Mester Trebings glashytter

Men Danmark ligger et alvorligt stykke vej nord for Middelhavet. Skønt romerske og rhinske glas findes i grave fra vor tidsregnings begyndelse, blev glasset først en fornødenhed for 400 år siden, da glasruder ændrede boligens indretning In gang for alle og drikkeglas blev betragtet som finere end drikkekar af ler og træ. Det skete i løbet af 1500- 1600-årene. Først for hoffet og adelen, noget senere for borgerne og sidst for folkets flertal, bønderne. I dag, da glaser det billigste af alle bestandige stoffer, er det svært at forestille sig det som luksus. Men glas var luksus lige til vort århundrede.

Den første dansker, der forsøgte at lave glas, var Enevold Seefeld til Visborggård i Himmerland. I 1552 indkaldte han en glasmager og gav ham en fæstegård at leve af, mens han opbyggede sit glasværk. Stedet hedder endnu Glargarde, og i denne sommer er tomten af Danmarks ældste glasværk gravet frem på en lav bakketop 500 meter fra Glargårde. Som det var at vente, var produktionen glasruder og de såkaldte »stangenglas«, høje rørformede drikkeglas på bred fod. Da rigsråd Jacob Seefeld i 1575 lod opføre sit prægtige slot Visborggård, leveredes de mange glasruder fra gårdens eget glasværk; siden hører vi ikke meget mere om dette pionerværk. Vi ved, at glasmageren og hans fem sønner blæste i glastrompeter, da Frederik II besøgte Visborggård, og at de senere fik fæstegårde i Visborg og Als sogne, blev altså danske bønder og lod deres håndværk ligge.

Måske er det på Visborggård, kong Frederik har fået ideen til en kongelig dansk glasproduktion. I hvert fald bad han i 1581 hertug Ulrich af Mecklenburg forskikke sig en duelig glasbrænder. Trods mange vanskeligheder kom der virkelig en mand, der selv troede at være en sådan. Han fik anvist skov under Skanderborg len, i Rye sogn. Tyrsting herred og fik da også begyndt en glasfremstilling, men magtede ikke opgaven og rejste igen.

Året efter var hertugen heldigere i sit valg. Han sendte hesseren Liborius Trebing til kongen med den besked, at han her havde en mand af stor dygtighed og snilde, og som først af alle havde taget stenkul i brug ved glas smeltning. Hvordan det nu kan have sig – stenkul tages ellers først i brug i 1700-årene i England – så var mester Liborius sit fag voksent. Han begyndte med at erklære, at forgængeren havde lavet alle de fejl, det var muligt at begå, hvorefter han satte en produktion i gang, der i hvert fald i mængde må imponere. Til Chr. IV’s kroning rekvireredes 26. 000 glas. Ruder blev leveret til kongelige slotte over hele landet.

Stedet, hvor mester Liborius slog sig ned, hedder i dag Glarbo, det vil sige Glarboderne. Bod betød i renæssancen lejehus eller jordløst hus, og Glarbo er et så stort distrikt, beliggende i sognene Rye og Them, at vi får indtrykket af mange boder. Da etnologen Anders Enevig begyndte at tælle dem op, fandt han da også en hel række stednavne, både tidligere optegnede og nye, som pegede på glashytter på stedet. Af disse valgte vi to i Them sogn, Stenhule og Hyttekær, som var egnede til nærmere undersøgelse, fordi de lå på åben mark og under et tyndt lag overjord. De blev udgravet i sommeren 1964 med uventet stort resultat.

Stenhule og Hyttekær ligger med knap een kilometers vej imellem sig. Fundene viser da også tydeligt, at samme arbejdshold har virket i begge hytter. Alligevel er de meget forskellige.

Stenhule var et stort og velbygget værk. Et firesidet anlæg med huse i syd- og nordsiderne. Søndre hus har været af tjæret bindingsværk med fodrem på syld, tavl af munkesten og lergulv. I det ene hjørne var nedlagt slagger til at tage vandet, som løb fra svalekarrene. Nordre hus var klinet op mellem tømmeret, der også her har ligget på fodrem. Dette hus har været smalt og i hele anlæggets længde. I vest og øst har stået plankeværker i fodrem – kulturlaget standsede tydeligt, men intet stolpehul kunne findes. Midt i anlægget lå smelteovnen, mens to køleovne var placeret symmetrisk, en for hvert værksted.

I Hyttekær kunne intet spor af hus eller plankeværk konstateres. Ovne og værksteder fandtes i samme orden som i Stenhule, men ovnen var her mere primitiv og anlægget noget anderledes konstrueret. En teknisk fremadskriden tegner sig tydeligt fra hytte til hytte.