Mirakelkilderne

En tusindårig tradition afgik ved døden tæt op mod vor tid – den nemlig at søge helbredelse for sygdom og svaghed ved at drikke af eller bade i bestemte kilder på bestemte tider af året. Hvordan og hvornår kildetroen opstod, vides ikke, men den synes at række langt tilbage i oldtiden. Den særlige kraft, vandet mentes at besidde, blev tilskrevet højere magter, først, må vi antage, en broget hedensk gudeverden, senere den katolske kirkes hærskare af helgener. Kristendommens indførelse gjorde tilsyneladende intet afbræk i helligkildetroen, kirken tog den under sine vinger, og heller ikke Reformationen fik held til at udrydde den, om end forsøg blev gjort. Først omkring år 1900 var oplysningen så vidt fremskredet, at den gamle skik gik af brug.

Af Harald Andersen

Billede

Om kildernes mirakuløse opståen har sagnene adskilligt at berette, men vi skal langt op i historisk tid, ja tæt til vor egen, før vi får noget sikkert at vide om, hvordan troen på dem blev praktiseret. Det var den almindelige mening, at kildernes kraft var størst på bestemte tidspunkter, som regel Valborg aften (30. april) og/eller Skt Hans aften (23. juni), men en vis virkning havde de på alle årstider. Nogle kilder var virksomme mod mange sygdomme, mens andre havde specialer som engelsk syge eller øjensvaghed. Hver kilde havde sine ritualer, som krævedes overholdt, for eksempel at lerkrukken, vandet var øst op med, efter brugen skulle knuses, så at den ikke kunne anvendes af andre. Overnatning ved kilden var mange steder foreskrevet.

Periode: Nationalstat (1849 til 1915)

Udgave: Skalk 1999:6

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.