Milepæle

I sin vejledning for pilgrimme har den islandske abbed Nicolaus 1150 noteret, at fra Ålborg til Viborg er der to dages rejse og derfra til Slesvig en uges rejse – dengang målte man ikke vejstrækninger efter længder, men efter rejsetid. Først i slutningen af middelalderen begyndte man at angive afstande i mil; ordet stammer fra det latinske »mille passum« (1000 skridt). I Rom, hvortil alle veje jo fører, kan man stadig på Forum Romanum betragte den marmorblok, hvorfra opmålingen af imperiets hovedfærdselslinjer udgik. Den danske mil var meget længere end den romerske og varierede i øvrigt gennem tiderne. Den fandt sit leje omkring 7,5 km.

Herhjemme var de første veje, der blev opmålt og forsynet med milepæle, de »kongeveje«, som Frederik 2. og hans søn Christian 4. lod anlægge i årene 1584-1642, fortrinsvis på Sjælland, men dog også på en enkelt strækning i Jylland, nemlig fra slottet i Haderslev til det i Kolding og videre nordpå til den gamle kongeby Jelling. De var forbeholdt kongefamilien og enkelte andre standspersoner, så der var porte og bomme til at holde alle andre på afstand. Disse andre måtte nøjes med det naturgroede vejnet, og det var ikke for godt; herom foreligger der mange afskrækkende beretninger. Der tales om navhøjt ælte, impassable broer og mange andre viderværdigheder. Når hjulsporene blev for dybe, måtte der køres fyld på – jord, sand og sten fra de tilstødende marker. Mens de gamle veje slyngede sig fra landsby til landsby, som terrænforholdene bød det, var kongevejene anlagt, så at de forbandt bestemte punkter, nemlig de kongelige slotte, på den mest direkte og hensigtsmæssige måde. Formålet var jo, at kongen skulle kunne færdes ubesværet i sit rige, hvor han endnu på den tid varetog mange vigtige opgaver i central administrationen. I takt med at dette ophørte, overgik kongevejene til offentligheden, de sidste i 1740, men navnet bevaredes i sproget.

For hver halve mil blev der på kongevejene anbragt milepæle med tavler, hvorpå afstanden var angivet. Opstillingen begyndte 1584, men allerede året efter var flere af dem ødelagt ved hærværk, og uvæsenet fortsatte under Christian 4., som måtte pålægge sine lensmænd at genopstille »de stolper og tavler«, som hans far havde ladet opsætte. Af disse stolper og tavler er ethvert spor for længst forsvundet, men ordet milepæl levede videre, selv om »pælene« blev af sten.

Enevældens indførelse i 1660 betød en fuldstændig omlægning af landets administration. Al magt var nu koncentreret hos kongen, og det blev derfor af største betydning, at hans bud hurtigt og præcist kunne nå ud overalt i riget. Her slog kongevejene ikke til. Det almindelige vejnet måtte også være i orden.

Et postvæsen var blevet oprettet 1624, men »de onde og brøstfældige veje« satte naturlige grænser for dets effektivitet, også når det gjaldt ekspederingen af kongelig majestæts ordrer. En række love og forordninger om at »alle og enhver, der nyder og besidder jordegods, nu straks eller så snart som muligt forfærdiger og herefter vedligeholder vejen, så der ingen mangel på broer eller andet findes«, blev udsendt, men det havde man nu gjort så tit, og heller ikke denne gang gav det noget nævneværdigt resultat. De lokale embedsmænd, som i reglen tillige var godsejere, havde svært ved at se problemet. Vejene var jo gode nok til studedrifterne og rimeligt anvendelige til ridning, og ridende var de fleste inden for administrationen og praktisk talt alle, der skulle rejse over længere strækninger. Desuden så de hellere bønderne arbejde i hovmarken end på vejene. Disse på deres side var ikke langt fra at dele denne opfattelse. Fra arilds tid havde vejenes vedligeholdelse påhvilet bønderne, hvad disse naturligvis fandt urimeligt. At man måtte arbejde for godsejeren var i orden, til gengæld havde man fæstegården, men vejarbejdet var en samfundsmæssig byrde, som var pålagt dem alene, og selv kom de sjældent ud på længere rejser. Det skete, at bønderne nedlagde arbejdet – således ved anlæggelsen af de nordsjællandske kongeveje. Herfra foreligger for første gang efterretning om brug af det oprindeligt militære straffemiddel træhesten.

I et forsøg på at bedre tilstanden blev det 1690 påbudt amtmændene at foretage en opdeling af landevejene. Hvert herred og sogn, hver by og gård skulle herefter have et vejstykke at vedligeholde efter »vejens beskaffenhed, ondhed og godhed, rigtig ved alenmål tilmåles«. Som et led i dette organiserede regeringen selv den første samlede opmåling og inddeling af alle kongerigets og hertugdømmernes større veje. Arbejdet blev overdraget Ole Rømer, som i 1681 af kongen var blevet kaldt hjem fra Paris, hvor han havde skabt sig et navn blandt videnskabens ypperste ved at bestemme lysets hastighed. At han foruden at være en genial forsker tillige var en praktisk mand, leverede han mange beviser på, således udarbejdede han planen for en ny matrikel. Til vejmålingen konstruerede han en såkaldt milevogn, det vil sige en vogn med et tælleværk, der registrerede den gennemkørte vejlængde (Fig. 2). Med den blev i årene 1691-97 alle landets større veje opmålt. For hver fjerdingvej (kvartmil) blev der foretaget en afmærkning, som angav, hvor der senere skulle sættes en milesten. Anskaffelsen og opstillingen af disse overlod man meget behændigt til amterne. Stenenes udførelse blev derfor lidt forskellig fra egn til egn.