Mosekonen

Historien begynder, da Niels Hansen 19. maj 1879 gravede tørv for lærer J. V. Nissen i Huldremosen ved Ramten på Djursland. Ca én meter under overfladen stødte han på et lig, hvis ene hånd han kom til at skære af med spaden, men som han iøvrigt lod ligge urørt – sikkert efter ordre fra lærer Nissen, der var stærkt arkæologisk interesseret, og som også ved andre fund har indlagt sig store fortjenester. I det foreliggende tilfælde greb han håndfast ind. Han »forbød øjeblikkelig alle og enhver af de nysgerrige al mulig undersøgelse og berøring, en forholdsregel, som bragte det Oldnordiske Museum liget og klæderne umolesteret i hænde«.

Idag er moselig et anerkendt arkæologisk fænomen, men sådan var det ikke dengang, så det er ikke mærkeligt, man var noget i tvivl om alderen. Der opstod, som en af de implicerede skriver, »en formodning om, at det var liget af en person, som for nu syv-otte år siden forsvandt sporløst her fra egnen« (Fig. 1). Den savnede mand var ved bortgangen iført en skindtrøje, og da liget netop bar en sådan, syntes sagen klar. Besked afgik til Grenå, og herfra ankom to dage efter fundet politimesteren og distriktslægen »i embeds medfør« samt apotekeren som en slags assistent. Liget blev nu taget op, lagt på en båre og bragt til laden ved en nærliggende gård, hvor det blev rengjort og afklædt – lidt hårdhændet vil vi mene nu, men fordringerne er steget betydeligt i det forløbne århundrede. Da man forsøgte at rense håret for mudder og fine tørvetrævler, blev resultatet det beklagelige, at hele skalpen gik af. Ved undersøgelsen klarlagdes det, at den døde var en kvinde, så den omtalte forsvindingssag kunne altså lades ude af betragtning. Man fornemmer myndighedernes usikkerhed. Der kunne være tale om en taterkvinde eller lignende mindre velregistreret person, men ethvert bevis manglede. Resultatet af overvejelserne blev, at man opgav sagen – eller rettere overdrog den til arkæologerne.