Mulktlegatet

Før i tiden har vel intet menneske været så skyet og frygtet i vort samfund som bødlen og hans medhjælper, rakkerknægten. Bødlens håndtering satte ham uden for det almindelige fællesskab, og rakkeren, der stod et trin lavere på den sociale rangstige, delte hans skæbne, men var måske endnu hårdere ramt, idet han ikke engang var i besiddelse af den professionelle stolthed, der trods alt kunne kendetegne den erfarne mestermand og give ham selvrespekt. Foruden at være bødlens håndlanger måtte rakkerknægten beskæftige sig med alskens »uærligt« arbejde, såsom flåning af selvdøde dyr, skorstensfejning og bortkørsel af affald. For rakkeren nærede man kun foragt og væmmelse, han var en uren, og enhver berøring med ham overførte denne egenskab til én selv. På kroerne havde rakkeren sit eget glas, som ingen ærlig mand kunne bruge. Selv op i vor tid lever mindet om fortidens udstødte i ord som »rakkerarbejde« og »rakkerliv«. Følgende skildring viser, hvor dybt datidens afsky stak.

En skøn sommeraften, lørdagen før pinse den 8. juni 1726, gik Rudkøbings bøddel, Boldevin Mikkelsen Tam, gennem Ramsherred, en gade, der på den tid hovedsageligt var beboet af søfolk og småhåndværkere, da han hørte højrøstet tale og bægerklang inde i et hus, der ejedes af høkeren Corfitz Nielsen. Boldevin Tam blev nysgerrig, og da han stak hovedet ind gennem døren, så han sin rakkerknægt, Peder Hansen, sidde i selskab med en fire-fem andre. Om disse øvrige festdeltagere ved vi intet, men Corfitz Nielsen var en agtet borger, og man kan undre sig over, at han er kommet i lag med Peder Hansen. (Fig. 1). Det rimeligste er vel, at det er sket under indflydelse af våde varer, men det bliver nok aldrig opklaret.