Narren

Overalt møder vi de muntre og rapkæftede narre fra middelalderens brogede verden. Deres oprindelse fortaber sig imidlertid langt tilbage i oldtiden. De ægyptiske faraoner holdt dværge som hofnarre og havde endog en særlig dværgegud, Bes. Allerede her introduceredes narrens besynderlige dobbeltrolle, for når han dansede, var han ét med guddommen (Fig. 1). – Dobbeltrollen møder vi igen i de overdådige romerske »saturnalier«, hvor festdeltagerne byttede roller, således at slaverne blev herrer for en uge; man valgte en narrekonge, der blev hyldet og klædt ud som Saturn, og i den korte tid, hvor festen stod på, kunne han ubegrænset nyde sin lånte status. Glæden blev imidlertid kort, for som regel blev han straks efter henrettet; derfor var det ofte en i forvejen dødsdømt, der blev udvalgt til rollen. Romernes hånlige hyldning af Kristus som jødernes konge, med tornekrone, scepter og kappe, skal også forstås i denne sammenhæng, og Jesu kåring til »narrekonge« medførte senere en tvetydig holdning fra Romerkirkens side til spørgsmålet om, hvordan man skulle forholde sig til den stadig voksende skare af narre og gøglere. Karakteristisk nok kaldte den hellige Frans af Assisi sig for »Kristi nar« og viste gennem sin rene troskyldighed, at »den, der ikke tager mod Guds rige som et lille barn, han skal heller aldrig komme i det« (Lukasevangeliet 18, 15-18). Tåber og narre havde således et guddommeligt skær over sig, og troen på, at det er fra børn og tåber, man skal høre sandheden, blev hurtigt udbredt.