Muld

Vi vil i det følgende søge disse spor, hvor de findes. Fortidsminderne selv, som ellers plejer at spille hovedrollen, går vi i denne omgang let henover, eller rettere: vi bruger dem alene som dateringsmiddel. I sig selv lader de gamle overflader sig nemlig sjældent aldersbestemme, her må dæklagene træde til. Det har vist sig, at der er mange oplysninger om vidt forskellige forhold at hente i dette studium, men det er nødvendigt at stille sine spørgsmål på forhånd og vide, hvad man leder efter – og så i øvrigt forstå at lede. Forskning af denne art har været drevet fra tid til anden, noget ujævnt, men i hvert fald længe. Der foreligger et næsten hundredårigt pionerarbejde.

Georg Sarauw hed manden, der i slutningen af 1800-årene gennemførte den første systematiske undersøgelse af gamle markflader under jyske gravhøje. Han, der tillige huskes for sit arbejde med kornindtryk i lerkar og for dygtigt gennemførte udgravninger, ønskede med disse studier at levere et bidrag til diskussionen om hedens oprindelse og tidligere udbredelse. Debatten, der havde optaget sindene stærkt, var ført mellem fremragende folk, således P. E. Müller, tidens betydeligste jordbundsforsker, og – hvad der ikke kan undre – en af Hedeselskabets stiftere, selveste Enrico Dalgas. Sarauw var både arkæolog og botaniker, så han var vel skikket til at give sit besyv med.

Netop de jyske gravhøje var på det tidspunkt kommet i søgelyset, de blev udgravet i hundredvis, så Sarauw havde et betydeligt materiale at arbejde med. Han fandt blegsand og al under mange af dem og sluttede deraf, at der havde været hede, da højene opførtes. Selve disse høje viste sig i øvrigt at være opført af hedetørv, lagt med vegetationssiden nedad; de sås i lodrette gennemskæringer som mørke striber, nedad skarpt afgrænsede, opad mere udflydende, med overgang til blegsand. Hvor bevaringsforholdene var særligt gode, således i Jelling-nordhøjen og i højen med de berømte bronzealder-dragtfund fra Muldbjerg ved Ringkøbing, var der slet ingen tvivl, her var selve hedevegetationen til stede med genkendelige lyngkviste. I nogle høje fandtes også trækul, som måtte stamme fra skovtræer, der havde altså været skov i nærheden, men heden var i hvert fald dominerende, og den måtte efter Sarauws mening i oldtiden have strakt sig længere østpå, end det senere blev tilfældet. Hovedresultaterne af denne udmærkede undersøgelse (publiceret i Årbøger for nordisk Oldkyndighed 1898) står stadig ved magt og vil sikkert fortsat have gyldighed. (Fig. 1).