Mere søfart
På Djurslands nordøstkyst ligger nær hinanden Karlby og Gjerrild klinter, og som så ofte, hvor havet gennenf århundreder har gnavet i det faste land, forbindes de af en bred revle med vandrullede strandsten. Her opsamlede en ung mand en lille, men iøjnefaldende sort sten, tog den med hjem og lagde den i vindueskarmen, hvor en kammerat, som tilfældigt fik den i hånden, bemærkede, at der var ridset noget på den. Det kunne være »noget gammelt«, så finderen viste stenen til den daværende sekretær ved Djurslands Museum, som igen gav undertegnede et praj. Vore museer ejer hundredtusinder af oldsager, og til mange af dem knytter sig en lille, ofte ganske snurrig, fundhistorie.
Af Niels Axel Boas
Karlbystenen er kun godt to centimeter i tværmål og en halv centimeter tyk, så kunstneren har ikke haft megen plads at boltre sig på. Der er ridset i begge sider, men bortset fra det synes stenen at være helt uforarbejdet. Det mest iøjnefaldende motiv er et lille ærtebælgformet sejlskib med begge stævne svajet op i bløde buer. (Fig. 1.)
Fig. 1. Stenens to sider tegnet af Jack Bacher.
En langsgående linje på skroget kan enten være vandlinjen, et dæk eller forsøg på at angive bordplanker. Otte-ni lodrette streger jævnt fordelt på skroget skal måske betegne årer, men vel snarere skibets spanter. En meget skråtstillet styreåre røber, hvad der er for og agter; styreåren eller sideroret, hvad man nu foretrækker at kalde det, havde jo sin plads længst tilbage på skibets højre side (styrbordssiden). Nær skibsmidten, kun en anelse forskudt mod agter, ses masten med fuld sejlføring. Det rektangulære råsejl har skrå linjer, der danner et rudemønster, vel sagtens en markering af det net, som anvendtes til at forstærke de ældste, uldvævede sejl. Fra nederste venstre hjørne af sejlet går en line til skibets ræling. Sejldugens let indadbuede omridslinjer giver en forestilling om, at skibet er i fart.
På den anden side af stenen finder man et motiv, der med lidt god vilje kan udlægges som en jagtscene. Her ses et dyr med gevir, vel en kronhjort eller et elsdyr; det står stille med let krummet ryg og er i øvrigt ganske veltegnet, kun klovene synes at mangle. En figur til venstre for dyret er ikke umiddelbart forståelig: noget spidsovalt krimskrams skæres af en lang buet linje med korte tværstreger for enderne. Er det en bueskytte, man med ringe held har prøvet at afbilde? Eller er det hele blot begyndelsen til noget, som aldrig blev gjort færdigt? (Fig. 2)
Fig. 2. Skibstegning på gotlandsk billedsten, antagelig fra 700-årene. Fartøjet minder om Karlbystenens, men har stejlere stævne og bredere sejl.
I bronzealderens mangfoldighed af helleristninger er skibe og dyr velkendte motiver, men vort fartøj ligner slet ikke helleristningsskibene, det kan uden vaklen henvises til jernalderen. Det langsmalle skrog og de lave udskydende stævne minder mest om de ikke-sejIførende både, som anvendtes i romertiden (se foregående artikel), mens sejlet svarer ret nøje til, hvad man kender fra de ældste billeder af sejlskibe, for eksempel på gotlandske billedsten og på de tidligste Hedebymønter; her er til gengæld stævnene stejlere, som de blev det i yngre germanertid og vikingetid. For dateringen af Karlbystenen er fundomstændighederne ikke til megen hjælp, men selve skibsbilledet rummer altså elementer, der med ret stor sikkerhed placerer det mellem romertid og yngre germanertid, det vil sige i perioden 400-600. Motivet er klart nordisk og interessant som den ældste afbildning, vi har af et sejlførende fartøj fra vor del af verden. Nok er billedet primitivt - nærmest graffitiagtigt - men det må ikke des mindre være udført af en ganske skibskyndig person.
Hvorfor gjorde han det? Var det tilfældigt kradseri i en ledig stund, eller har billederne en dybere mening? Snarest det sidste, den lille glatte sten var let at føre med sig, den kan have været en amulet, som værnede sin ejer mod ondt og gav ham held i særlige situationer: god sejlads eller god jagtlykke, helst begge dele. Sådanne lykkebringende genstande har været i brug til alle tider, og troen på dem er vist endnu ikke død. (Fig. 3)
Fig. 3. Stenen i naturlig størrelse.
