Minihøje

Lusehøjfundet er nu færdigbearbejdet og beskrevet i et for nylig udkommet, udførligt værk, så tiden må være inde til at se lidt nærmere på de af storhøjen dækkede småhøje, som faktisk fortjener lidt mere opmærksomhed, end der dengang blev dem til del. Mindre end disse kan gravhøje næppe være, hvis de overhovedet skal bære navnet: højde under en halv meter, diameter omkring fem meter. Fylden var ensartet mørk, og der var ingen af de stencirkler, som ellers er så almindelige omkring oldtidshøje (kun et enkelt sted sås ligesom tilløb til en fodkreds). Alle høje indeholdt grave, ja de nærmest vrimlede med dem, og antallet kan endda have været større endnu, eftersom tre af gravtuerne strakte sig ind i den fjerdedel af storhøjen, som – af hensyn til eftertiden – fik lov at blive liggende urørt.

Alle grave indeholdt rester fra ligbål, og da sådanne tager ringe plads op, har vi straks en slags forklaring på mængden. Benene var som regel lagt i urne og denne omsat med sten, der i nogle tilfælde fortsatte op over låget i en skorstensagtig opbygning. En enkelt gang var dog anvendt en art stenkiste, og på to steder fandtes brandresterne, sammen med lerkarskår, spredt over et større område. Godt en snes grave blev fundet, men af disse var én anlagt under en høj og tydeligvis ældre end denne, mens en anden var gravet ned i den flade mark uden for højene (Fig. 1).