Müller og Montelius

Den nordiske dyreornamentik har tidligt vakt fascination, utvivlsomt på grund af de sælsomme billeder, den kan være opbygget af. Denne udsmykningsform tager sin begyndelse i germansk jernalder og fortsætter – i bred forstand – gennem hele vikingetiden til dens afslutning. Adskillige af arkæologiens fagfolk har inddelt og systematiseret i forskellige stilarter, tidsfæstet og fortolket, og det er påfaldende, at tre af Nationalmuseets allermest fremtrædende forskere og embedsmænd har forsvaret disputatser om dette vanskelige stof: Sophus Müller (1880), Johannes Brøndsted (1921) og Mogens Ørsnes (1966). Her skal der tales om den førstnævnte.

Af Stine Wiell

Sophus Müller (1846-1934) var så at sige født og opvokset midt i et antikvarisk-historisk miljø. Hans far var den klassiske arkæolog og numismatiker Carl Ludvig Müller, en af de to direktører for Museet for de Nordiske Oldsager, museets daværende betegnelse. Farfaren var historikeren Peter Erasmus Müller, som bl.a. udgav en bog om guldhornene i 1806; oldefaderen var stempelpapirforvalter Friederich Adam Müller, hvis store samling (pinakotek) på omkring 4500 kobberstik kom til at udgøre grundstammen i Det Kongelige Biblioteks billedsamling. I familien var også malere og en komponist.

Udgave: Skalk 2008:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.