ene nar rækker frem. Kalkmalerierne i Brøns har tyske træsnit som forlæg (se Skalk 1980:1), og i disse kan man af og til finde narren i rollen som »sandhedens vogter« over for de lærde teologers forskruede dogmer. Et træsnit fra 1543 viser en sådan »ædel nar«, som advarende peger tilbage mod en gruppe katolske gejstlige for at få de verdslige fyrster til at antage Luthers rene lære (Fig. 10).

Ved siden af disse mere lærde spidsfindigheder levede narren som den platte, sjofle markedsgøgler videre i bedste velgående. Historierne om den bundfrække Till Uglspil fik stor udbredelse i senmiddelalderen og blev udgivet i mangfoldige oplag (Fig. 11). Uglspil narrer alle og enhver med sine grove løjer, men har særlig forkærlighed for at drille indbildske, selvhøjtidelige personer. Han går ej heller af vejen for vovede erotiske eventyr, og selv på dødslejet driver han gæk med præsten. For at holde sjælemessen krævede den ærværdige kirkens tjener nemlig, at Uglspil betalte en sum penge. Uglspil lovede at have alt parat næste dag, men da præsten var gået, fyldte han en krukke med lort og lagde tre guldmønter ovenpå. Med dette i dobbelt forstand beskidte trick fik han den begærlige præst til at jage hånden langt ned i krukken.

Hofnarre og dværge blev i 15- og 1600-tallet uhyre populære, også ved det danske hof. Christian 3. og hans dronning Dorothea må næsten betegnes som samlere. Kongen havde tre dværge: Noah, Markus og Peter, og dronningen en dværg og tre dværginder. Da det åbenbart var vanskeligt at skaffe nok til hoffet, prøvede man at arrangere bryllupper for at få dværgeafkom. I 1551 ægtede Markus en dværginde og i hofregnskabet nævnes, at man indkøbte »4 alen rødt engelsk klæde til den dværginde, som var lille Markus' brud«. Forsøget mislykkedes dog, for kun de færreste dværge er i stand til at avle børn.

Det muntre liv ved hoffet fortsatte under Frederik 2., der 1562 lod indkøbe 90 æselsører af sølv til 45 af kongens staldknægte og drenge. Fem år senere omtales udgifter til »narreører og bjælder til narrekapper at løbe fastelavn med«. Traditionen med de store maskerader ved fastelavn, der jo stadig lever i bedste velgående, går i virkeligheden helt tilbage til de romerske saturnalier. Middelalderens narrefester kunne paradoksalt nok brillere med en stor deltagelse af gejstlige, som med en masse skæmt og løjer klædte sig ud som narrepaver og narrebiskopper.

Mærkeligt nok møder vi ingen narre og dværge ved Christian 4.s hof, selv om sådanne stadig var uhyre populære ved andre europæiske hoffer - også de gejstlige. Ved en mægtig fest i Rom 1566 lod kardinal Vitelli ikke mindre end 34 dværge opvarte herskab og gæster. Det var således ikke alene forbeholdt konger at holde hofnarre og dværge. Tycho Brahe havde en meget speciel dværg ved navn Jeppe som nar. Han nød stor anseelse ved det lille, lærde adelshof på Hven, hvor man anså ham for at have særlige evner til at se ind i fremtiden. Når nogen var syg, kunne han sige, om vedkommende ville blive rask, og Tycho Brahe rettede sig ofte efter hans råd i mange anliggender. Jeppe sad altid ved sin herres fødder under måltiderne og fik mad af Tychos egen hånd. løvrigt synes han at have været lidt småtosset og mumlede ofte en mængde usammenhængende vrøvl af sig.

Christian 5. havde også en del dværge hos sig. Højt oppe i det store trappetårn på Københavns slot var der indrettet et lille værelse til hofdværgen »grev Hans«, som herfra havde den skønneste udsigt over byen. Lige så høj status havde dronningens dværginde »frøken Elsgen«, som havde fået egen fløjlslænestol i sin frues kammer. Hvor højt dværgene blev værdsat, fremgår tydeligt af de mange gaver, som kongeparret hvert nytår skænkede dem. Kammerregnskaberne omtaler således under 1696, at »liden Elschen bekom til nytår en liden kårde med diamanter, den kostede 10 rigsdaler, og 1 dreven sølvskål, der kostede 5 rigsdaler, 2 mark og 2 skilling. Grev Hans fik en liden sølvkande til 12 rigsdaler«. Et par år senere fortæller en kort notits, at »Hans Kongelige Majestæt forærede den lille grev Hans 20 rigsdaler til hans moders begravelse«. Hofmaleren Jacob d' Agar blev bestilt til at portrættere de privilegerede småfolk, og på Frederiksborg findes ikke mindre end tre billeder af hoffets dværge.

Den danske gesandt i Rusland, Just Juel, har skildret et vældigt dværgebryllup, som zar Peter den Store arrangerede 1710 i anledning af sin datters ægteskab med hertugen af Kurland. Zaren havde ladet dværgene indsamle i hele riget og lod sine adelsmænd sørge for deres ekvipering efter nyeste franske mode. På bryllupsdagen stillede han selv de ca 60 dværge i geledder og førte sammen med dværgebrudgommen optoget til kirken. »Under vielsen hørte man ej andet end fnisen og grinen, så gerningen i kirken var mere lig et gøglespil end vielse eller gudstjeneste«, fortæller Just Juel. Herefter vandrede dværgene ud af kirken til nogle små fartøjer, der førte dem til fyrst Menschikofs hus, hvor festen skulle fejres. I en stor sal var der dækket syv små borde til dværgene, mens gæsterne sad rundt langs væggene for rigtigt at kunne more sig over optrinet. Efter måltidet blev der danset, og Just Juel beretter: »Da begyndte spillet for alvor, idet den største del af dem, som dårligt kunne gå og endnu mindre kunne danse, måtte danse, så de ofte faldt og ikke kunne rejse sig selv igen«. Efterhånden blev de meget berusede og »slog pigedværgene på øret, når de ikke dansede efter deres sind«. Brudgommen var iøvrigt zarens egen dværg, som havde været med Peter den Store i slaget ved Poltava.

Med 1700-tallet forsvandt narrene; de muntre gøglere »overlevede« ikke oplysningstiden. En af de sidste dværge ved det danske hof tilhørte dronning Juliane Marie, som 1763 adopterede dværgepigen Anna Maria, der var datter af grovsmeden i Braudrup (Fig. 12). Hun døde dog allerede i 1770, kun femten år gammel, men man havde inden da taget en vokskopi af hendes ansigt, skuldre og hænder (Fig. 13). De små modeller sattes på en dukke, der iførtes Anna Marias fine silkekjole, paryk og elegante stråhat. Hele herligheden blev udstillet i et glasskab på Det kongelige Kunstkammer, hvor der skal have eksisteret tilsvarende voksdukker af grev Hans og frøken Elsgen. I dag findes figuren af Anna Maria på Rosenborg slot, men den er i sørgelig forfatning. Vokshovedet er gået itu, hænderne brækket, og kjolen med de indlagte hoftepuder er falmet og laset. Alligevel vidner dukken om de små menneskers status ved de europæiske hoffer.

I dag opfatter de fleste blot narren som et lidt intetsigende humoristisk symbol - et dødt levn fra fortiden. Klovnerne i cirkus, Harlekin og Kolumbine og tamme maskerader er de sidste rester af fortidens overdådige narrefester. »Festival of Fools« hedder det paradoksalt nok, når vi i dagens Danmark skal more os utvungent. Hvor ville fortidens nar have grinet!