Moderens fryd

Den danske kong Godfred, der voldte sin mægtige nabo, frankerkejseren Karl den Store, alvorlige bryderier, døde en voldsom død år 810, og derefter fulgte en urolig periode, hvor forskellige tronkrævere stredes om magten. En af disse, Harald med tilnavnet Klak, opnåede at blive konge en kort tid, men han følte jorden brænde under sig og søgte hjælp hos Karls søn og efterfølger på kejsertronen, Ludvig den Fromme. Denne var, som tilnavnet siger, en meget religiøs mand, danernes kristning lå ham på sinde, og velsagtens for at tækkes ham indvilgede Harald i at skifte tro. Han var, så vidt vi ved, den første danske konge, der antog kristendommen. Det var i året 826.

Dåben fandt sted i en kirke nær byen Mainz. Harald, hans hustru og søn samt en talrig skare, der ledsagede dem, blev behørigt kristnede. De påfølgende festligheder indbe­fattet gavegivning og et herligt måltid var hen­lagt til kejserpaladset i det nærliggende Ingel­heim. Det hele findes indgående beskrevet i et langt digt forfattet af en vis Ermold, som måske selv har været til stede, i hvert fald virker han særdeles velorienteret. Han var en kirkens tjener, men havde haft det uheld at falde i unåde hos kejseren, og det søgte han nu at råde bod på ved at skamrose Ludvig og hans familie. Det lykkedes vist ikke helt at gen­oprette skaden, men hans opus er interessant ved det indblik, det mellem alle bravademe giver os af livet ved kejserhoffet.

Det vil vi gå let hen over her og nøjes med at gengive en lille rørende scene, som udspil­les næste dag. Kejseren og hans gæster er taget på jagt, mens kejserinden og familiens yngste, lille Karl på tre-fire år, ser til på sikker af­stand. En råkalv forfulgt af hunde vækker deres opmærksomhed. Digtet er på latin, men bringes her i Hans Olriks oversættelse.