Mere fra mosen

Vi skal tilbage til 1859. Conrad Engelhardt, der få år forinden var blevet lærer i Flensborg og kort efter også leder af den stedlige samling af nordiske oldsager, påbegyndte dette år sine udgravninger i Nydam Mose. Af den lokale degn havde han erfaret, at mange jernvåben var fundet ved tørvegravning, og lignende ville han gerne sikre Flensborgsamlingen. Engelhardt vendte tilbage til mosen 1862 og 1863, og ved disse gravninger fandt han store mængder af oldsager: sværdklinger og -greb, skeder af træ og tilhørende metalbeslag, de såkaldte mundblik og dupsko. Desuden rembøjler, spyd og lanser, buer og pile, skjoldbrætter og -buler, ildsten og -stål, økser, knive, kamme, trækar og meget, meget mere.

Hvad der gjorde dette fund til noget enestående var, at flere af sagerne blev fundet i forbindelse med store fartøjer. Våben og andet personligt udstyr havde Engelhardt allerede fundet tidligere ved udgravningen af et andet slesvigsk offerfund ved Thorsbjerg, men jernalderens store skibe var et helt nyt element. Ud over en stor egetræsbåd, nu udstillet på museet på Gottorp Slot, fandt han tæt ved denne en fyrretræsbåd. Spredt i mange udgravningsfelter fandtes endvidere dele af en allerede i oldtiden sønderhugget egetræsbåd, og rygterne ville vide, at Engelhardt lige nåede at få føling med en fjerde båd, inden undersøgelserne måtte indstilles i 1863. (Fig. 1, fig. 2)

Efter 1864-krigen skulle Flensborgsamlingen, og dermed også Nydamfundene ifølge fredsaftalen udleveres til Preussen - i sig selv en lang historie, som skal forbigås her. Engelhardt drog til København, hvor han blev tilknyttet Oldnordisk Museum (det nuværende Nationalmuseum). Ubegribeligt hurtigt, allerede i 1865, udkom publikationen om Nydamundersøgelserne, et mønstergyldigt mesterværk efter datidens målestok - og i nutiden stadig et værk, der henvises til. Bogen rummer ikke noget detailkort over fundene, blot en lille tegning med mosen og omegnen, hvor to små bogstaver antyder udgravningerne. Engelhardt ville gøre det svært for andre at gå på oldsagsrov i mosen.

I 1984 fandtes der uventet højtliggende oldsager i mosen, og den derpå følgende udgravning førte noget efter til en større plan, Nationalmuseets Nydamprojekt. Projektet havde fra starten flere formål. Vigtigst var at få overblik over mosens videnskabelige muligheder, herunder at få udskilt og tidsfæstet stedets forskellige ofringer. Dernæst var det ønskeligt at finde og udgrave de eventuelle båddele eller hele fartøjer, som indgik i ofringerne, og endelig savnedes viden om tilgroningshistorien for den jernaldersø, der var rammen om det hele.

En nødvendig opgave var at stedfæste Engelhardts udgravningsfelter, altså selve bådenes findesteder. Det var ikke let på grund af manglende udgravningsplaner, men efter tre års forsøg lykkedes bestræbelserne i 1992. Herefter fik udgravningerne et skibshistorisk hovedsigte. I årene 1992-97 er der i alt udgravet ca 500 kvadratmeter i mosen, hvorved såvel fyrretræsbåden som det store egeskibs oprindelige udgravningsfelter med omgivelser er blevet helt undersøgt. I 1997 blev området omkring egefartøjets forstavn udgravet med overraskende fund til følge. Et blik på den sammenstykkede plan over samtlige nedgravninger i vort udgravningsområde viser tydeligt, hvor de to både blev fundet af Engelhardt. De øvrige forstyrrelser skyldes dels tørvegrave, dels preusseres og andres plyndringshuller.

I den gennemgravede og atter tilbagekastede tørvejord i »bådfelterne« er der fundet flere mindre båddele, som blev overset af Engelhardt og hans folk, således surringsfremspring og stykker af rælingsplanker fra såvel egesom fyrretræsbåden med tekstilrester på. Fartøjerne har været tætnet med vævet stof, som var indsmurt i en tjæreagtig masse. Det kunne ved vores undersøgelser også konstateres, at man flere steder i 1863 havde gravet direkte gennem de bløde båddele, hvis tilbageblevne rester stadig lå på deres plads. De mest oplysende stykker blev dog fundet i de hidtil urørte områder omkring de store både. (Fig. 3)

Fyrretræsbåden er det fartøj, man har vidst mindst om, og det er en sørgelig historie. Efter båden var fremgravet i overværelse af Frederik 7., blev dens køl, planker med mere lagt i depot på en nærliggende mark og dækket med mosejord. Men en dag i 1864, efter stormen på Dybbøl, kom en preussisk deling, som huggede træstykkerne op i små stykker, som tilmed senere blev brændt. Til alt held havde Engelhardt fået tegnet og beskrevet noget af træet, blandt andet kølen, en stump ræling med surringsklamper for det tværgående spant samt nogle åretolde. Mens der ikke har været nogen tvivl om, at den nedre del af skroget var bygget af klinklagte, jernnaglede fyrreplanker, forholdt det sig anderledes med rælingen. Ved de nye udgravninger er fundet rester af rælingsbord fra begge skibssider. De er af lindetræ, som med bast fra samme træ var surret til bådens nedre dele. På en rælingsplanke nær agterstavnen fandtes dekoration af indskårne vinkelbånd. Fem lange, elegant udsmykkede åretolde af el, der har været surret til rælingen med bast, fandtes nogenlunde på plads. Hertil kom syv yderligere åretolde. Også dele af bådens tværgående konstruktion lå tilbage i mosen sammen med spanter, tværbjælker og et stort antal dækbrædder, alt af lind. Sammenholder man nyfundene med de sager, der fandtes 1993-94, blandt andet sideroret og et stort halvmåneformet træstykke med karvsnitindskæring, får man en klar fornemmelse af, at den ca 19 meter lange fyrretræsbåd har været et både elegant og rigt udsmykket fartøj.

Blandt de nyfundne dele, der stammer fra den store egetræsbåd, er igen dele af ræling og spanter, men også syv åretolde. Deres form svarer til dem, vi kender fra de skitser, som blev tegnet umiddelbart efter 1863-udgravningen. Fundene er imidlertid vigtige, da alle åretolde, som i dag sidder på egetræsbåden i Gottorp-museet, er kopier. De nyfundne skibsdele afslører, at båden må have været udstyret med en art dæk af løse planker.

Ved dette års udgravning kom endnu en overraskelse, som rokker ved det billede af egetræsbådens forholdsvis enkle fremtoning, som tegninger og udstilling har givet indtryk af. To store udskårne, barsk udseende mandshoveder, der udgør toppene af to ca 1,3 meter lange træstykker, lå placeret i mosen, så man må tro, at de har været anbragt i hver side af båden, tæt ved forstavnen. De har sandsynligvis fungeret som pullerter, altså til fastgøring af trosser. De enestående figurer giver stof til eftertanke. Hvordan har båden i øvrigt været udsmykket? Har der siddet endnu et hoved på stævnen? Og hvem forestillede de? Vi har ikke den ringeste idé om det. Derimod kender vi navnene på to af de personer, hvis våben havnede i helligsøen: Wagagastir og Harkilar. Det røber runeindskrifter på henholdsvis et økseskaft og på en sværdskedes remholder. (Fig. 4, fig. 5)

Det store fundmateriale fra udgravningerne - ca 14.500 genstande - rummer ud over båddelene mange ofrede våben og andet personligt udstyr. Våbengruppen omfatter sværd og sværdskeder, spyd og lanser, buer, pile og koggere, økser og skjolde. Enkelte af fundene indbyder til særlig omtale. (Fig. 6)

Flere træsager havde bevaret rester af bemaling, et træskjold endda så meget, at en pålidelig rekonstruktion kan foretages. Det har været et farvestrålende skue at se de cinnoberrøde og sorte mønstre. Skjoldenes jernbuler, som beskytter den hånd, der holdt skjoldet, er derimod meget medtagne. De er simpelt hen tæret væk og ses ofte kun som millimetertynde plamager af lysegrå metalsalte. På Engelhardts tid var de bedre bevaret. Han fandt nemlig ved forstavnen en jernskjoldbule, som var beklædt med en forgyldt sølvbule. Stykket, der mangler en del af siden, opbevares på Gottorp Slot. Den manglende stump dukkede op ved årets udgravning, men kun sølvet og guldet var tilbage. (Fig. 7, fig. 8)

Sværdskederne er et kapitel for sig. En enkelt er allerede fremhævet på grund af sin ejerindskrift, men en anden fortjener fuldt så vel at blive nævnt. Selve træskeden bærer fine indridsede mønstre, og alle dens beslag - mundblikket, ophænget og dupskoen - er af guldbelagt sølv, som er dekoreret på forskellig måde. Som en del af ophænget indgår to plastisk udformede figurer - søheste, drager eller hvad man nu foretrækker at kalde dem - med elegant sammenslyngede haler. På skedens nederste beslag, dupskoen, ses blandt andet to parvis modstillede dyrehoveder, som er afbildet med siden til.

Til det personlige udstyr hører bælter. Selve læderet er ikke bevaret, men spænder, beslag og andet tilbehør giver alligevel et godt indtryk. Ét bælte er så fornemt, at det må have tilhørt en hærleder eller højtstående officer. Bæltespændet, to remholdere og en fugleformet remendedup var af bronze. Sytten dobbeltpropelformede vedhæng, som må have været løsthængende over bagdelen, var af stempelprydet sølvbelagt bronze, mens tolv beslag var forsynet med guldpresblik. Pelsdyrskind og grønne glasperler indgik i to af bælteprydelserne. Dette bælte kan oprindelig, sammen med adskilligt andet krigerudstyr, have ligget i fyrretræsbåden og synes at være flydt ud af båden, da denne - ligesom egetræsbåden - krængede over efter at være blevet sænket.

Udgravningerne er afsluttet, og der forestår nu et stort arbejde med tolkningen og tidsfæsteisen af de mange fund. Det ser i øjeblikket ud til, at der har været ofringer i mosen i mindst seks forskellige omgange i perioden fra ca 200 til 450 efter Kristus, altså yngre romersk og ældre germansk jernalder. Men hvor mange krigeres udstyr omfatter hver nedlægning, og hvilke udenlandske kontakter kan der aflæses i sagerne? Om den store egetræsbåd ved vi ret præcist, at dens træ er fældet omkring 320, og at båden overlejrede dele af fyrretræsbåden. Det stemmer godt med, at træet fra et skjoldbræt fra fyrretræsbåden er bestemt til at være fældet i år 296. Udgravningen har endvidere vist, at denne båd igen overlejrer dele af den tredje, i mosen sønderhuggede båd af eg, som dermed er det ældste af de tre fundne fartøjer.

Nydamprojektet er således udgravningsmæssigt afsluttet med succes. Megen ny viden er indhøstet, og flere fund og detaljer er rene unika. Men medaljen har også en bagside. Mange genstande er under stærk nedbrydning, og det gælder såvel sager af træ som af metal. Tør man håbe på, at tæringsprocesserne stoppes, eller at oldsagerne på anden måde reddes? At Nydam Mose er en uvurderlig kilde til belysning af mangfoldige spørgsmål i yngre romertid og ældre germanertid, er indlysende. Den viden bør ikke forsvinde sporløst! (Fig. 9)