
Mod dæmoner og elverfolk
Ikke alt, som glimrer, er af guld – det siger et gammelt ordsprog, men set fra et kulturhistorisk synspunkt kan man tilføje, at der bestemt er meget af det, som ikke glimrer, der er en slags guld. Sådan er det i hvert fald med middelalderens uanselige blyamuletter, som i disse år bliver fundet i stort antal ved hjælp af metaldetektoren. De ser temmelig kedelige ud, når de kommer op af jorden; små brune eller grå sammenfoldede pakker eller klumper, som ikke er meget større end et stykke tyggegummi. Men ved kyndige konservatorers hjælp lader de sig med lidt held udfolde, hvorefter godt gemte indskrifter dukker frem og glemte historier kommer til live igen.
Af Lisbeth M. Imer og Otto C. Uldum
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

Et af de nyeste fund af denne art blev gjort på Ærø af detektorentusiasten Glenn Abramsson i 2010. På stedet er fundet mange andre genstande fra både vikingetiden og middelalderen, bl.a. to mønter fra 1300-årenes begyndelse og en seglstampe af bronze, hvis indskrift dog endnu ikke har ladet sig tyde. De systematisk afsøgte marker ligger et par hundrede meter fra Bregninge Kirke. Stenkirken er fra 1200-årene og var altså for længst opført, da de fleste af sagerne havnede i jorden. Kirkens nærhed er nok en del af årsagen til de mange middelalderfund, men næppe hele forklaringen. Afstanden synes for stor til, at selve kirken og de kirkelige handlinger kan forklare seglstampen, mønterne og ikke mindst blyamuletten. Personlige genstande af forskellig art vidner om mange menneskers langvarige eller hyppige ophold her. Arkæologien oplever for tiden en enorm tilvækst i antallet af detektorfund, og de rejser flere spørgsmål, end arkæologerne kan nå at besvare. Blyamuletten fra Bregninge peger sammen med de øvrige fund mere i retning af et marked eller en anden form for samlingsplads. Der skal nok en udgravning til for at komme dette nærmere.
Udgave: Skalk 2015:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
