Müller og Montelius

Den nordiske dyreornamentik har tidligt vakt fascination, utvivlsomt på grund af de sælsomme billeder, den kan være opbygget af. Denne udsmykningsform tager sin begyndelse i germansk jernalder og fortsætter – i bred forstand – gennem hele vikingetiden til dens afslutning. Adskillige af arkæologiens fagfolk har inddelt og systematiseret i forskellige stilarter, tidsfæstet og fortolket, og det er påfaldende, at tre af Nationalmuseets allermest fremtrædende forskere og embedsmænd har forsvaret disputatser om dette vanskelige stof: Sophus Müller (1880), Johannes Brøndsted (1921) og Mogens Ørsnes (1966). Her skal der tales om den førstnævnte.

Af Stine Wiell