Mysteriekroner

Mønters indhold af ædelmetal var langt op mod vor tid bestemmende for deres værdi – modsat i dag, hvor sedler og mønter er symbolske størrelser, hvis værd intet har med materialet at gøre, men alene afhænger af den påtrykte tekst. Hensigten med falskmøntneri er jo normalt berigelse, og målet kunne altså nås ved at forringe mønternes metalværdi i forhold til deres pålydende. Nu skete det ret ofte, at det var kongen selv, der – til gavn for den slunkne statskasse – stod bag forringelsen, og i så fald brugte man naturligvis ikke det grimme ord falskmøntneri; det var kun når menigmand eller et andet lands regering dyrkede sporten, som så var en yderst alvorlig forbrydelse. I forordningen tales om indført kopimønt. Det var altså en fremmed magt, bestemmelsen var rettet imod.

1600-årenes mønter kendes i stort tal fra skattefund; de er sammen med andre værdier blevet gemt bort i ufredstider, som der var mange af dengang. De fleste af dem er fremstillet ved hammerprægning, en metode anvendt helt fra møntvæsnets opståen: Et på forhånd tildannet metalemne, møntblanketten, blev anbragt mellem et fastgjort understempel og et løst overstempel, hvorefter præget påførtes med et hammerslag. Billeder og skrift på stemplerne var graveret eller punslet ind, altså resultatet af et sirligt håndarbejde. Under brugen blev stemplet slidt, så det til sidst måtte udskiftes, og selv om motivet forblev uændret, var der altid – helt bortset fra sliddet – små forskelligheder, som røber sig i prægene. To mønter, der flygtigt set er ens, kan således godt ved nærmere betragtning vise sig at have – for eksempel – forskellige bagsider, og disse bagsider kan igen på andre mønter optræde i selskab med hinanden meget lignende, men dog forskellige forsider. Med tilstrækkelig mange mønter i hænderne kan man foretage omfattende sammenkædninger, samle mønterne i »familier«, hver svarende til et møntslagningssted. Af sådanne var der flere i datidens Danmark. (Fig. 1, fig. 2)