
Munkeskygger i Mariefred
Ved Mariefred vest for Stockholm ligger en bebyggelse, som er opstået i tilknytning til et gammelt kloster og det statelige Gripsholm Slot, et centralt sted i svensk historie og med en idyllisk placering ved søen Mälaren.
Af Christian Kaaber

Thit Jensen (1876-1957) var glødende kvindesagsforkæmper og forfatter. Hendes foretrukne genre var den historiske roman, hvor oversete kvindeskæbner stod i centrum. Blandt hendes ti søskende var Johannes V. Jensen. Et oprindeligt nært forhold mellem de to udviklede sig med tiden til bitter strid.
11. december 1944 skrev Thit Jensen fra hotellet i Mariefred et brev til en bekendt, lægen og skeletforskeren Vilhelm Møller-Christensen (1903-88), kendt for sine undersøgelser af skeletter og spedalskhed fra Æbelholt Kloster og i Næstved. Først takkede hun for en tilsendt bog – »Hvor må det egentlig have været forfærdeligt. Mennesker af alle samfundslag bunkedes sammen som i vor tids koncentrationslejre, uden anden fællesinteresse end deres ulykke, en sygdom de ikke kunne gøre for, og som de vidste ikke kunne helbredes, … Men den hårde kur mod smittefare faldt dog altså tilfredsstillende ud. Jeg har set den – vistnok sidste spedalskhedsgård, eller sygehus, den lå ude på spidsen af en odde uden for Reykjavik. Nu tror jeg ikke den er der mere, men den var der i 1904.«
»Ih, hvor der her i Mariefred ville være mark for Dem. … Her ligger en kirkeruin med sin kirkegård fra 1100, aldrig undersøgt, og her har ligget det fordums karteuserkloster med sin kirkegård. Jeg har været inde i de lange gange under jorden, hugget i klippe, som har ført til og fra Mälaren, Søporten, som den endnu hedder – her ligger det gamle slot … men den første fløjs grundmur står endnu. Det er et meget historisk sted at bo – her under hotellet er en vinkælder, som sikkert er fra samme tid som ruinen, ældgammel, den synes at strække sig langt, for helt ind under min naboerskes have ligger samme slags kælder. Og man kan tro det om man vil, men jeg så i skumringen to munke stige ret op af jorden her ude i hotelgården, gå lige gennem nabohuset og komme til syne på skrænten, hvor det gamle kloster lå. Jeg stod i mit vindue og så dem, de gik mærkeligt i zigzag, som om de fulgte en vej som ikke mere er.«
Således skrev forfatteren til skeletforskeren, mens året 1944 så småt gik på hæld.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Udgave: Skalk 2009:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





