Mordstedet

Tre bevarede kildeskrifter fortæller udførligt om disse tildragelser: Saxos Danmarkshistorie, en anonym beretning til brug ved helgenfesterne og præsten Helmolds historiske værk om slaverne - alle må være blevet til i sidste halvdel af 1100-årene, altså forholdsvis kort efter, at begivenhederne fandt sted, og alle er naturligvis farvede af forfatternes sympatier og antipatier. Et nogenlunde sammenhængende billede kan dog tegnes. Til forståelse af forholdet mellem Knud og Niels tjener følgende lille historie, som skal have udspillet sig i Slesvig; den skyldes Helmold, nok den mest objektive af de tre berettere: »Men da folket havde indfundet sig til mødet, og den ældre konge i sit kongeskrud havde taget plads på tronen, satte Knud, der på sin side bar abodritternes kongekrone og havde et stort følge af drabanter, sig lige over for ham. Og da hans farbror kongen så, at hans brorsøn trådte op med kongepragt og hverken stod op for ham eller, som det ellers var skik og brug, kyssede ham, skjulte han sin harme over krænkelsen og gik over mod Knud for selv at hilse ham med et kys, hvorpå denne gik ham den halve vej i møde og derved gjorde sig ganske lige med sin farbror både i rang og værdighed. Men ved denne optræden skaffede Knud sig en dødsfjende. Thi Niels’ søn Magnus, der — var til stede ved dette optrin, opæggedes ubeskriveligt —«.

Julen 1130 blev der budt til fest i Roskilde, og både Magnus og Knud var blandt deltagerne. Efter gildet drog Knud sydpå, først til Balstrup ved Ringsted, siden til Haraldsted, hvor han besøgte sin kusine Cecilie, Knud den Helliges datter, men forinden havde Magnus aftalt med ham, at de skulle mødes for i fred og ro at drøfte et vigtigt anliggende, vistnok angående en påtænkt pilgrimsfærd. Da et sendebud 7. januar meldte Magnus’ ankomst til Haraldsted, var Knud parat. Han mødte Magnus - i skovbrynet, siger Saxo - men samtalen blev kun kort, så »trak forræderen ham bagover ved kappehætten, og med sit dragne sværd kløvede han Knuds hoved fra det venstre øre til det højre øje«. Hans medsammensvorne, der var brudt frem af tykningen, stak - lidt formålsløst skulle man synes - deres spyd i liget.

Mordet delte danskerne i to partier, for og imod Magnus. Til det første må Ringsteds gejstlige have hørt. Lidet anende, hvilket aktiv besiddelsen af Knud Lavards ben senere skulle blive for deres kirke, prøvede de »at skænde helgenens grav ved hjælp af afkog af et urent dyr«, fortæller helgenkrøniken. Men også Knud havde altså sine tilhængere, og det blev dem, der gik af med sejren. I borgerkrigen, der fulgte, blev såvel Magnus som Niels dræbt, den første ved Fotevig i Skåne, den anden på kongsgården i Slesvig. Ny konge blev Knud Lavards halvbror Erik, senere kaldet Erik Emune. Knud selv hvilede nu under Ringsted-kirkens gulv, men ikke særlig længe; det sagdes, at der skete undere både ved graven og på mordstedet, så 1146 blev knoglerne taget op og anbragt i et midlertidigt gemme. Egentlig helgen, det vil sige med pavens godkendelse, blev Knud Lavard først 23 år senere. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Når en hellig mand myrdes, skal der efter reglerne udspringe en kilde på mordstedet. En sådan blev da også hurtigt efter drabet forevist i Haraldstedskoven, og da det forlød, at syge, der søgte til den, kunne gå helbredt bort, blev der på stedet rejst et kapel. Det synes at have været i brug middelalderen igennem, men blev nedrevet efter Reformationen; i et brev fra 1566 omtales en gård i Haraldsted, Kellegård kaldet, som i fordums tid blev bygget ved »det kapel, til hvilket da var megen afladssøgning«. Senere gik beliggenheden af såvel kilde som kapel i glemme; der blev peget på den såkaldte »Sværtekilde« nordpå i sognet, men her savnedes spor af en bygning. På en rejse vinteren 1881-82 kom museumsmanden Henry Petersen under vejr med, at der på Haraldsted Mark skulle ligge en gammel ruin, hvor de omboende gennem tiderne havde forsynet sig med bygningsmaterialer. Han fandt stedet lidt øst for byen: en kratbevokset plet med store mængder sten samlet på de omliggende marker, men dog med synlige stumper af sammenhængende murværk. Til yderligere støtte tjente generalstabens kort og udskiftningskortet fra 1794. På det første fandtes ruinstedet betegnet »Kildemur«, på det andet sås fire agernavne med forledet »kilde« at flokkes netop heromkring.

Den afdækning og udgravning, som fulgte, bekræftede fuldt ud, at der var tale om en kirkelig bygning. Så godt som hele soklen var bevaret og af murene ret betydelige rester. Materialet var frådsten (kildekalk), og det gælder ikke blot den oprindelige bygning, men også en udvidelse, en forlængelse af skibet, som er foretaget, måske endnu i 1100-årene. Man kan deraf slutte, at kapellet må være rejst ret snart efter mordet; frådstenens rolle som bygningsmateriale var på dette tidspunkt ved at være udspillet. Afløseren, murstenen, blev der også fundet brokker af. Den har åbenbart været anvendt ved ændringer senere i middelalderen.

Var bygningen opført på selve mordstedet? Ved dens tilblivelse må man have haft nøje kendskab til dette, men der skulle jo også tages hensyn til kilden, så det er muligt, man har slækket lidt på fordringerne. At der har været en kilde, bevidner de mange stednavne, men den er forlængst udtørret, og det lykkedes ikke Henry Petersen at finde spor af den. Skoven ligger nu et par hundrede meter fra kapelruinen, men det er sandsynligt, at den tidligere har strakt sig herhen.

Knud Lavard opnåede ikke at blive Danmarks konge, hvad han vel nok har stræbt efter; det gjorde til gengæld hans søn, Valdemar, født otte dage efter faderens bratte bortgang. At familieskabet med en helgen var ham til nytte, er givet, men sovende kom han ikke til værdigheden, det foregik i blodig konkurrence med to andre tronkrævere. Sådan var vilkårene på den tid. Som præsten Helmold skriver: »I disse tre havde danskerne friske kongsemner på det, de bestandig kunne holdes i øvelse, så de ikke skulle komme ud af vanen med at slås og derved omsider vanslægte«.