Mytiske hjorte og gyldne halsbånd

I løbet af århundredet e.Kr. skriver Plinius den Ældre (23-79) sit naturhistoriske værk Naturalis Historia. I et afsnit om hjortes biologi står der, at kronhjorte er kendt for at leve ekstraordinært længe. Dette understøttes med en legende om hjorte, der blev fundet med gyldne kæder om halsen, indgraveret med Alexander den Stores navn, 100 år efter dennes død. Kæderne havde, efter lang tid, gnavet sig ind i huden på dyrene.

I et sammensurium af naturhistorisk viden og legender om konger og kædebærende hjorte, levede Plinius’ ord videre under den danske enevælde, nu med dansk fortegn. Flere fortællinger beretter om kongelige jagter, hvor gamle hjorte blev fanget, og halsbånd viste sig under huden, når dyret blev skåret op. I en beretning fra 1688 hedder det, at der under Christian 4.s regering blev fanget netop sådan en hjort med indskriften ”Fred mig! Frode freede mig.” Hjorten mentes at have haft tilknytning til sagnkongen Frode Fredegod, der fremgår af middelalderlige sagn.

I 1700-tallet blev legenderne materialiseret i halsbånd, der stadig er bevaret. Her satte konger og dronninger sig selv i rollen som nådige herskere, der lod det taknemmelige dyr leve. Et halsbånd fra 1714 bærer indskriften: ”Danner Konge Friedrich Fierde god, den ædle Frihed mig nyde lod.” I samtidens blodige og brutale parforcejagter materialiserede mødet mellem konge og hjort sig oftest i et trofæ til slottets vægge; halsbåndene fremstår derimod som materielle spor af et andet, alternativt dyresyn, præget af nåde og godhed