Minihøje

Lusehøjfundet er nu færdigbearbejdet og beskrevet i et for nylig udkommet, udførligt værk, så tiden må være inde til at se lidt nærmere på de af storhøjen dækkede småhøje, som faktisk fortjener lidt mere opmærksomhed, end der dengang blev dem til del. Mindre end disse kan gravhøje næppe være, hvis de overhovedet skal bære navnet: højde under en halv meter, diameter omkring fem meter. Fylden var ensartet mørk, og der var ingen af de stencirkler, som ellers er så almindelige omkring oldtidshøje (kun et enkelt sted sås ligesom tilløb til en fodkreds). Alle høje indeholdt grave, ja de nærmest vrimlede med dem, og antallet kan endda have været større endnu, eftersom tre af gravtuerne strakte sig ind i den fjerdedel af storhøjen, som - af hensyn til eftertiden - fik lov at blive liggende urørt.

Alle grave indeholdt rester fra ligbål, og da sådanne tager ringe plads op, har vi straks en slags forklaring på mængden. Benene var som regel lagt i urne og denne omsat med sten, der i nogle tilfælde fortsatte op over låget i en skorstensagtig opbygning. En enkelt gang var dog anvendt en art stenkiste, og på to steder fandtes brandresterne, sammen med lerkarskår, spredt over et større område. Godt en snes grave blev fundet, men af disse var én anlagt under en høj og tydeligvis ældre end denne, mens en anden var gravet ned i den flade mark uden for højene (Fig. 1).

Med gravgaver var det særdeles småt, men de få syle, bennåle, knapper og stumper af kornsegle, som blev fundet, var nok til at give dateringen: omkring år 1000 før Kristi fødsel, yngre bronzealder. Storhøjen, der er bygget oven på gravtuerne, er naturligvis yngre, men næppe særlig meget, et par hundrede år eller deromkring. Måske har man slet ikke været klar over småhøjenes eksistens, da storbyggeriet igangsattes. Eller var man? Det kan jo tænkes, at de netop har spillet en rolle ved valget af plads.

Sammenlignet med storhøjen virker gravtuerne ganske ubetydelige, knap nok omtale værd, men de giver et interessant supplement til vort billede af bronzealderens gravskik.

Vil man se storhøje i større mængde, skal man til ældre bronzealder, fra sådanne stammer flertallet af de berømte egekistegrave, der har gjort denne periode til et højdepunkt i vor oldtid. De døde blev begravet ubrændt, som deres stenalderforfædre blev det, men ligbålene var dog så småt begyndt at flamme, og ved indgangen til yngre bronzealder tog de føringen for snart efter at blive enerådende. Nu kommer urnegravens periode. Sammenlignet med en ligkiste fylder en lerpotte ikke meget, så de høje, man nu bygger, bliver langtfra så store som forgængernes, typisk én til halvanden meter høj og en halv snes meter i diameter; den store Lusehøj hører så absolut til undtagelserne (Fig. 2). Langt det almindeligste er dog, at krukken med de brændte ben graves ned i siden på en ældre høj, men det sker også, at den anbringes under flad mark.

Minihøje, som dem vi fandt under Lusehøj, er noget højst usædvanligt for denne tid, ja faktisk er man kun én gang tidligere stødt på sådanne, nemlig ved Hesselager på Østfyn, hvor den kendte amatørarkæolog Frederik Sehested for mere end hundrede år siden udgravede en del. De ældste af hans fund svarer i tid nogenlunde til vore, men højgruppen som helhed synes at have været i brug gennem resten af bronzealderen. Undersøgelsen fandt sted i sidste øjeblik, før oldtidsminderne blev udslettet af ploven, og her har vi måske forklaringen på typens sjældenhed; mange småhøje er vel simpelthen pløjet væk, mens andre kan være planeret, sådan at urnerne, når de findes, virker som fladmarksgrave. Kun i skove og på heder vil bevarede, fritliggende eksemplarer endnu kunne opspores, og man skal se godt efter for at få øje på dem.

Der er en særlig grund til at tro, det forholder sig sådan. I den følgende periode, tidlig jernalder, er tuehøje almindelige, omend kun i visse landsdele og på steder, hvor naturforholdene har begunstiget deres bevaring. Ved skiftet fra bronze- til jernalder sker der mange ændringer, gravgaverne antager således helt nye skikkelser, men selve begravelsesformen bliver ikke nævneværdigt berørt, brandgraven lever videre og kan stadig findes under flad mark eller indsat i ældre gravhøje - samt altså i specialbyggede småhøje. De kendes i mængder fra store gravpladser, men altid i tueformat. Minihøjen har nok ikke været helt så almindelig i bronzealderen, hvor typen var ny, men på længere sigt formåede den altså at slå normalhøjen ud.

Hvor kom minihøjen fra? Formodentlig er den opstået spontant som en naturlig følge af bålresternes beskedne pladskrav, men noget kunne tyde på, at ideen er fostret syd for Danmark og bragt herop ad de veje, datidens handelsfolk benyttede. Den slog rod og blev med tiden populær. At blive begravet i egen høj havde været forbeholdt overklassen, men det er næppe dens repræsentanter, der skjuler sig i tuerne. Selv den ringeste kunne nu få råd til en høj; den var hurtigt kastet sammen af de efterladte. Noget dybtgående demokrati skal man dog ikke forestille sig i datidens samfund. Netop Lusehøj viser med al tydelighed, at der stadig var forskel på folk.

Lit: Henrik Thrane: Lusehøj ved Voldtofte. Odense Bys Museer. 1984.