Mindeår

Glob var ingen helgen, han kunne være opfarende og åbenbart urimelig, men man tilgav let på grund af den varme og menneskevenlighed, der som oftest udgik fra ham. Folk fik ved hans mellemkomst chancer, som de ellers næppe havde fået. De mange deltagere i hans Bahrainekspeditioner hentede oplevelser for livet.

Han elskede at sætte ting igang, var måske lidt mindre engageret, når det gjaldt at føre dem videre, men det måtte andre så tage sig af. Det store jyske Moesgårdmuseum var hans værk, og dér skulle han muligvis være blevet, men rigsantikvarembedet trak med alle dets muligheder. Nationalmuseet havde ændret sig i tiåret, han var borte fra det, og den nye ånd var ikke ubetinget Globs. Han var ingen sleben taktiker, men spillede på sin robuste charme og opnåede resultater ad den vej. Som fortæller var han uovertruffen, som taler en smule hæmmet. »Jeg vænner mig aldrig til det«, sagde han engang forud for et af de utallige foredrag, han holdt rundt om i landet. Gården i Agri på Mols var hans fristed, dér ventede Harriet, og de tos gæstfrihed var grænseløs.

I de videnskabelige værker, han har efterladt sig, kan det være svært at finde Glob. Han var ikke nogen traditionel forsker, men de dristige ideers mand, og de kommer nok bedst til udtryk i hans mere folkelige arbejder. Det skete, at han forlod sit fag - som i Brændevinsbogen, der er blevet Wormianums største bestseller. En slags efterfølger, »Globs badstuebog«, var under arbejde, men nåede ikke at blive færdig. De islamiske indslag, han mente at have fundet i Bornholms vikingetid, optog ham stærkt i de senere år; vikingerne vandrede jo ligesom han selv ad østlige veje (Fig. 1). Også herom var Wormianum lovet en bog, men det gik med den som med den anden.

Det var solskin, da Glob blev stedt til hvile - en skøn sommerdag, en af de få i år. Selv gik han nødig til begravelser. »Det man skal gøre for folk, skal man gøre, mens de lever«.

Skalk lever, en årgang er netop bragt til afslutning, og gejsten er i behold. Stof mangler ikke, snarere tværtimod, der står betydningsfulde ting på ventelisten. Flere af årets artikler har kredset omkring de ældste danske konger og deres grave, et emne, vi nok ikke er færdige med endnu. Til de mange, der i sin tid, på opfordring, forsynede Skalks dendrolaboratorium med mosetræ, vil vi sige: Hav tålmodighed. Arbejdet med sammenkædningen er i fuld gang, men det er stort og tidkrævende. Tak til alle for følgeskab i 1985. Glædeligt nytår.