Myggestik

Malariafeberen hører imidlertid ikke blot til i troperne, og vi burde vide det, eftersom den for mindre end hundrede år siden var almindelig hos os, ja i visse landsdele – Lolland-Falster og Sydsjælland – grasserede som en svøbe. En ældre sygeplejerske har fortalt mig, hvordan hun op mod første verdenskrig på sygehuset i Maribo var med til at behandle malariabørn. Der lever stadig mennesker, som har kendt feberen på deres egen krop, og andre som erindrer, hvordan deres forældre, bedsteforældre og søskende har været angrebet. Nu er det ikke sikkert, at disse øjenvidner vil bruge ordet malaria, snarere »koldfeber«, som er sygdommens danske navn, eller »den lollandske feber«, som den hed lokalt.

Malaria er en af de sygdomme, der har fulgt mennesket gennem årtusinder. Det er ganske vist ikke nemt med fuldstændig sikkerhed at spore den tilbage i tiden, symptombeskrivelsen i de gamle beretninger lader oftest meget tilbage at ønske, og det kan være vanskeligt at skelne den fra andre febersygdomme som for eksempel tyfus. Den sætter heller ikke som spedalskhed eller tuberkulose tydelige spor i knoglerne; derimod påvirker den milten, hvis størrelse efter et malariaangreb kan være betyligt forøget, men samme virkning har flere infektionssygdomme. Når man på ægyptiske mumier har konstateret opsvulmet milt, kan man altså ikke uden videre gå ud fra, at det skyldes malaria, men sammenholdt med papyrusindskrifternes sygdomsbeskrivelser kan der være grund til at tro det. Heller ikke Mesopotamien gik, så vidt vi kan skønne, ram forbi, og det samme gælder oldtidens Grækenland. Malariafeberen erkendes tydeligt i gamle græske lægebeskrivelser, og det er endda muligt, den gennem sin svækkelse af befolkningen har været medvirkende til et kulturforfald, ligesom den har fået skyld for at have del i Romerrigets opløsning. Denne side af dens væsen har vi i nutiden fået demonstreret i Panama-projektet, hvor det første forsøg på at grave kanalen måtte opgives, delvis på grund af malariaen. (Fig. 1)