Mose-pioneren
Foråret 1846 holdt et dansk trekløver sit lidt vaklende indtog i Rom. Under rejsen var deres vogn væltet, og de havde fået nogle slemme knubs, men slap dog uden varigt mén – til held for dem, men også for dansk arkæologi. Alderspræsidenten for det lille selskab var nemlig ingen ringere end »arkæologiens fader«, lederen af Oldnordisk Museum C. J. Thomsen, der efter alvorlig sygdom var på rekreationsrejse, og ledsagerne hans assistent C. F. Herbst, senere direktør for Nationalmuseet og hans unge myndling Conrad Engelhardt, der i høj grad skulle sætte sit præg på arkæologien, men endnu var et ubeskrevet blad. Rekonvalescenten var kommet bedst fra uheldet, mens Herbst havde hånden i bandage, og Engelhardt med stærkt forslået knæ måtte støttes af de to andre. Dog, humøret var højt, selv hos den værst tilskadekomne, der blev lagt til sengs med »igler på« og i to uger var indelukket i sit logi, mens knæet kom sig. Flittige besøg fra den lille skandinaviske koloni opmuntrede patienten, H. C. Andersen mødte daglig op, og mon ikke den nygifte billedhugger Jerichau sammen med sin unge kone Elisabeth også har været blandt gæsterne. Fru Jerichau-Baumanns portræt af den unge Engelhardt er malet omkring denne tid, så måske har han siddet model under sin påtvungne uvirksomhed. Billedet viser en ung mand med følsomme træk, men bag det blide ydre gemte sig både selvstændighed og udholdenhed. Godt 30 år senere skulle han modtage æresdoktorgraden for sin pionergerning inden for dansk jernalderarkæologi, der især gjaldt de store mosefund. Det var dog næppe i den retning, den tyveåriges tanker gik disse sommermåneder i Rom.
Af Karen Fritfelt
Var det Engelhardt, der valgte arkæologien, eller arkæologien, der valgte ham? Faderen var skibsmægler, og ved hans tidlige død måtte sønnen snarest finde et levebrød. Som god ven af familien skaffede C. J. Thomsen ham kontorplads i et handelshus, men slap ham ikke dermed af syne, og under sin jævnlige gang i det Thomsenske hjem traf drengen en kreds af unge mennesker, der med liv og sjæl gik op i studiet af fortiden. Blandt dem var Herbst og tegneren Magnus Petersen, og ikke mindst »himmelstormeren« Worsaae, hvis banebrydende arbejde senere blev en inspiration for ham. Thomsen havde nylig publiceret sin revolutionerende »Ledetråd«, hvor han som den første deler oldtiden i sten-, bronze-, og jernalder. Det har svirret den unge Engelhardt om ørerne med diskussioner om disse nye ideer. Yderligere indsigt fik han ved at hjælpe sin velgører med dennes videnskabelige korrespondance, indtil han som privatsekretær kom med på rejsen til Rom.
Verdensstaden og den gamle romerske kultur gjorde dybt indtryk, selvom det ikke straks satte direkte spor. (Fig. 1) Ved hjemkomsten blev han, med understøttelse, i stand til at studere og valgte fagene engelsk og fransk. Den økonomisk afhængige måtte tænke på udkommet. Endnu før eksamen forsørgede han sig som sproglærer, og omsider havde han råd til at dyrke sine interesser ved at føje kunsthistorie til studierne. Mødet med antikken var ikke glemt, og Thomsen ønskede da også at knytte ham til kunstsamlingerne i København. Men her kommer Engelhardts selvstændighed frem, 1851 søgte og fik han embede som adjunkt ved Flensborg lærde skole og forlod den Thomsenske kreds. Det var næppe noget brud, blot en tilkendegivelse af, at han ikke lod sig forme helt efter sin velgørers stærke vilje.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Nationalstat (1849 til 1915)
Udgave: Skalk 1981:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
