Midtjysk fartøj

Skikken at begrave de døde i fartøj kendes fra hele Norden, men i Danmark blev den aldrig almindelig. Af egentlige skibsgrave som de norske har vi kun en enkelt, den fra Ladby på Fyn, derimod er der flere eksempler på, at en mindre båd eller halvdelen af en sådan er anvendt som ligkiste. Mærkelige former for bådgrave kendes fra jægerstenalderen (se Skalk 1991:1), men vi skal helt frem til romertiden, før de næste lader sig se og da kun på nogle få bornholmske lokaliteter, hvoraf en, gravpladsen ved Slusegård, til gengæld har leveret et stort antal (Skalk 1960:1 og 1962:4). Yngre jernalder byder kun få fund af denne art, men skikken slutter effektfuldt og ret overraskende på en af de ældste kristne kirkegårde, vi kender, nemlig den, som for nylig er undersøgt ved Sebbersund syd for Limfjorden; her er afdækket henved en snes bådgrave (Skalk 1993:1). Fælles for de nævnte lokaliteter er, at de ligger ud til eller dog nær ved stranden, men det gælder ikke den, der nu skal omtales; den befinder sig næsten så langt fra kysten, som den kan komme i vort havomfyldte fædreland.

Hedegård-gravpladsen i Ejstrup sogn mellem Horsens og Herning har tidligere været omtalt her i bladet (1992:2), og det er rimeligt nok på grund af de mange fine og sjældne fund, den foreløbig har afgivet. (Fig. 1)

Den har været i brug fra keltisk til et stykke ind i romersk jernalder (i årstal fra ca 50 før til 100-150 efter Kristus) og indeholder brand- og jordfæstegrave. Både blandt genstande og gravformer er der adskilligt, som sjældent eller aldrig før er set, og hertil må bådgraven regnes. Den ligger nær gravfeltets nordgrænse og hører sandsynligvis til det yngste på stedet; i hvert fald er den fra pladsens senere tid, hvor jordfæstegravskikken dominerede.

Det første, vi så til bådgraven, var et fire- fem meter langt, ganske smalt nedgravningsspor - alt for omfangsrigt til en grav, syntes man, men på den anden side så fylden »rigtig« ud, og i hver ende stod et lille fint lerkar, nu med afpløjet overdel; det er ret almindeligt i Jylland at finde lerkar, som vel har indeholdt madofre, henstillet oven på eller oven for grave. Ved at gå dybere stødte vi da også på, hvad vi i første omgang mente var resterne af en trækiste, men senere - på grund af den tilspidsende form - blev klar over måtte stamme fra et fartøj. Træet var forlængst bortrådnet, kun et mørkt omrids stod tilbage, så udgravningen bød på store problemer. En ekspert blev tilkaldt: Ole Crumlin-Pedersen fra Skibshistorisk Laboratorium i Roskilde; han har for nylig publiceret de førnævnte Slusegård-bådgrave, som han i øvrigt selv har været med til at udgrave. Efter hans anvisning blev graven nu tømt ved bortskrabning af fylden i to centimeter tykke, vandrette lag; for hvert lag aftegnedes bådomridset. Tegningerne tilsammen giver et ret præcist billede af fartøjets form. Et mindre tværsnit blev taget til hjælp for at klarlægge kølens problemer.

Vi kan på dette grundlag fastslå, at båden har været 3,65 meter lang, men kun 0,60 meter bred, med spids forstavn og - vistnok - afrundet agterstavn. Siderne var tynde, en-to centimeter. Forstavnen har ikke hævet sig stejlt, men er løbet fladt ud. Til de to allerede omtalte lerkar, der viste sig at være anbragt i gravfylden uden for båden, et ved hver ende, kom endnu tre, nemlig et stort fad og en lille skål helt fremme i forstavnen og endnu en skål længst tilbage i bagstavnen. Af den døde selv var intet tilbage, jordbunden her er ikke til bevaring af knogler, men da graven var orienteret øst-vest, som romertidens jordfæstegrave plejer, tør vi måske gå ud fra, at også liget har ligget traditionelt, nemlig med hovedet i vest, på venstre side og med optrukne ben. Hvad det sidste angår, kan man dog nære en lille tvivl - den smalle båd kan have gjort det nødvendigt at lægge liget udstrakt. På bunden af båden fandtes en lille jernkniv, som den døde må have haft på sig; sammen med de tre lerkar inde i fartøjet udgør den det ikke særligt prangende gravudstyr. De karakteristiske former viser, at graven må tilhøre tiden omkring år 100 efter Kristus. (Fig. 2, fig. 3)

Ved de bornholmske både fandtes klumper af en harpiksholdig masse, som åbenbart har tjent til tætning af opståede sprækker. Det gentog sig ikke på Hedegårdpladsen; her i det midtjyske har man klaret et tilsvarende problem på anden måde. Lige bag forstavnen lå fem helt ens jernklamper på række med præcis 14 centimeter mellem hver. De har åbenbart været banket gennem bådbunden for at lukke en revne. Fra et klinkbygget svensk fartøj af noget yngre dato kendes en lignende reparation. Det normale tætningsmateriale var ellers birketjære eller - som ved Slusegård - harpiks. (Fig. 4)

Hvor jernet har berørt bådsiden, var en ganske lille smule træ bevaret, nok til at træsorten kunne bestemmes som eg. Det stemmer godt med, at båden faktisk er en »ege«, et fartøj lavet af en udhulet træstamme. Denne bådform har på dansk grund eksisteret gennem meget lang tid, fra jægerstenalderen til et godt stykke op i forrige århundrede, men under flere forskellige former, hvoraf vor hører til de mere avancerede; den har fået tillagt betegnelsen »udspændt stammebåd« og må nærmest betragtes som en forløber for de elegante klinkbyggede både, der opstod i løbet af jernalderen. At en stammebåd er udspændt vil sige, at siderne er spilet fra hinanden, hvorved den bliver mere rummelig; det sker ved indsættelse af spanter, så også derved får den lighed med de klinkbyggede både. I modsætning til de traditionelle stammebåde, der er temmelig klodsede og nærmest af form som trug, er de udspilede slanke og lette, hvilket gør dem betydeligt mere sødygtige. De kan opnå en længde på 10-12 meter, så Hedegårdbåden hører med sine 3,65 meter til de kortere. Udspændte stammebåde optræder på Slusegårdgravpladsen og på kirkegården ved Sebbersund, begge steder i halveret tilstand, men det er dog ikke derfra, vi kender dem så godt, det skyldes, at typen flere steder i verden, således i Finland og Nordsibirien, har holdt sig op til vor tid, så vi har udmærkede oplysninger om dens fremstilling og brug. Til langture på åbent hav er den mindre egnet, mens den gør udmærket fyldest ved sejlads på floder og langs kyster. Lidt syd for Hedegårdpladsen ligger et par småsøer, som Skjernåen løber igennem, så det er nok her, vor båd har holdt til. Helt ud til vestkysten er den næppe nogensinde nået, men den kan havde gjort tjeneste ved den lokale varefordeling. At der er drevet handel fra den til gravpladsen hørende boplads, er der ingen tvivl om. Det viser de mange fund af importerede sager.

Som nævnt savnede Hedegårdbåden de klinkbyggede jernalderfartøjers knejsende forstavn, den løb, som stammen krævede det, fladt ud og synes at have endt i en slags næb, et træk der også kendes fra Sluse- gårdbådene. 1 det hele taget er der stor lighed mellem de to pladsers bådgrave, men én afvigelse må bemærkes: Hedegårdbåden er orienteret øst-vest, de bornholmske nord-syd, hvad vi dog vil foretrække indtil videre at skrive på den lokale gravskiks regning. I ingen af bådgravene, hverken den vestlige eller de østlige, er der fundet spor af spanter; de må være fjernet for at gøre plads til ligene, hvorved bådsiderne må antages igen at have nærmet sig hinanden. Hedegårdbåden kan altså godt have været noget bredere, end den synede ved udgravningen.

Hvad er nu gravbådenes mening? Var det, som antydet i indledningen, tanken, at de døde skulle foretage rejsen til dødsriget sejlende, eller er fartøjerne blot at forstå som særligt fornemme gravgaver? Spørgsmålet kan ikke besvares, men ét synes givet: den, der blev begravet sådan, må have haft en vis betydning. Mange af de bornholmske bådgrave viser tegn på at være plyndrede, men for at en grav kan virke tiltrækkende på gravrøvere, må der være noget at røve. Her kan vor bådgrav ikke være med, den er med sine fem lerkar og den enlige jernkniv ganske almindelig, ja i Hedegårdsammenhæng nærmest fattig. Alene båden viser, at der er tale om en person - mand, kvinde eller barn - som på en eller anden måde har raget op i samfundet.

Der er langt mellem de danske bådgrave og særdeles langt mellem Hedegård og Bornholm. Alligevel taler fundene for, at der i romersk jernalder har været en vis forbindelse. Var det ideen, som vandrede, eller fulgte der personer med? (Fig. 5)