Musik skal der til

Det kan lyde utroligt, men i årene mellem 1850 og 1960 var der bestandigt mere end ti klaverfabrikker i sving i København. Selv i en by som Randers blev der bygget klaverer. Michael Christensen (ca. 1880-1962), en musikalsk gårdmandssøn fra oplandet, som var udlært i musikdirektør Søren Tellings musikskole (violin og trompet) og derefter spillede i hans orkester, anlagde i Vestergade 10 Randers Pianofabrik med udsalg i Østergade 13, og flere hans fem brødre hjalp til. Den store og stærke Søren var uundværlig, når der skulle flyttes instrumenter, og den elegante Jens Albert – egentlig uddannet karetmagersvend – havde omskolet sig til klaverstemmer. Eftersom endnu en bror, Marius, havde bosat sig som farvehandler i København og havde et klaver stående, kunne fabrikken bryste sig af også at have en repræsentation i hovedstaden.

Af Gunnar Christensen

Fabrikkens salgsbrochure førte sig frem: »Samtlige pianoer er af fineste og mest moderne konstruktion, med hel jernramme og med fineste underdæmpermekanik, har en let og meget behagelig spillemåde samt en smuk og fyldig tone. For alt, som udgår fra fabrikken, garanteres til enhver tid«. Ordene var store, men udvalget bestod blot af model 1, model 2 og model 2A, som dog hver kunne leveres i tre forskellige træsorter – mahogni, nøddetræ og sort. Det var gode tider for klaversalget. En tid, i hvert fald.

I 1917 brød Jens Albert Christensen (1884-1948) ud fra broderens firma og blev forhandler for den store og anerkendte klaverfabrik Hornung & Møller. Det faldt ikke i god jord; han og Michael talte herefter ikke mere sammen. Michaels fabrik brændte senere, før den store økonomiske krise meldte sig.

Udgave: Skalk 2014:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.