Myrebad

»19. juni holdt ligprædiken over gårdmand unge Hans Jensen i Tiustrup hans kone Zidse Larsdatter, der i en del år var syg og skrøbelig, og da hun ville bade sig i et myrebad, blev hun med et så slet, at målet forgik hende, og hun døde natten derefter«.

Mere oplyses ikke om Zidse Larsdatter. Vi ved ikke, hvad det var, hun fejlede og forsøgte at kurere med det nævnte uheldige resultat. Og hvad er et myrebad?

Svaret kan findes flere steder, således i J. F. Blotz' »Havekonsten« fra 1820, hvor der - lidt malplaceret i en havebog - gøres rede for myrernes anvendelse i medicinen, som den har været praktiseret fra gammel tid. Man læser: »Myrerne kan anvendes til nytte for menneskene ved deres medicinske kræfter, der beror mest på en vis sur fugtighed, som man ved destillation kan få af dem, og som ligner en skarp vineddike. Den kaldes og myresyren og er så skarp, at når man kaster en levende frø - der dog, som bekendt, er et meget sejlivet dyr - i en myretue, dør den efter fire til fem minutter, endskønt myrerne endnu ikke have angrebet den. Der laves en nervestyrkende spiritus af dem; man fanger demmelig i flasker, kommer brændevin derpå og lader det digerere. På samme måde tillaves myre-olie, da man sætter myrerne i bomolie i flasker og lader dem digerere i 40 dage i solen. Personer, som have gigt, lamhed, tæring og zitren i lemmerne, anbefales ofte myrebad. Hertil tager man hele myretuen med æg og alt, kommer det i en linned pose, lægger den i et fad og gyder koghedt vand derpå, da badet er færdigt«. En lidt yngre kilde, Kjeld Bjergs håndskrevne lægebog (se H. P. Hansens »Kloge folk«, Kbh. 1960), nævner også myrebadene som middel mod lamhed og rystelse i lemmerne, men tilføjer, at »det skal være de store brogede myrer«. Kjeld Bjerg levede i Lomborg ved Lemvig 1821-1903. Kuren har altså været brugt til op mod vort århundrede, måske længere endnu.

Den svenske naturforsker Linné nævner i sine forelæsninger (ca 1750), at »myrebade er almindelig kendt«; det var noget alle og enhver vidste besked med, og sådan har det formodentlig også været i Danmark, hvor kloge mænd og koner drev deres virksomhed side om side med de egentlige læger, uden at de to parters kure adskilte sig så meget fra hinanden. Hvor og hvornår myrebadet er opfundet, kan ikke siges med bestemthed, men det må være betydeligt før Zidse Larsdatters tid (Fig. 1). Led hun af gigt eller rystelse i lemmerne? Kuren vides også at have været brugt mod kopper, men det kan nok ikke komme på tale her.

I sit storværk fra 1555 ofrer Olaus Magnus et kapitel på myrerne, hvis medicinske egenskaber han er opmærksom på, uden dog at komme ind på myrebadene. For ham er det væsentlige deres flid, der fremholdes for læseren som et eksempel til efterfølgelse.