Midtjysk magt

Findestedet er et højtliggende plateau, som mod syd er skarpt afgrænset af en stejl skrænt ned mod den brede Skjern-ådal, hvor nu småsøerne Rødkær og Ensø optræder som de sidste rester af jernalderens formodentlig langt vandrigere åsystem. Bopladsen ligger nærmest åen, på plateauets højeste top, gravpladsen et halvt hundrede meter nordligere. Dette, at vi kender begge, er en betydelig gevinst – det er sjældent, man har lejlighed til på én gang at forske i de levende og de dødes verden. Det første har vi dog endnu, i alt væsentligt, til gode; der er kun foretaget mindre prøvegravninger. De har til gengæld overrasket: Hedegård-bebyggelsen er om ikke den største så dog blandt de største landsbyer, vi kender fra tiden omkring Kristi fødsel, og den har været omgivet af et hegn med tætstillede, kraftige stolper. Et metertykt kulturlag med potteskår, aske, brændte sten og slagger fra smedning og/eller jernudvinding vidner om længerevarende beboelse, og det samme gør hustomterne, der fordeler sig på flere faser; sammenlagt synes de at have strakt sig over et par hundrede år. Hvad der kan være grunden til landsbyens usædvanlige størrelse, er svært at sige, men det oldsagsrige kulturlag kan næppe alene skyldes hverdagens gøremål, så måske har man haft en erhvervsmæssig specialitet. Mens bopladsen ligger forholdsvis velbeskyttet under sit tykke kulturlag, gælder det samme ikke gravpladsen – her har dyrkningen allerede sat sine ødelæggende spor. Så foreløbig har vi ladet bopladsen hvile og sat alle kræfter ind på at redde så mange som muligt af gravene. I skrivende stund har vi undersøgt ca halvdelen af pladsen med omkring 150 grave og gravlignende anlæg. Dens samlede areal er ca én hektar.

Det gælder for gravpladsen som for bopladsen, at den indeholder træk, der klart adskiller den fra ligeartede samtidige, og dem er der mange af i Midt- og Østjylland. Hedegårdgravene er gennemgående mere veludstyrede, med større indhold af metaloldsager. Der er flere våbengrave, end vi er vant til, og der er en tendens til, at hele udrustningen, sværd, skjold og lanse, har fulgt ejeren i graven. Blandt sværdene er de såkaldte La Téne-sværd almindelige; det er flotte, næsten meterlange jernsværd, importeret fra keltisk område. Ikke så få af sagerne er sjældent eller aldrig tidligere set i gravsammenhæng: små værktøjer, kornsegl, en passer (?) og underlige beslag, som kan have siddet på en saddel, i så fald Danmarks ældste. Her vil vi nøjes med at beskrive de tre grave, som klarest viser gravpladsens særlige karakter. Det er mærkeligt nok urnegrave, der ellers ofte er karrige med fund. (Fig. 1)