Mysteriekroner

Mønters indhold af ædelmetal var langt op mod vor tid bestemmende for deres værdi - modsat i dag, hvor sedler og mønter er symbolske størrelser, hvis værd intet har med materialet at gøre, men alene afhænger af den påtrykte tekst. Hensigten med falskmøntneri er jo normalt berigelse, og målet kunne altså nås ved at forringe mønternes metalværdi i forhold til deres pålydende. Nu skete det ret ofte, at det var kongen selv, der - til gavn for den slunkne statskasse - stod bag forringelsen, og i så fald brugte man naturligvis ikke det grimme ord falskmøntneri; det var kun når menigmand eller et andet lands regering dyrkede sporten, som så var en yderst alvorlig forbrydelse. I forordningen tales om indført kopimønt. Det var altså en fremmed magt, bestemmelsen var rettet imod.

1600-årenes mønter kendes i stort tal fra skattefund; de er sammen med andre værdier blevet gemt bort i ufredstider, som der var mange af dengang. De fleste af dem er fremstillet ved hammerprægning, en metode anvendt helt fra møntvæsnets opståen: Et på forhånd tildannet metalemne, møntblanketten, blev anbragt mellem et fastgjort understempel og et løst overstempel, hvorefter præget påførtes med et hammerslag. Billeder og skrift på stemplerne var graveret eller punslet ind, altså resultatet af et sirligt håndarbejde. Under brugen blev stemplet slidt, så det til sidst måtte udskiftes, og selv om motivet forblev uændret, var der altid - helt bortset fra sliddet - små forskelligheder, som røber sig i prægene. To mønter, der flygtigt set er ens, kan således godt ved nærmere betragtning vise sig at have - for eksempel - forskellige bagsider, og disse bagsider kan igen på andre mønter optræde i selskab med hinanden meget lignende, men dog forskellige forsider. Med tilstrækkelig mange mønter i hænderne kan man foretage omfattende sammenkædninger, samle mønterne i »familier«, hver svarende til et møntslagningssted. Af sådanne var der flere i datidens Danmark. (Fig. 1, fig. 2)

En hovedmønt under Frederik 3. var kronen; den svarede til 4 mark eller 64 skilling. Ved gennemgang af knap 3000 kronemønter var der en gruppe på 66 eksemplarer, fordelt på 18 varianter, som ikke lod sig indpasse i de gængse møntfamilier; vi har døbt dem »mysteriekroner«. Stemplerne, de fleste er præget med, har haft påfaldende mange skader såvel som egentlige fejl, og visse motiver er overdimensionerede i forhold til de normale kronemønter. At der er tilstræbt lighed med disse, står imidlertid helt klart, diameter og vægt er næsten den samme, nemlig ca 4 cm og lidt over 20 g. Forsiden viser kongens monogram med overskriften IIII: MARCK : DANSKE: 16.. (årstallet varierer fra 1653 til 1671). Bagsiden fremstiller løverigsvåbnet og kongens valgsprog.

Det kunne måske være tilfældigt, at mysteriemønterne ikke lader sig knytte til de store møntfamilier, men én ting afgør sagen: orienteringsvinklen mellem for- og bagside. På nutidige mønter er denne vinkel 0, de to motiver vender ens, men sådan var det langtfra altid tidligere. Ved den ovenfor beskrevne hammerprægning var det helt tilfældigt, hvordan motiverne kom til at vende i forhold til hinanden, men udviklingen skred fremad: i Italien blev opfundet en prægemaskine, som efterhånden fik en vis udbredelse. Her var over- og understempel anbragt i hver sin firkantede holder, hvilket indebar, at orienteringsvinklen kun kunne blive 90 eller 180 grader, hvis den altså ikke tilfældigvis var 0. Fordelen ved maskinprægningen var, at stemplerne blev mindre slidt på grund af den jævnere kraftoverførsel, og netop stempelskæringen var en central og tidkrævende del af møntfremstillingen. Man undgik også de mange fejlslagne mønter, som ved den gamle metode måtte frasorteres til omsmeltning. Mysteriekronernes orienteringsvinkler viser, at de må være fremstillet med prægemaskine, men en sådan kom først til Danmark 1665, hvor den københavnske møntmester og ingeniør Gotfred Krüger gik over til den nye teknik. Halvdelen af mysteriemønterne er imidlertid dateret før dette år og kan altså næppe være fremstillet i Danmark. Der er med stor sandsynlighed tale om falskmønt. (Fig. 3, fig. 4)

Hvornår har dette fundet sted? Efter årstallene på mysteriekronerne skulle det jo være inden for tiden 1653-71, men den oplysning skal man næppe tage særlig højtideligt. To af periodens store møntskatte, fra Læsø (se Skalk 1984:4) og fra Brogade i Køge, er blevet gennemgået; de må efter yngstemønterne at dømme være nedlagt i årene 1672 og 1673 eller kort derefter. På grund af den store møntmængde burde skattene også indeholde mysteriekroner, hvis sådanne var i omløb, da de blev nedgravet, men det gør de ikke. Vi må heraf slutte det lidt overraskende, at i hvert fald hovedparten af kopimønterne er slået efter 1672-73, men at de - sikkert for at øge troværdigheden - er blevet tilbagedateret. Fra krigsskibet Dannebroge, der sprang i luften under Køge Bugt-slaget 1710, blev der for nogle år siden bjærget en større møntbeholdning, heriblandt en enkelt mysterie- krone. En anden sådan, nu på Nationalmuseet, bærer et indridset ejermærke og et ligeledes indridset årstal, 1754 (foruden det prægede årstal 1667). Kopimønternes fremstillingstid turde hermed være indkredset nogenlunde.

Mysteriekronerne er lidt lettere end normalkronerne og af lidt mindre lødighed, dog kun godt 10 procent, hvilket altså betegner falskmøntnernes fortjeneste. Fremstillingen af så store mønter forudsætter et professionelt møntværksted, og det forekommer utænkeligt, at nogen har kunnet drive et sådant i Danmark uden at blive opdaget. Prægningen må have fundet sted i udlandet, som jo også ovennævnte forordning peger på. Mistanken falder uvægerligt på Sverige.

Bispedømmerne Bremen og Verden var, sammen med en række andre nordtyske landsdele, tilfaldet svenskerne i 1648 ved den westfalske fred, den der afsluttede Trediveårskrigen og gjorde Sverige til Østersøens hovedmagt. Området forblev under svensk overhøjhed indtil 1719, hvor det blev afstået til kurfyrsten af Hannover mod en million rigsdaler. Vi ved, at svenskerne efter 1659 udstedte kopier af dansk mønt i byen Stade, og denne kendsgerning forekommer at være et brugbart udgangspunkt til en forklaring af mysteriekronerne. Svenskernes problem i de erobrede områder var at finde et betalingsmiddel, som lokalbefolkningen ville acceptere til gengæld for varer og ydelser, og her var de nye magthaveres egen mønt af indlysende grunde ikke den bedste. Danske penge derimod var i forvejen kendt og velanskrevet i området, så her er et oplagt motiv for kopiering. Mysteriekronerne falder i flere småfamilier, som stilmæssigt afviger lidt fra hinanden, og det kan derfor ikke udelukkes, at de stammer fra flere møntsteder i det nordtyske, ligesom svenskerne strengt taget ikke behøver at have stået bag dem alle. Er placeringen af udmøntningen korrekt, bør mysteriekronernes hyppighed være klart større i Nordtyskland end i Danmark. Det punkt står endnu tilbage at undersøge. (Fig. 5)

Allerede Gustav Vasa havde været impliceret i sager om forfalsket dansk mønt, så det var altså ikke nogen ny sport, hans efterkommere i 1600-årene praktiserede. At deres falskmønt var dygtigt gjort, viser den omstændighed, at det først nu er lykkedes at afsløre dem. Kopimønterne har også kunnet bruges som betalingsmiddel i Danmark - et eksemplar fandt, som vi har set, vej til krigsskibet Dannebroges pengebeholdning. Desværre er kun få af mysterie-kronerne fremdraget under omstændigheder, der giver oplysninger i den retning.

Vi ved som nævnt, at der 1659 i byen Stade blev fremstillet kopier af danske mønter, og det synes rimeligt, at det er dem, som har givet anledning til forordningen af 1665. Hvordan disse mønter så ud, er os i øvrigt ubekendt, måske er de blevet afsløret og derefter hurtigt trukket tilbage; den virkeligt store bølge af falskmønt kan først være sat ind efter 1672-73. Her var kopierne professionelle, og havde prægemaskinen ikke sladret tre hundrede år senere, var falskneriet måske aldrig blevet opdaget.