Mose-pioneren

Foråret 1846 holdt et dansk trekløver sit lidt vaklende indtog i Rom. Under rejsen var deres vogn væltet, og de havde fået nogle slemme knubs, men slap dog uden varigt mén - til held for dem, men også for dansk arkæologi. Alderspræsidenten for det lille selskab var nemlig ingen ringere end »arkæologiens fader«, lederen af Oldnordisk Museum C. J. Thomsen, der efter alvorlig sygdom var på rekreationsrejse, og ledsagerne hans assistent C. F. Herbst, senere direktør for Nationalmuseet og hans unge myndling Conrad Engelhardt, der i høj grad skulle sætte sit præg på arkæologien, men endnu var et ubeskrevet blad. Rekonvalescenten var kommet bedst fra uheldet, mens Herbst havde hånden i bandage, og Engelhardt med stærkt forslået knæ måtte støttes af de to andre. Dog, humøret var højt, selv hos den værst tilskadekomne, der blev lagt til sengs med »igler på« og i to uger var indelukket i sit logi, mens knæet kom sig. Flittige besøg fra den lille skandinaviske koloni opmuntrede patienten, H. C. Andersen mødte daglig op, og mon ikke den nygifte billedhugger Jerichau sammen med sin unge kone Elisabeth også har været blandt gæsterne. Fru Jerichau-Baumanns portræt af den unge Engelhardt er malet omkring denne tid, så måske har han siddet model under sin påtvungne uvirksomhed. Billedet viser en ung mand med følsomme træk, men bag det blide ydre gemte sig både selvstændighed og udholdenhed. Godt 30 år senere skulle han modtage æresdoktorgraden for sin pionergerning inden for dansk jernalderarkæologi, der især gjaldt de store mosefund. Det var dog næppe i den retning, den tyveåriges tanker gik disse sommermåneder i Rom.

Af Karen Fritfelt